Samf.: Partiejere
Udsendelse den 23.-29. maj. 2015
I USA har stenrige bagmænd i generationer haft afgørende indflydelse på den politiske udvikling. Og nu dokumenterer en ny bog, at samme tendens hastigt breder sig i Europa. – Herhjemme – i Grundtvigs fædreland – er partiejer-begrebet et paradoks, men i Liberal Alliance står stærke pengemænd bag partiets succesfulde reklameoffensiv. Med få undtagelser holder de sig i kulissen, og overlader scenen til deres protegéer. Eller marionetter. – Ove Weiss kommenterer.
”En særlig tak skal lyde til Lars og Kim,” sagde Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsen på partiets seneste landsmøde i Tivoli Hotel på Islands Brygge i København. Og den specielle tak er velbegrundet, for bag formandens kammeratlige tiltaleform gemmer sig Saxo Banks to stiftere, milliardærerne Lars Seier Christensen og Kim Fournais, som fra begyndelsen har været blandt det forholdsvis unge partis økonomiske velyndere. Med hvor store beløb vides ikke, for lovgivningen kræver blot ydernes navne nævnt for bidrag over 20.000 kr., ikke beløbenes størrelse; under 20.000 kr. kan bidragyderne forblive anonyme, hvis de ønsker det.
I modsætning til bank-parrets investering i professionel cykelsport, hvor sponsornavnet trænger sig på her og der og alle vegne, gælder diskretionen til gengæld investeringer i det ellers højt besungne åbne, folkelige demokrati. Men i Liberal Alliance rækker kulisse-økonomien tilsyneladende rigeligt til kostbare, kommercielt inspirerede annoncekampagner, senest en massiv forårsoffensiv, koncentreret omkring store billeder af Samuelsen selv, efter at en billede-test havde bekræftet, at hans autoritet steg i takt med en voksende skægvækst. Effekterne er mangehånde.
Den – altså kampagnen – vender vi tilbage til sammen med omtalen af forfatteren og politologen Darrell Wests nye bog ”Billionaires”, som anslår, at ca.2.000 rigmænd verden over, blandt dem italienske Silvio Berlusconi, direkte køber sig til politisk indflydelse; i Danmark formentlig med makkerparret Lars og Kim som de eneste egentlige ”partiejere”.
I Grundtvigs fædreland er partiejer-begrebet et paradoks, som så vidt vides kun i et enkelt tilfælde så direkte er blevet knyttet – venligt afvæbnende og uden økonomiske begrundelser – til en aktiv politiker, den for længst afdøde konservative leder Poul Sørensen. I kombinationen formand for den konservative folketingsgruppe og organisatorisk ansvarlig for partiet personificerede han den konservative fremgang i 1960´erne til sin død i 1969, året efter han var tiltrådt som indenrigsminister i Hilmar Baunsgaards VKR-regering.
Den fysiske fremtoning med en noget stiv kropsholdning gav udenforstående indtryk af partiejer Poul Sørensen som noget utilnærmelig, men forklaringen var en anden. Han blev mod krigens slutning interneret af tyskerne; under bombardementet af Shell Huset sprang han ud fra fjerde sal og var døden nær, men måtte resten af livet leve med en rygskade. Sørensen var socialkonservativ, stod Christmas Møller nær og var som ungkonservativ i 30´erne anfører af den såkaldte ”bremseklodsfløj” i skarp opposition til KU-formanden Jack Westergaards radikalisering, som overlod eftertiden billedet af ungkonservative med skrårem, spidsbukser og ticks i højre arm.
Mange forskellige kredse investerer – hvis det udtryk er passende – i politiske partier; velkendt er pengestrømmene fra erhvervslivet og fagbevægelsen, men også mange private firmaer og privatpersoner bidrager med betydelige pengebeløb, dog oftest med dem selv i en tilbagetrukket rolle.
Når især Lars Sejer Christensen, som i øvrigt engang var KU´er, så stærkt forbindes med ejerskabet til Liberal Alliance, skyldes det, at han selv er politisk udfarende. F. eks. sagde han i en tale i højreorienterede Trykkefrihedsselskabet i 2010, citat: ”Jeg mener oprigtigt, at om 25-30 år – måske før – vil den danske model være styrtet, og vi vil leve i et benhårdt socialistisk diktatur. Folk som jeg selv vil sandsynligvis have mistet alt, i værste fald være slået ihjel. Ikke af islamister, men af paniske socialister, der ser verden styrte sammen omkring sig – uden at forstå, hvad der sker.” citat slut.
Profetien fastholder Seier Christensen her fem år efter, selv om han for længst er flyttet i skattely i Schweiz. Men i mellemtiden har hans ord fået en helt anden vægt, præcist udtrykt i DR2s foromtale af et Martin Krasnik-interview med partiejeren for få dage siden, citat:
”Saxobankdirektør Lars Seier Christensen har fået stor indflydelse på dansk politik. Hans liberalistiske ideologi var for få år siden en marginaliseret afart i samfundsdebatten, men med målrettet politisk og organisatorisk arbejde i kulissen er det lykkedes Lars Seier Christensen at skabe en politisk platform, som har ændret den måde, der tales om velfærd, stat og overførselsindkomster i Danmark på.” citat slut.
Med tilslutningen i de seneste gennemsnitlige meningsmålinger står Liberal Alliance til større vælgerandel end både de Konservative, SF og Radikale Venstre. Og med Anders Samuelsens ombestemmelse og erklæring om, at han nu er rede til at ofre sig og gå under ministeransvarets tyngende åg, kan det ikke udelukkes, at Lars Seier Christensen med en evt. borgerlig regering får direkte adgang til regeringskorridorerne – måske endda i Skatteministeriet – ad både for- og bagdøren. Ingen vil betvivle, at entrébilletten er betalt.
For det er store millionbeløb, som Liberal Alliance løbende poster i landsdækkende annoncekampagner, udformet professionelt over en kommerciel læst; i de fleste tilfælde uden at kunne bestå prøven hos forbrugerombudsmanden. Et eksempel: Samuelsen og Liberal Alliance har i store annoncer krævet registreringsafgiften på biler fjernet. Beregninger, som Skatteministeriet har foretaget på opfordring af den konservative skatteordfører Brian Mikkelsen, viser, at forslaget vil koste danske bilejere 110 mia. kr. Årsagen er, at interessen for brugte biler vil styrtdykke i samme øjeblik, et folketingsflertal beslutter at skære i afgiften på nye biler. En vogn, som købes dagen før til 150.000 kr., vil f. eks. kun være 81.000 kr. værd. – Og så en tilføjet bagatel: Staten vil miste trecifrede milliardbeløb i manglende registreringsafgifter, et tab, som Liberal Alliance ikke anviser kompensation for i kampagnen.
Vi ved, at de meget rige gennem mange har haft afgørende indflydelse på den politiske udvikling i USA. Og nu dokumenterer forfatteren og politologen Darrell West som nævnt i en ny bog – allerede en bestseller – at samme tendenser med hast breder sig i Europa. Frem mod præsidentvalget i USA i 2016 har de konservative brødre Charles og David Koch annonceret at ville bruge knap 6 mia. kr. på en republikansk kampagne, som i alt ventes at løbe op i 40 milliarder.
Selv om mange milliardærer foretrækker anonymiteten, er der også flere, som åbent står frem. I bogen nævnes folk som Michael Bloomberg, George Soros, Donald Trump og Rupert Murdoch. Tilmed viser Darrell Wests opgørelse, at milliardærer i 12 lande, blandt dem flere europæiske, selv har kandideret ved valgene, i øvrigt for det meste med et vist held. Italiens mangeårige ministerpræsident Berlusconi er nævnt, og også Georgiens ministerpræsident, milliardæren Bidzina Ivanishvili er mand for selv at skaffe pengene.
I Danmark er rollefordelingen fortsat, at pengemændene med få undtagelser holder sig i kulissen og overlader scenen til deres protegéer. Eller marionetter.
