Samf.: Frænde værst
Udsendelse d.7. - 13.februar. 2015
Valgkampen er i næsthøjeste gear og åbner i mange partier for kræfternes frie spil, ofte mellem medspillere snarere end modspillere. Det gælder kampen om de personlige stemmer, som skal redde mandatet i hus. – Ove Weiss analyserer partiernes indre kampe.
Ifølge flere medier vil Socialdemokraterne i Sjællands Storkreds – en fusion af de gamle Roskilde, Vestsjællands og Storstrøms amter inklusive engang så røde Lolland-Falster – udstede dummebøder til folketingskandidater, som går på rov efter personlige stemmer i andres valgkredse. Eller rettere, bøder er som bekendt noget, man betaler, her får den formastelige ikke del i storkredsens valgkasse, som normalt også er lille, så repressaliernes virkning formentlig er af samme størrelse.
Den direkte anledning er MF´eren Ole Hækkerup fra Ringstedkredsen, hvor klanens stamfar Lars Andersen Hækkerup i øvrigt i 1848 blev valgt til Den grundlovgivende Forsamling. Stammens yngste skud overskred ved seneste valg ikke blot kredsgrænserne men efter tillidsfolkenes mening også anstændighedens for at skrab tilstrækkeligt med personlige stemmer sammen til at redde mandatet i hus. I øjeblikket er han konstitueret politisk ordfører, og den mediepost overskrider helt legalt alle landets kredsgrænser og tæller velsagtens mere end et dulgt besøg på en arbejdsplads eller i et forsamlingshus på nabogrunden.
Valgforskeren Søren Risbjerg Thomsens profeterer, at Socialdemokraterne i området går tilbage fra ni til seks mandater og det kombineret med, at mange med mediernes flygtige stempel ”toppolitiker” er valgt her, skærper spændingen. Uden at ville udvide kandestøberiet må man forvente, at transportminister Magnus Heuniche fra Næstved-kredsen skulle være sikker, det samme er formentlig Køge-kredsens Henrik Sass Larsen og – ved hjælp af lokalpatriotismens stærke arm – også statsrevisor og arbejdsmarkedspolitisk ordfører Lennart Damsbo Andersen fra Guldborgsundkredsen på Sydhavsøerne.
Den tidligere revolutionære Pernille Rosenkrantz-Theil er flyttet fra Fyn til sin sydsjællandske hjemstavn og minder jævnligt om sin tilstedeværelse i radioprogrammet Mads og Monopolet. Det skulle hjælpe i konkurrencen med Astrid Krag, som for godt et år siden kandiderede til arvefølgen i SF, altså i kongerækken efter Aksel Larsen, men nu er socialdemokrat. Hun har deltaget i TVs ”Vild med dans”og efterfølgende sat formiddagsaviserne ind i løsningen af vægtproblemer, så selv om hun er opstillet i magre Grevekredsen, kan dans som bekendt føre til hvad som helst.
Roskildekredsens Mette Gjerskov, tidligere fødevareminister, vil sandsynligvis appellere til de vælgere i storkredsen, som kræver en mere markant socialdemokratisk holdning, mens John Dyrby Paulsen fra den ganske stærke Slagelsekreds ved årsskiftet meddelte, at han ikke genopstiller. Måske i skuffelse over at være forbigået både som forsvarsminister og skatteminister, måske for at forberede sig til borgmesterposten i hjembyen om to og et halvt år.
Så der bliver kamp om mandaterne og – to steder i samme parti – også om 1. suppleantposten, af ganske særlige grunde. I Københavns Storkreds er valgt Helle Thorning-Schmidt, den udlændingepolitiske ordfører Mette Reissmann og indtil for nylig Karen Hækkerup, som perioden ud er erstattet af Yildiz Akdogan, der ved valget sammen med Reissmann, som meget bekvemt i et valgår vender tilbage til TV-programmet Luxusfælden, får konkurrence af den tidligere DsU-formand Peter Hummelgaard Thomsen. Han efterfølger Hækkerup som kandidat i Tårnbykredsen. Thorning-Schmidt har centreret valgkampen så tæt om sig selv, at et skuffende resultat formentlig betyder, at hun må forlade formandsposten, måske allerede på valgaftenen, som hendes forgænger Mogens Lykketoft gjorde. 1. suppleanten vil håbe på, at statsministeren ligesom den konservative svenske statsminister Fredrik Reinfeldt drager den fulde konsekvens og forlader politik.
I Københavns Omegns Storkreds er håbet ikke blot lysegrønt eller lyserødt. Det er en realitet, at Mogens Lykketoft fra sensommeren bliver formand for FNs generalforsamling og et år frem afløses af 1. suppleanten. Her vil Thorning-Schmidts naturlige efterfølger justitsminister Mette Frederiksen med stor sikkerhed blive stemmeslugeren med Lykketoft på 2. pladsen, mens der rejses tvivl om 3. pladsen.
Den detroniserede justitsminister Morten Bødskov fra Rødovrekredsen ville have været oplagt, men efter med løgnen om Folketingets besøg på Christiania at have spændt ben for sin fremtidige karriere trues han både af den tidl. SF-næstformand Mattias Tesfaye fra Vestegnen og af Gladsaxekredsens Jeppe Bruus Christensen. Sidstnævnte er interessant i temaet for denne uges Samf., for mens fiskeriet efter personlige stemmer i andre kredse normalt foregår med den diskretion, som emnet nu engang tillader, omgår Jeppe Bruus Christensen de interne partilove i fuld åbenhed. Han har truffet aftale med Gentoftekredsens folketingskandidat om, at denne anbefaler Bruus Christensen og dermed reducerer sig selv til ”skyggekandidat”.
Hvor betændt kampen om de personlige stemmer kan være i partier med sideordnet opstilling – modsat partiliste-opstillingerne – giver det andet regeringsparti et eksempel på. I 2001 i daværende Vestre Storkreds fik radikale Charlotte Fischer dobbelt så mange personlige stemmer som den forholdsvis ukendte Martin Lidegaard. Men da en lokal tillidsmand havde glemt at anmelde den sideordnede opstillingsform, blev Lidegaard valgt efter partilistesystemet. Han nægtede til manges forbitrelse at aflevere sit mandat til Fischer og fik medhold i hovedbestyrelsen med 25 stemmer mod 24. Og kunne i øvrigt i henhold til valgloven have valgt at ignorere en underkendelse.
Udenrigsministeren indledte altså sin politiske karriere med en enkelt stemmes overvægt, men ville nok under alle omstændigheder være fortsat ad den vej. Han står stærkt i partiledelsen, blev efter flere år uden for Folketinget trukket ind i regeringen og afløser i øvrigt Margrethe Vestager i Rudersdalkredsen i Nordsjælland med sikkerhed for valg. – Tilbage i Københavns Storkreds, som Vestre Storkreds nu er en del af, står kampen om personlige stemmer mellem socialminister Manu Sareen og SF-renegaten Ida Auken.
Sjælland til Københavns Storkreds og har på kort tid genskabt en vis optimisme i SF ved stort set at gå mod alt det, hun som regeringsmedlem var med til at gennemføre. Skulle SF kun få ét mandat i storkredsen, må den medieivrige Özlem Cekic forlade Folketinget.
Det store slag i SF om personlige stemmer foregår på Fyn, hvor suppleanten Carsten Hønge, også kaldet ”Vikaren fra Helvede”, udfordrer den tidligere formand Annette Vilhelmsen. Tilnavnet skyldes, at Hønge anførte oprøret mod SFs regeringsdeltagelse, der kulminerede den dramatiske nat i DGI-Byen. Umiddelbart har Vilhelmsen fordel af, at det pt. andet mandat på Fyn tilhører Anne Baastrup, der efter sin medvirken til Christiania-løgnen har trukket sig tilbage p. gr. a. stress. De kvindestemmer, hun måtte efterlade, går formentlig til Vilhelmsen.
Ser man på blå blok og begynder fra neden med de Konservative, udviser den nye formand Søren Pape Poulsen et vist mod ved at opstille i den vestjyske storkreds i tillid til, at han kan trække personlige stemmer med sig fra sin tid som borgmester i Viborg. Partiet står i meningsmålingerne til de nuværende otte mandater, med pil nedad, og ser man bort fra det skred, som personlige stemmer kan skabe, skal der 10 mandater til, for at ét falder i Vestjylland. Men Pape Poulsen har alligevel ikke ladet sig friste af den ret sikre kreds i Aarhus, som Tom Behnke nu forlader.
Det konservative personslag kommer til at stå i Københavns Omegns Storkreds mellem stud. theol. Mads Holger Madsen og borgerrepræsentant Rasmus Jarlov fra Lyngbykredsen. Førstnævnte har smidt Madsen, som Matadors Mads Skjern smed Andersen, og hedder nu blot Mads Holger, ikke det folkelige Mads Madsen. Som repræsentant for erhvervslivets engang så store parti har han ikke ladet sig inspirere af erhvervsikonet, landets næstrigeste, som droppede mellemnavnet Kristinus for som Lars Larsen på jævnt jysk at kunne appellere til folket med et godt tilbud.
Liberal Alliance koncentrerer sin landskampagne om partilederen Anders Samuelsen – langt ad vejen finansieret af Saxo Bank. I Sydjylland bliver der kamp om personlige stemmer mellem MF´eren Mette Bock og den tidligere venstrefløjspartist, senest socialdemokrat, Henrik Dahl. Bock må regnes for favorit til det enlige mandat i storkredsen, hun er en af de efterhånden mange borgerlige politikere, som er rekrutteret fra, som den kaldes, ”De røde lejesvendes bastion” i Danmarks Radio.
Venstrefolkene er i vildrede i øjeblikket med en leder og statsministerkandidat, som i brede kredse anses for anløben, mens partiet samtidig så nogenlunde bevarer sin tilslutning og fortsat er landets største parti. I Københavns Storkreds har nytilkomne advokat Kåre Traberg-Schmidt noget indpakket angrebet topfavoritten Søren Pind for brugen af erhvervsfonde til sløring af de mange kontante valgkampsbidrag fra virksomheder, noget, der i øvrigt har ramt partiets trafikordfører Kristian Pihl Lorentsen. Han undlod ved sidst valg at indberette et beløb på 200.000 kr.
Men ellers har mange i Venstres folketingsgruppe annonceret deres frivillige afgang. Det gælder blandt andre Karen Jespersen, Henrik Høeg, Eyvind Vesselbo, Birthe Rønn Hornbech, af gode grunde, og Birgitte Josefsen. Så det åbner for nye personkampe om de efterladte mandater.
Enhedslisten følger fortsat det gamle socialistiske princip og sætter partiet over personen ved brug af partilister, hvor det er medlemmerne, der prioriterer og hovedbestyrelsen, der i vidt omfang bestemmer. Det forhindrer ikke, at EL meget målrettet i pr-kampagnerne satser på populære navne som Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. Men når mandattallene gøres op på valgaftenen hen mod midnat, behøver ingen afvente næste dags optælling af personlige stemmer for at vide, hvem der er valgt for Enhedslisten. Det kan man forvisse sig om ved at se ned ad partilisten.
Yderpartiet på den modsatte fløj, Dansk Folkeparti, har sine helt egne kontrolmetoder. Her holder ledelsen partiet og dets omkring 15.000 medlemmer i et jerngreb og bestemmer i sidste ende suverænt, hvilke kandidater der opstilles hvor. Hvis der er medlemmer eller kandidater, hvis synspunkter ikke passer DF-toppen, er der ikke langt til udløseren af eksklusion, og i øvrigt screenes medlemmer inden optagelsen; uenigheder accepteres ikke. Enkelte undtagelser som f. eks. Mogens Camre går fri, her nøjes partitoppen med rynkede bryn og forsøg på at lægge slør over ekstreme udtalelser. Den værdipolitiske ordfører Pia Kjærsgaard svinger hyppigt ytringsfrihedens fane, men som hun siger: ”Kritikere kan ødelægge Dansk Folkeparti.” Så væk med dem.
