Samf.: Glidebanen
Udsendelse d.19. - 26.september. 2015
For mindre end en måned siden fremlagde de seks ja-partier og tre nej-partier deres programmer for folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december. I dem slår begge parter syv kors for sig ved tanken om en fælles europæisk flygtninge- og asylpolitik. – Men få dage senere var det som om, partierne selv kom ud på glidebanen. Det politiske Danmark krakelerede, da tusindvis af flygtninge og imigranter strømmede ind over grænsen. – Statsministeren trådte frem som et forvandlingsbillede af den oppositions-leder, som i forsommerens valgkamp tordnede mod en slap flygtningepolitik, lovede færre flygtninge, milliardbesparelser på både dem og u-landsbistanden – og hånede Sverige for naivitet, uansvarlighed og pladderhumanisme. – Ove Weiss kommenterer:
Flankeret af lederne af ja-partierne Socialdemokraterne, Alternativet, Radikale, SF og de Konservative bekendtgjorde Løkke Rasmussen 21. august, at danskerne skal til folkeafstemning om retsforbeholdet torsdag den 3. december. Små to uger senere traf de tre resterende partier i Folketinget, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance, suppleret af Folkebevægelsen mod EU, aftale om en fælles nej-kampagne.
Det er dog ikke alt, som skiller de to stridende parter, for alle ni folketingspartier – måske med Radikale Venstres verbaliserede undtagelse – har én ting til fælles. De afviser pure en fælles europæisk flygtninge- og asylpolitik. Ja-siden har nøje udvalgt 22 af forbeholdets 50 retsakter med Europol som slagvare og forsikrer med hånden på alt helligt, at de 18 retsakter, som omfatter flygtninge og asyl, fortsat ligger nagelfast i forbeholdet.
Et af nej-sidens vægtigste argumenter for at fastholde forbeholdet er, at selv et ja til fortsat Europol-samarbejde m.m., kan være en glidebane hen mod den forkætrede fælles europæiske flygtninge- og asylpolitik, og det for nej-politikerne – næsten – li´så slemme:fjernelse af forsvarsforbeholdet med følgende dansk deltagelse i EU-styrkerne.
Sådan lød det i hvert fald, lige indtil få dage senere, for da var det som om, det ikke var retsforbeholdet, men partierne selv, der kom ud på glidebanen.
I weekenden 5.-6. september begyndte hundredevis af flygtninge fra især Syrien, men også fra Irak og Afghanistan, hvor Danmark ligeledes har deltaget i krigshandlingerne, at strømme ind over grænsen, fortrinsvis ad de officielle adgangsvej i Rødby, Padborg og Rødekro. På få døgn krakelerede det politiske billede, statsministeren lagde ansigtet i statsmandsfolder, da han 7. september på et pressemøde henvendte sig til befolkningen med opfordring til besindighed. Det var som at se et forvandlingsbillede af den Venstre-leder, som få måneder før gjorde flygtninge- og asylspørgsmålet til hovedemnet i valgkampen i håb om at genvinde regeringsmagten, hvad også lykkedes med et enkelt mandats overvægt.
Dengang angreb Løkke Rasmussen, som han sagde, ”SR-regeringens slappe udlændingepolitik”, han bebudede kraftige reduktioner i ydelserne til flygtningefamilierne, ned til SU-niveau, og gennemførte indgrebene kort efter sin tiltræden. Han lovede straks-indgreb for færre asylsager i Danmark og sagde i et af sine første interviews som statsminister, at bedømmelsen af ham som succes eller fiasko afhang af, om det lykkedes at mindske tilstrømningen af asylsøgere til Danmark. Han krævede milliardbesparelser på u-landsbudgettet og afviste fælles europæiske løsninger. Udlændingepolitikken er et nationalt anliggende, betonede han igen og igen, som det også fremhæves i ja-partiernes valg af temaet for folkeafstemningen i december om retsforbeholdet.
Sideløbende fortsatte opinionsdannere i de blå partiers bagland, ikke mindst kommentatorer ved de to store borgerlige aviser Berlingske og Jyllandsposten, med kraftige advarsler mod ”den svenske syge”, et ekset svensk samfund på vej mod opløsning p. gr. a. naiv gæstfrihed over for fremmede og manglende evne til at lytte til befolkningen. Jævnlige opmuntringer for dem – hver gang til det triumferende – var og er, at Dansk Folkepartis søsterparti, det højreradikale Sverigesdemokraterne med rødder i ny- og gammelnazisme især i Skåne, i flere meningsmålinger har haft fremgang siden valget og i gennemsnit nærmer sig 20 pct. af vælgerne. Sverige ligger, som Riksdagen har redt, mener de med følelsen af, at retfærdigheden endelig sker fyldest.
Mandag den 7. september foran pressen i statsministeriet med ministeriets store væg-logo bagved, men uden Venstres djærve, jyske terrier, integrationsminister Inger Støjberg ved sin side havde Lars Løkke Rasmussen skiftet ham og tone. Nu blev den tidligere regerings håndtering af flygtningespørgsmålet brugt som alibi for Danmarks ansvarlighed og gæstfrihed, som har placeret landet i toppen af modtagerlandene.
”Der findes kun én løsning, og den er europæisk,” lød det nu også fra statsministeren, uden at han dog – mens dette skrives, skal det fornuftigvis understreges – vil acceptere et fælles kvotesystem, selv om man måtte tro, at det ville være en fordel for Danmark med de mange byrder, som landet ifølge Løkke Rasmussen allerede under den tidligere regering har påtaget sig på forbilledlig vis. På et enkelt punkt lagde han dog bort beskedenheden og hævdede, at skelnen mellem flygtning og imigrant var blevet accepteret gennem det sidste halve år, hvilket han, måtte man forstå, har æren for. Her er der dog også tale om lånte fjer, for den skelnen har Flygtningenævnet som en slags retsinstans , dog uden appelmuligheder, håndhævet med stor konsekvens gennem årtier.
Men hvad med de blå partiers skrækeksempel Sverige? Joh, nu kan det ”uansvarlige land” hinsidan bruges til at friholde den danske regering for ansvar. I strid med Dublin-forordningen undlader Løkke-regeringen at registrere flygtningene og sender dem videre til Sverige oven i købet med tilføjelsen, at regeringen overholder internationale aftaler. Velfærds-Danmark følger efter fattige Ungarn i afvisningen af de fælles EU-forpligtelser. Som Lars Løkke Rasmussen argumenterer: ”Det er jo derover de gerne vil, frem for at blive.” Og han bekræftes af det store flertal af flygtningene ”for her i Danmark er vi ikke velkomne”, som mange af dem siger.
Det skyldes nu ikke Inger Støjbergs reklamekampagne i fire libanesiske dagblade, for i flygtningelejrene læser de ikke aviser. Hun har da også i sin begrundelse for ”hold-jer-væk”-kampagnen ændret målgruppe, da det gik op for hende, at annoncerne er uden effekt. Hun mener nu, at kampagnen er rettet mod menneskesmuglerne, tilsyneladende i tillid til, at disse kriminelle vil fortælle deres potentielle kunder, at de hellere må blive, hvor de er, frem for at ofre titusindvis af kroner på at blive fragtet til en usikker fremtid.
Svenskerne er ikke indstillet på at indgå en baggårds-aftale med Danmark, for de modtager ca. fem gange så mange flygtninge, som det danske broderfolk gør. Den svenske statsminister Stefan Löfven talte dunder til de lande, der, som han sagde, ”smyger sig uden om”. Det skete under et besøg hos den tyske kansler Angela Merkel i Berlin, og han fik applaus fra værtinden, for Sverige og Tyskland er de lande, som modtager langt de fleste flygtninge.
Løkke Rasmussen kom nu heller ikke tomhændet til Berlin få dage forinden, da han på sin første internationale færd efter regeringsskiftet besøgte den tyske kansler. Han tilbød beredvilligt fru Merkel, at Danmark kan modtage 100 flygtninge mere, end det ellers var tanken.
