Samf.: Ny begyndelse
udsendelse d.27.juni - 3.juli. 2015
Ove Weiss analyser grundene til, at Helle Thorning-Schmidt allerede på valgaftenen valgte at forlade formandsposten hos Socialdemokraterne. – Han tegner et mini-portræt af efterfølgeren Mette Frederiksen og siger: Hun har visioner og nøjes ikke med som sin forgænger på konservativ vis at henvise til ”Det Danmark du kender”. Mens Thorning-Schmidt var ekskluderende og for 10 år siden mistede dele af en ung, lovende og debatterende generation, vil Mette Frederiksen formentlig være mere rummelig og give plads til større politisk kreativitet.
Når Helle Thorning-Schmidt trods en, om end beskeden, mandatfremgang og – inklusive alle fire nordatlantiske mandater – en knivskarp balance mellem rød og blå blok frivilligt trådte tilbage som S-leder på selve valgaftenen, skyldes det mange ting:
For det første var hendes valgkampagne fra nytårstalen til valgdatoen så personfikseret, at ansvaret for den tabte regeringsmagt hvilede tungt på hende. ”Holdet”, som man også taler om i politik, blev holdt uden for eller valgte selv at stå der. Kampagnen var i øvrigt så kostbar, at den dementerer et nedkølet forhold mellem S og LO-fagbevægelsen; her tænkes på fagforeningskontingenternes finansiering af store dele af den usminkede S-kampagne. Dertil kom omfattende reklamekampagner, signeret af bl. a. landets største fagforbund 3F og landets største forbund for offentligt ansatte FOA, som ikke var specifikt partirettede, men som ikke efterlod tvivl om budskabernes retning. Når disse – lad os kalde dem indpakkede valgreklamer – ikke rejste ramaskrig i den borgerlige lejr, skyldes det, at den dominerende arbejdsgiverorganisation Dansk Industri ud over direkte millionstøtte til udvalgte blå partier, gennemførte en lignende indpakket kampagne med, hvad der normalt opfattes som borgerlige synspunkter.
En anden årsag er, at Helle Thorning-Schmidt med sin personcentrerede kampagne selv lagde op til ”præsidentvalget” men tabte til en modkandidat så plettet, at det ønskescenarie næppe gentages ved næste folketingsvalg. Venstres deroute som næststørste borgerlige parti med tab af 14 mandater inklusive det færøske og Løkke Rasmussens tab af ca. 23.000 personlige stemmer bekræfter en historisk svag borgerlig statsministerkandidat, som Thorning-Schmidt måtte erkende, hun ikke kunne slå.
Et tredje forhold drejer sig om den hidtidige regerings koalition eller koalitioner. Det er almindeligt, at partierne i et regeringssamarbejde er som forbundne kar; hvis det ene parti går frem ved valget, går det andet eller de andre normalt tilbage. Socialdemokraterne erobrede tre mandater på baggrund af valget i 2011, som var det ringeste S-resultat siden folketingsvalget i 1903, altså for 112 år siden. Samtidig med Socialdemokraternes beskedne mandatgevinst blev Thorning-Schmidts skiftende regeringspartnere SF og Radikale Venstre halveret, godt og vel endda. Stemmerne gik bl. a. til Alternativet og for de Radikales vedkommende vel også i mindre grad til Liberal Alliance. Den overordnede strategi med ensidigt at gøre Løkke Rasmussen til hovedmodstanderen – en opgave han ellers selv løste – og kun i begrænset omfang rette skytset mod Dansk Folkepartis mange dobbeltspil slog fejl. Man var alt for sent opmærksom på de forbundne kars princip i forholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Hvad Løkke Rasmussen tabte, vandt DF.
En fjerde grund til Thorning-Schmidts resolutte tilbagetræden er sandheden i de ord, som hun dagligt kan læse i Folketingets vandrehal: Folkegunst er idel Dunst, en sentens malet på vandrehallens lange frise af maleren Rasmus Larsen, kaldet den onde maler, og placeret over en fælt grinende Fanden med horn i panden. Få har som Thorning-Schmidt følt folkestemningens flygtighed. I september for snart et år siden blev hun dømt ude på Socialdemokraternes Ålborg-kongres, i hvert fald af korridorsnakken, og den slags har det med at forplante sig til besluttende organer.
Ved årsskiftet fik hun så et bemærkelsesværdigt come-back, i hvert fald på overfladen. Hun må have følt, at selv om ingen her og nu ville anfægte hendes position, var det et spørgsmål om tid, før glansen ved en beskeden fremgang efter otte nederlag i træk forduftede. Første risiko som oppositionsleder ville være efterårets S-kongres i Ålborg med mange snubletråde udlagt den følgende tid, bl. a. i optakten til kommunalvalgene om godt to år. I 2013 sagde flere S-borgmestre nej til besøg af deres formand i valgkampen af frygt for at miste stemmer. I København fik Socialdemokraterne godt 18 pct. af stemmerne ved folketingsvalget i 2011; to år senere ved valget til Borgerrepræsentationen blev andelen øget med ca. 10 procentpoints. Men mange af landets S-borgmestre måtte strække våben, Venstre blev suverænt det største kommunalparti, hvad antallet af borgmesterposter angår; Socialdemokraterne mistede16 gyldne borgmesterkæder.
En femte begrundelse for Thorning-Schmidts beslutning rummer til gengæld tre positive elementer: For det første overdrager hun et parti med en vis optimisme p. gr. a. vælgerfremgangen, for det andet synes Socialdemokratiet samlet uden fløjkonflikter, og for det tredje er hendes efterfølger Mette Frederiksen et betydeligt politisk talent, robust og med bred tilslutning i baglandet. Af samtlige andre partier er det i dag kun Enhedslisten, som har en lignende indlysende efterfølger på lederposten.
Helle Thorning-Schmidt vil nu sætte sig på en af de bageste rækker blandt de menige medlemmer. Som hun rigtigt siger, ”det har jeg ikke prøvet før,” og det er måske en af grundene til, at hendes 10 års lederskab ikke har været glansfuldt. I modsætning til hende har Mette Frederiksen betydelig erfaring med det parlamentariske arbejde og i omgangen med partiets rødder. Hun har en sjælden evne til, sagt klichéagtigt, at nå ud over rampen og bevare troværdigheden selv ved upopulære beslutninger. Det har hun vist som beskæftigelsesminister og som justitsminister; det fremgår tydeligt, når hun tvinges til, som det hedder på christiansborgsk, at følge nødvendighedens lov, indrettet efter de parlamentariske muligheder. Som sådan er hun pragmatisk.
Mette Frederiksen tilhører den socialdemokratiske venstrefløj – om en sådan fortsat eksisterer…Det vil sige, at hun har visioner, hun nøjes ikke med som sin forgænger at henvise til ”Det Danmark du kender”. Mens Thorning-Schmidt var ekskluderende og for 10 år siden mistede dele af en ung, lovende og debatterende generation, som er ethvert partis salt, kan man forvente, at Mette Frederiksen vil være mere rummelig og give plads til større politisk kreativitet. I den forbindelse skal man hæfte sig ved, at en række nyvalgte folketingsmedlemmer, anført af blandt andre Peter Hummelgaard Thomsen, ved flere lejligheder har været kritiske over for den hidtidige linje. De vil se valget af Mette Frederiksen som en ny begyndelse
