Samf.: Europa på plakaten
Udsendelse d. 10. - 16.januar - 2015
2014 blev året, hvor den frie bevægelighed i Europa for alvor kom på plakaten. Flere lande har gennem året forstærket kampen mod løntrykkeri og andre negative følger af arbejdskraftens vandring over grænserne. I Danmark er det især kommunerne, som er gået foran, bl. a. med indførelse af arbejdsklausuler i udbudsmaterialet. – Ove Weiss analyserer indsatsen mod social dumping på tre planer: Det kommunale, det nationale og det europæiske.
I ugerne op til årsskiftet har det københavnske bybillede været præget af store plakater, hvis størrelse i det grafiske sprog meget apropos kaldes Europa-formatet og som sådan passer perfekt til plakaternes budskab om forholdsregler mod negative konsekvenser af arbejdskraftens frie bevægelighed i Europa. Det er typisk løntrykkeri, unddragelse af skatter og afgifter, uhumske indkvarteringsforhold for især østeuropæiske arbejdere og lemfældig omgang med sikkerheden på arbejdspladserne,
Overskriften på plakaterne lyder: ”Fair forhold i København. Stop social dumping” med underteksten ”Københavns kommune arbejder for ordentlige vilkår for vore leverandører og deres medarbejdere.” Herunder følger så henvisning til yderligere information på kommunens hjemmeside.
Kampagnen er bemærkelsesværdig af to grunde. For det første er det ikke hverdagskost, at en kommunes orientering af borgerne har politisk indhold. For det andet bekræfter kampagnen, at indsatsen herhjemme mod social dumping først og fremmest sker på kommunalt plan. Mange kommunalfolk føler, at regeringen har svigtet lovgivningen.
Ingen af de to grunde kan dog tegnes i sort-hvidt. Før kommunalvalget i november 2013 viste en undersøgelse, at kun omkring hver tredje kommune krævede garanti for, at skatteborgernes penge blev brugt til opgaver udført efter danske regler og overenskomster, bl. a. ved hjælp af arbejdsklausuler. Her et år efter viser en ny opgørelse, at ikke færre end 73 af landets 98 kommuner nu har indført arbejdsklausuler i kontrakterne med alle leverandører og deres underleverandører inden for byggeri, anlæg – og tjenesteydelser. Det sidste kan f. eks. være på plejehjem og i andre kommunale institutioner. Med andre ord er 2014 året, hvor den frie bevægelighed i Europa for alvor kom på plakaten.
Når der tales om et politisk indhold i informationen, skal det heller ikke forstås som partipolitisk, selv om der i befolkningen og ikke mindst i erhvervslivet angiveligt er meget forskellige opfattelser af f. eks. arbejdsklausulernes berettigelse.
Den aktuelle plakat-kampagne forgår ganske vist i landets røde Hovedstad, men lige siden 2007 har f. eks. de Konservatives højborg Gentofte meget seriøst bekæmpet social dumping med krav om arbejdsklausuler i alle udbudskontrakter, hvor kommunens leverandører forpligtes til at overholde danske overenskomster.
Gentofte gik tilmed på et tidligt tidspunkt et skridt videre som foregangskommune og dannede en fast kontrolenhed på tre til fem medarbejdere, som rykker ud og tjekker identiteten på de folk, som arbejder for kommunale leverandører.
I foråret fulgte København Gentoftes eksempel og skærpede kontrollen med, hvad hovedstadskommunen kalder et indsatsteam. Senest er de fynske kommuner gået sammen i bekæmpelsen af social dumping, og fremgangsmåden er den samme over hele landet: Hvad enten det drejer sig om aftalte eller uanmeldte besøg på kommunale byggepladser eller i institutioner tjekkes bl. a. arbejds- og opholdstilladelser, ansættelseskontrakter, lønsedler og lønregnskaber. Og i alle tilfælde er leverandøren ansvarlig for her og nu at levere den relevante dokumentation. København er gået et skridt videre og har oprettet en hotline – i øvrigt åben alle hverdage – hvor folk kan henvende sig, hvis de fornemmer, at forholdene ikke er, som de skal være. Henvendelserne kan også ske anonymt.
Er der så hold i kommunernes og ikke mindst fagbevægelsens og venstrefløjens kritik af, at regeringen skulle forholde sig passiv – eller snarere være på zigzag-kurs – i forhold til bekæmpelsen af social dumping på nationalt plan? Både ja og nej. Før folketingsvalget i 2011 sagde Socialdemokraternes daværende politiske ordfører Henrik Sass Larsen, citat: ”Vi foreslår i vores fælles program, at der bliver indført kædeansvar, så storentreprenørerne også har ansvar for, at deres underleverandører overholder loven.” – Godt to år senere, den 6. november 2013, afviste statsminister Helle Thorning-Schmidt i Folketingets spørgetid kædeansvar indført ved lov.
Samme dag blev uoverensstemmelsen mellem de to af den politiske ordfører på daværende tidspunkt, nuværende transportminister Magnus Heunicke, forklaret sådan, citat: ”Før valget sagde vi, at vi ville bekæmpe social dumping ved at indføre kædeansvar de steder, hvor det kan lade sig gøre. Og vi har indført kædeansvar på det statslige område, altså de store entrepriser, som staten har i gang. Vi har desuden aftalt med de 98 kommuner gennem Kommunernes Landsforening, at de også skal indføre arbejdsklausuler, som kan indeholde kædeansvar, når de har større udbud.” Citat slut.
Med respekt for den fulde sandhed, ville første del af Heunickes forklaring have lydt sådan, citat: ”Hvor det kan lade sig gøre af politiske grunde, dvs. med vores regeringspartner Radikale Venstres accept af lovgivning også for kædeansvar i kommunerne.”
Til gengæld blev spørgsmålet om kædeansvar et effektivt middel for venstrefløjen til under forhandlingerne om finansloven for 2015 at presse regeringen til på anden vis at skærpe indsatsen mod misbrug af den frie bevægelighed. Alternativet havde været regeringens forsøg på en finanslovsaftale med oppositionen, og det ville formentlig have udløst folketingsvalg omkring årsskiftet.
Med finanslovsforliget følger 120 mill. kr. ekstra til oprustning mod social dumping samtidig med, at reglerne skærpes flere steder uden særlige omkostninger for staten. F. eks. styrkes samarbejdet mellem Arbejdstilsynet, SKAT og politi i jagten på ulovlig udnyttelse af fremmed arbejdskraft. Arbejdstilsynet får i visse tilfælde mulighed for at udstede administrative bødeforlæg, ligesom man vil gennemføre forsøg med skadestuers anmeldelse af arbejdsulykker. De udenlandske arbejderes forhold forbedres ved indkvartering i velindrettede camps, og på det mere ideelle plan vil arbejderne få bedre information om den danske models løn- og arbejdsvilkår. De fleste, der kommer hertil, ved godt, at lønnen er højere, oftest betydeligt højere, end i hjemlandet, men har kun overfladisk kendskab til modellens pligter og rettigheder.
Sådan er status for indsatsen mod social dumping på det kommunale og på det nationale plan. Men hvad siger EU, som har skabt det fælles europæiske marked med frit valg af arbejde – hvis det altså findes – på tværs af de 28 medlemslandes grænser? Ja, EU-Kommissionen vil styrke den frie bevægelighed. I øjeblikket arbejder 9,5 million EU-borgere i et andet medlemsland end deres eget. Andre 1,2 mill. pendler mellem deres eget land og et andet EU-land, udpræget over den tyske grænse, mens 15 pct. af EU's borgere end ikke fristes af mulighederne for at arbejde i et andet EU-land. Og det er for mange, mener Kommissionen.
Som en slags grundlov for det europæiske arbejdsmarked gælder EU's udstationeringsdirektiv. Det fastslår bl. a., at de udstationerede medarbejdere skal arbejde under samme vilkår, som gælder for lokale medarbejdere, men direktivet omgås i vidt omfang. Det samme med det direktiv om kædeansvar inden for byggesektoren, som EU-Kommissionen præsenterede for et par år siden.
I bredere kredse i Bruxelles spores en vis forventning til den nye beskæftigelseskommissær under Jean-Claude Junckers formandskab, belgiske Marianne Thyssen, tidligere medlem af den konservative gruppe i EU-Parlamentet. Belgien er et af de få lande, hvor fagbevægelsen har medlemsfremgang, måske fordi den er delt i to store organisationer, en socialistisk eller socialdemokratisk og en kristelig, borgerlig. Det forklarer konservative Marianne Thyssens tætte forbindelse til fagbevægelsen.
Det ventes, at hun, som i øvrigt også er kommissær for socialområdet, vil gennemgå udstationeringsdirektivet for at styrke indsatsen mod social dumping. Formand Juncker har tilmed sagt ved sin tiltræden, at kravet skal være samme løn, og ikke kun minimumsløn, når man arbejder samme sted. ”Der skal ikke gøres forskel på folk,” siger den ligeledes konservative Juncker. Men det er nu engang myndighederne i det land, hvor arbejdet udføres, som har ansvaret for, at ordene ikke gøres til skamme.
