Samf.: Ministre og embedsmænd forgår
Udsendelse d.22. - 28.november - 2014
En gammel vending, som tilmed rimer, lyder: ”Ministre forgår, embedsmænd består.” Man aner i ordene trygheden ved den røde bygnings urokkelighed, mens naboen på Slotsholmen, Christiansborg, gang på gang rystes af politisk ustabilitet. Påstanden om ministrenes lånte tid er til fulde bekræftet af Helle Thorning-Schmidts otte ministerrokader på tre år med reelt ni forskellige regeringer og 36 ministre på træk gennem gemakkerne, for fleres vedkommende med ophold af få måneders varighed.
Det svækker selvfølgelig forsikringerne om, ”at der skal ryddes op”, hvis noget er galt i centraladministrationen, og at der nu er brug for, som politikere har for vane at sige, ”det lange seje træk”. Især da med tanker på folketingsvalget om kort tid, der meget vel kan byde på yderligere politisk turbulens og ministerudskiftninger i bunkevis.
Men det er ikke desto mindre sådan, debatten lyder få uger efter, at den tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen mod sin vilje blev omdirigeret til Justitsministeriet, et af de gamle prestigefyldte i centraladministrationen, hvor hun har taget fat på oprydningen efter en mangeårig utilstrækkelig ministerrådgivning og sagsforberedelse.
En af hendes første handlinger var at sende Justitsministeriets departementschef videre til Kirkeministeriet, som engang i den ældre parlamentariske historie var en del af det fornemme Kultusministerium sammen med kultur og undervisning, men i dag med nød og næppe bevarer selvstændigheden af hensyn til kirkefolket. Degraderingen af den allerøverste chef skabte en sådan vrede, at de underliggende chefgrupper i Justitsministeriet ganske uvant mødtes på barrikaderne i protest mod ministerens fremgangsmåde og – omgangstone. Flere var til lejligheden på barnligste vis iklædt mørkt begravelsestøj for at protester mod den tendens, de selv har fremprovokeret ved at undergrave tilliden til den gamle tradition, at embedsmænd består og ministre forgår. Nu synes både ministre og embedsmænd at være forgængelige.
Politisk har embedsmands-kritikken næppe skadet Mette Frederiksen, tværtimod synes den at komme hende til undsætning på en lidt bagvendt måde. Efter al sandsynlighed bliver hun om få måneder leder af den nye centrum-venstre opposition efter et forventet nederlag til SR-regeringen. I en sådan situation er det almindeligt, at modstanderpartiernes mistænkeliggørelse af kronprinsen eller -prinsessen tager til i styrke – i dette tilfælde især forventeligt, fordi Mette Frederiksen trods barske udfordringer i Beskæftigelsesministeriet har fastholdt en stærk position i befolkningen, hun står gennemgående højt på popularitetsbarometret.
Men netop den fornærmede reaktion fra rigets kronjurister oven på en række ministerielle fejlgreb har kaldt retsordførerne fra alle hjørner frem til forsvar for Mette Frederiksens oprydning. Dansk Folkepartis Peter Skaarup taler om, citat ”at der er et farligt kulturproblem i ministeriet, der forvrides, fordrejes og ruttes ikke med sandheden”, siger han. Venstres Karsten Lauritzen erklærer, at han ikke længere har tillid til Justitsministeriet, og Karina Lorentzen fra SF føler, at det generelt er svært at få svar på folketingsspørgsmål fra ministeriet. Så det er ironisk nok et samlet og stålsat retsudvalg, der står bag ministeren.
De aktuelle årsager til mistilliden er naturligvis detroniserede justitsminister Morten Bødskovs og den nu forflyttede departementschefs nødløgn, som den er kaldt, i forbindelse med retsudvalgets aflyste besøg på Christiania – og ikke at forglemme forvirringen om de reelle asyltal, som oven i købet førte til ministeriets rettelser i egen pressemeddelelse, efter den var udsendt. ”Men som politisk kommentator Hans Engell skrev, citat: ”Mette Frederiksen er oppe imod et ministerium, der har leveret en stribe fejl, forkerte oplysninger, forkerte beregninger og manglende orienteringer. Det er en kultur, hun skal gøre op med, og det er slet ikke let, for den går helt tilbage til VK-regeringens tider.”
Engell ved, hvad han taler om, så han kunne have sat VK-regeringen i flertal, for det var ham, der helt tilbage i 1989 afløste konservative Erik Ninn-Hansen, der måtte gå af som justitsminister efter Tamil-sagen og med sig i faldet trak sin politiske protegé Grethe Fenger-Møller. De to repræsentanter for det konservative lov og orden-parti blev senere idømt henholdsvis en betinget fængselsdom på fire måneder og en betinget fængselsstraf for falsk forklaring.
Flere embedsmænd slap nådigt fra en af de største skandaler siden Alberti-affæren. Den daværende departementschef, arbejderdrengen fra Korsør, som havde arbejdet sig op til chef for landets skarpeste juridiske hjerner, Poul Lundbæk Andersen, måtte gå af, men reddede løn og pension som kommitteret hos Rigspolitichefen.
Og netop stillingen som kommitteret eller specialkonsulent eller hvad den slags aftrædelsesordninger kaldes, venter måske en anden tidligere departementschef, Peter Loft, som blev suspenderet fra sin stilling i Skatteministeriet, da sagen mod Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock for alvor begyndte at rulle. Undersøgelseskommissionen, som for nylig afgav sin rapport, støder hverken Loft eller daværende Venstre-skatteminister Troels Lund Poulsen ud i vanære. Men tilbage står en række ubesvarede spørgsmål, som sammen med kommissionens få kontante konstateringer bekræfter, at eksempler på embedsværkets misforvaltning ikke er begrænset til den juridiske ekspertise over alle – Justitsministeriet.
Det er ikke overraskende, for der har været flere varsler i forbindelse med de mange rokader i Thorning-Schmidts statsministertid. Den radikale udviklingsminister Christian Friis Bach valgte klogeligt at trække sig tilbage, efter at han p. gr. a. utilstrækkelig orientering fra embedsværket havde misinformeret offentligheden om sin holdning i bestyrelsen for den internationale grønne organisation 3GI – endnu før sagen om 3GI- og Venstreformand Lars Løkke Rasmussens luksusforbrug af en million statslige bistandskroner for alvor tog fart.
I sagen om Socialministeriets millionbevilling til Lisbeth Zorning Andersens forening ”Stemmer på Kanten”, var det ikke kun den ubetænksomme og popularitetssøgende SF-formand og -minister Annette Vilhelmsen, som brød tilliden til en uvildig og seriøs beslutningsgang i ministeriet. For åben skærm – og for øjnene af tåkrummende TV-seere – sagde hun til Zorning Andersen ”Det er en million til dig”. Det gjorde hun på amatørvis – formentlig utilstrækkeligt rådgivet af sine nærmeste embedsmænd – 18 dage før ansøgningsfristen til ”Puljen til socialt udsatte” udløb.
Eksemplerne er belastende men berettiger ikke til sammenligninger med forholdene i bananrepublikker eller ideologisk spekulation i flere privatiseringer. Generelt er embedsstanden herhjemme på solid faglig grund, men de tider, hvor en embedsmand ubemærket – i ly af den politisk ansvarlige – kan levere dårlig rådgivning og dårlig sagsforberedelse uden konsekvenser, er forbi.
