Samf.: Medaljens to sider
udsendelse d.16 - 22. maj. 2015
Landadelen har kronede dage, når kongehuset fester, for så regner det ofte med medaljer. Men P. A. Heibergs ord fra 1790 ”Stjærner og Baand man kun Adelen gier” gælder ikke længere. Knaphulskløen har de seneste år også bredt sig til kulturradikale kredse, især kunstnerkredse, viser en gennemgang af Ordenskapitlet. Derimod holder politikerne fra centrum-venstre partierne med få undtagelser stand over for ordensvæsenet. – Ove Weiss kommenterer.
De kaldte ham ”Den røde løber” på grund af hans politiske farve og uskrømtede glæde ved at færdes på de bonede gulve iklædt ambassadøruniformens hvide knæbukser og røde jakke, med ”sovsekanden” under armen eller anbragt på den skaldede isse.
Han begyndte som bybud på den daværende avis Social-Demokraten i Farimagsgade i København, blev journalistuddannet i provinsen, vendte tilbage til Københavneravisen, i ti år som kriminalreporter; han gik ind i Modstandsbevægelsen, måtte flygte til Sverige, hvor han blev forbindelsesled mellem de to landes socialdemokratiske topfolk, vellidt for sit vid og evnen til at kommunikere.
Efter Befrielsen blev han chef for det forholdsvis nye Udenrigsministeriets Pressebureau, hvorfra han avancerede til ambassadør, først i Wien, siden i Israel, for at slutte som generalkonsul i Hamborg.
En noget usædvanlig karriere med brud på de udenrigsministerielle traditioner for juridiske og økonomiske uddannelser i hierarkiets højere lag, de senere årtier tilføjet strømmen af cand. scient. pol.´er. Med andre ord en form for demokratisering af udenrigstjenesten, som dog ikke slog igennem i Sigvald Kristensens holdning til ordensvæsenet. For ham var det, den myteomspændte diplomat, hvorom en af myterne lyder som følger…:
Da Sigvald Kristensen første gang fik tilbudt et ridderkors, fandt han det passende at spørge sin foresatte og velynder, udenrigsminister H. C. Hansen, om det nu også var passende at tage imod en orden i betragtning af Socialdemokraternes, de Radikales og venstrefløjens – hvad dengang ville sige kommunisternes – uvilje mod, hvad de betragtede som levn fra Enevælden.
Sigvald Kristensen mødte derfor op på ministerens kontor for at spørge om lov til at hænge ridderkorset på det røde jakkebryst, og fik til sin lettelse svaret: ”Ja, gør du bare det, Sigvald.”
Med en tak og et buk var den snart nyslåede ridder på vej ud af døren, da han blev kaldt tilbage af H. C. Hansen med ordene: ”Hør lige engang, Sigvald, du må også godt få de ordener, som jeg har sagt nej til gennem årene.”
I forbindelse med dronning Margrethe d. IIs 75 års fødselsdag for nylig, blev 35, heriblandt flere såkaldte kulturpersonligheder, dekoreret med Dannebrogsordenen. Som kongehusets ordenssekretær Henning Fode udtrykte det, citat: ”Modstanden er klart under opblødning. Vi har ikke ret mange, som siger nej til et ridderkors. – Det var der før i tiden af forskellige årsager, såsom at man syntes, ordensvæsenet var noget pjat. Men det er et anerkendende skulderklap” sagde han, uden dog at tilføje, at mange, som ifølge samfundets rangordning ville være oplagte modtagere af skulderklappet, ikke spørges, fordi giveren på forhånd ved, at det bliver et nej tak.
Til dem hører forsat politikere fra Hørups og Brandes-brødrenes gamle radikale parti, hvis antiroyale fane jævnligt løftes af folketingsmedlem Zenia Stampe, især i tabloidaviserne; desuden folkets kårne på den yderste venstrefløj, som demonstrerer deres republikanske sindelag med bagdelen ved ikke – som det sker for gæster i udvalgene – at rejse sig men blive siddende på pladserne –
eller de forlader salen, før kongehusets repræsentanter ved Folketingets åbning føres ind på tilhørerbalkonen.
Og endelig Socialdemokaterne med de undtagelser, der ligesom Sigvald Kristensens begrundes med ”embeds medfør”. Det gælder f. eks. den tidligere MF´er Helle Degn, i en kort parentes medlem af regeringen; hendes begrundelse for at modtage skulderklappet var nogle år i ”embedet” som kommissær for Østersøområdet. Uden at samme ræsonnement i øvrigt fristede hendes forgænger, den mangeårige tidligere justitsminister og formand for radiorådet, professor, dr. jur. Ole Espersen.
Et andet eksempel er en af de overlevne på den socialdemokratiske venstrefløj, i en kaffeklub kaldet Rustbankerne, Bjarne Lausten. Han er kommitteret for Hjemmeværnet, dvs Værnets øverste politiske chef, og mente derfor, at han havde forpligtelse til at modtage Dannebrogsordenen for at understrege bredden i dette folkelige, militære beredskab. Derfor fremviste han ridderkorset under mindehøjtideligheden 5. maj i Ryvangen i 70 året for Danmarks Befrielse, hvor det også var hjemmeværnsfolkene, som stod for både musikken og trafikreguleringen; de professionelle danske soldater er som bekendt anderswo engagiert. Hjemmeværnets første og mangeårige kommitteret fra samme parti, Frode Jakobsen, sagde dog nej tak til ordener, selv om de i antal og vægt ville have tynget brystkassen for hans historiske og heroiske indsats i Modstandsbevægelsen, Frihedsrådet og i Befrielsesregeringen – og måske også – sådan har det forlydt – som ”den bedste udenrigsminister, Danmark aldrig fik”.
Men ellers er alt, hvad det emne angår, ved det gamle på den politiske flanke, hvor centrum-venstre stort set siger nej til ordener, i hvert fald af den royale slags, mens højresiden siger ja med stor tak. Et enkelt eksempel er den tidligere og meget vel kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som udover fornemme royale kors og stjerner på brystet også bærer et lyseblåt, sydkoreansk ordensbånd, formentlig som tak for hans uegennyttige indsats som generalsekretær i den humanitære sydkoreanske organisation GGGI til hjælp for verdens aller fattigste land.
Til gengæld har forfængelighedens tørst og knaphullets kløen bredt sig til helt nye kredse, i hvert fald ifølge Viggo Hørups og Edvard Brandes gamle avis Politiken, hvis holdning om ikke andet genkendes i avisens daglige portrætter af de to stiftere. ”Antiautoritære kunstnere vil gerne have ridderkorset,” lød en nylig overskrift i avisen – med underrubrikken ”Stadig flere kunstnere fra kulturradikale og venstreorienterede kredse lader sig dekorere af ordener fra dronningen”. Blandt dem nævnes Per Fly, Anne Linnet, Povl Dissing, Søren Kragh-Jacobsen, Line Knutzon, Sebastian og Ib Michael.
Lars von Trier, som selv havde æsken med ridderkorset i tre år, for derefter at returnere den, kalder sine kolleger ”skamløse”. Mens lektor ved Københavns Universitet, Sebastian Olden-Jørgensen, giver denne forklaring, citat: ”Før var det for hele venstrefløjen uacceptabelt at tage mod en Dannebrogsorden. Ordensvæsenet var man imod af ideologiske grunde, men den antihierarkiske indstilling er blegnet på samme måde som hele venstrefløjsideologien.”
I hvert fald synes der lang vej til den for længst afdøde kulturminister Niels Matthiasens ønske om en demokratisering af kongehuset og ikke mindst dets omgangskreds, som mestendels består af en blandet land-adel og det rige – herunder nyrige – borgerskab. Som formand for Det kgl. Teaters tilsynsråd var det hans opgave jævnligt at udbringe et nifoldigt leve, når kongeparret indfandt sig i kongelogen, og det gjorde han, uden at få kors og bånd og stjerner for det, for det ville han ikke ha´.
Og det er måske netop her – i nationalscenens tilskuerrum – at medaljens to sider – det evige dilemma mellem demokratiet og levnet fra Enevælden – bedst er illustreret af to af Kultur-Niels´ – ja, sådan blev han kaldt – af to af hans forgængere, begge med Stauning som regeringschef: Social- og senere undervisningsminister Frederik Borgbjerg og undervisningsminister Nina Bang. Da Borgbjerg under en festforestilling i teatret rejste sig op under afsyngelsen af Kongesangen, blev han trukket ned på sin plads af fru Bangs faste greb i hans frakkeskøde.
Det være nævnt op til fejringen 5. juni af den største demokrati-reform siden parlamentarismens indførelse, 100-året for kvindernes valgret. Her vil Nina Bang blive nævnt igen og igen og igen som verdens første kvindelige minister med understregning af ”verdens første demokratisk valgte minister” i modsætning til en kvindelig, russisk forgænger, som blev minister under zardømmets enevælde.
