Samf.: Madsen Mygdals arvinger
Udsendelse d.12. - 18. september. 2015
Venstre-statsministeren Madsen-Mygdal, som i 1929 blev fældet af regeringens konservative støtteparti, personificerer med sin nedskæringspolitik Venstres placering som et egentligt højreparti. – Man kan så spørge, om Madsen-Mygdals politiskes arvinger i dag forvalter arvesølvet med tilstrækkelig omhu? ”Ja,” svarer Ove Weiss i ugens Samf., ”nutidens Venstrefolk gør deres bedste.”
Danmark havde engang en Venstre-statsminister, som hed Madsen-Mygdal. Han blev ikke gammel i gårde, i hvert fald ikke i statsministeriets Sct. Jørgensgård, men bitre minder om ham lever videre i centrum-venstre kredse. Han er ellers en god pædagogisk forklaring på det, som har undret videbegærlige skolebørn gennem generationer: Hvorfor hedder Venstre Venstre, når partiet ligger til højre; nogen vil hævde til højre for Konservative, som ellers engang hed Højre.
Forklaringen begynder faktisk før Venstres officielle dannelse i 1870 af forskellige grupperinger, som hen mod århundredskiftet og systemskiftet markerede skillelinjerne tydeligere; nogen gik til højre, andre mod midten, og andre igen ligefrem til det radikaleste venstre…Men først med Madsen-Mygdal markerede det gamle parti, som blev rejst til værn om forarmede bønder, sig som et egentligt højreparti med voldsomme sociale nedskæringer for de allermest udsatte; Madsen-Mygdal personificerede i manges øjne den skinbarlige Venstre-brutalitet. Han var manden, som lancerede ultraliberalistens yndlingsmotto: ”Lad falde, hvad ej kan stå”. Forhadt var han i arbejderkredse, Mygdals foragt for fagforeningerne var gensidig, udtrykt af Kurt Ravns Røde i Matador med smædevisen Møjdal.
Men Madsen-Mygdal var heller ikke anset i alle borgerlige kredse. Efter at have siddet tre år som statsminister, blev han i 1929 fældet af sit konservative støtteparti, den unge partileder Christmas Møller havde fået nok og undlod at stemme for regeringens finanslovsforslag. Om et lignende drama kunne gentages i dag af den lille konservative restgruppe, vender vi tilbage til i Samf.s aktualitetsafdeling..!
Madsen-Mygdal var efterladt som en bitter mand, gennem 30´erne blev han mere og mere optaget af sydfra kommende strømninger, hvad ikke var ukendt i de kredse. Det nazificerede Bondepartiet udsprang af Venstre, og Landbrugernes Sammenslutning, LS, var på samme galej. Men Mygdal fortsatte som landsformand for Venstre indtil 1941, hvor han forlod posten i protest mod for lidt hensyntagen til Besættelsesmagten, hvad ikke senere hindrede Venstre i at gennemtvinge en meget lav lovdikteret minimumsløn i ly af Besættelsen. Noget, som blandt meget andet fik en af Modstandsbevægelsens frontkæmpere, stifteren af dagbladet Information, Børge Outze, til at erklære, at Venstre ville han aldrig kunne stemme på.
Alligevel brugte den senere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen selvbevidst belærende frihedskampen som argument for Danmarks deltagelse i Irakkrigen, hvis veteraner – og faldne – sammen med veteraner fra andre danske militære aktioner blev mindet og hyldet på flagdagen 5. september. Respektens Dag kaldes den også, og her viste Løkke Rasmussen-regeringen sin særlige form for respekt med nedlæggelsen af Irakkommissionen, så veteraner og efterladte fortsat holdes i uvidenhed om forløbet op til og under krigen.
Man kan så spørge, om Madsen-Mygdals arvinger forvalter arvesølvet med omhu, og svaret må være, at nutidens Venstrefolk gør deres bedste. Et af Mygdals idealer var en arbejdsdag – i hvert fald for andre – på 16 timer, også som signal til slapsvansene. I valgkampen før 18. junivalget gentog Venstres formand igen og igen, at det skal kunne betale sig at arbejde, underforstået, at folk helst falder hen i dovenskab for nasseri på det offentlige – sagt af netop Lars Løkke Rasmussen.
I samme valgkamp krævede Venstre – argumenteret med bedre integration – nedsættelse af ydelserne til flygtninge til SU-niveau, som for flygtningefamiliers vedkommende betyder, at også børnene kommer til at leve under fattigdomsgrænsen. Milliardbesparelser i u-landsbistanden var et andet Venstrekrav for bl. a. skattenedsættelser. De nye flygtningeydelser er vedtaget, mens nedskæringerne af u-landsbistanden stadig svæver i sammenhæng med Venstres forslag om øget indsats i nærområderne til blokering af de flygtningestrømme, som de senere måneder har taget et omfang, ingen kunne forestille sig.
Disse nedskæringer lagde Venstre åbent frem i valgkampen. Efter valget er nye og, for nogen, overraskende kommet til: Regeringen har i den nærmest tvungne aftale med Kommunernes Landsforening indført et såkaldt ”omprioriteringsbidrag” i milliardklassen, som har fået KLs formand, Venstre-borgmesteren i Kalundborg til at beskylde sin egen regering for, citat ”at stjæle pengene fra kommunerne i et baglokale.” Regeringen vil også spare 600 mill. kr. på teatre og museer og samtidig tilgodese provinsen på bekostning af København, hvor de blå partier fik skuffende resultater ved valget.
Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen gør ligeledes, hvad han kan for at leve op til Mygdals tankegang og retorik. Som svar på kritikken af, at regeringen vil spare 8,7 mia. kr. på uddannelsesområdet, siger han, citat: ”Der er ingen, der skal bilde mig ind, at de institutioner, der i dag er kornfede, ikke også kan stramme op.” Det har fået hans partis uddannelsesordfører, hun hedder Anni Matthiesen, til at sige, at hun ikke ville bruge udtrykket kornfede. Men det har formentlig samme effekt, som Dansk Folkepartis protest mod besparelser på 260 mill. kr. på landets fødegange. DF dyrker rollen som regeringsstøtte og opposition på samme tid.
Men hvad med de Konservatives restgruppe på seks mandater i Folketinget, som efter sigende gerne ser sig selv som aktivister; som det må forstås i et mere nålestribet antræk? Vil de, som Christmas Møller gjorde i 1929, spænde ben for en Venstre-mindretalsregering?
For at begrænse antallet af ministerposter har Løkke Rasmussen lagt to modsætninger, landbrugsministeriet eller, som det hedder i dag, fødevareministeriet sammen med miljøministeriet. Og som om det ikke var provokation nok for ngo´erne, foreslår regeringen i sit oplæg til finanslov, at miljø og klima beskæres med 340 mill. kr. ”Det ligner en slagtning af miljøområdet”, siger de Konservatives nyvalgte miljøordfører Mette Abildgaard.
Men vil Abildgaard og hendes fem med-aktivister slagte regeringen på det spørgsmål – og ka´de? Svaret er nej til begge dele, og det gælder også andre mærkesager, som de Konservative er utilfredse med regeringens håndtering af f. eks. mindre reduktion af CO2-udledningen, grundskylden, besparelserne på u-landsbistanden, fjernelse af lavere afgifter på el-biler, Venstres ønske om optagelse af miljøoraklet Bjørn Lomborg på finansloven og meget andet, stort som småt.
Det er nærmest tradition for, at landets, som det siges, ansvarlige opposition og regeringen ved 3. behandlingen i Folketinget samles om finansloven. Socialdemokraterne brød traditionen i1984 og har ikke gjort det siden. Så der bliver næppe regeringskrise med finanslovsforhandlingerne i oktober-november. Men underholdende bliver de. Krisen opstår først for alvor, når oppositionen sætter Dansk Folkeparti på prøve mellem loyaliteten mod regeringen og den politik, som partiet hævder, det står for.
