Samf.: Partipenge i tusmørke
Udsendelse d.6. - 12. december - 2014
Forleden spredte Venstre forargelse blandt sine modstandere med en dokumentarmappe – eller valgmanual, som den slags også kaldes – runddelt ved et møde for 300 frontsoldater, mestendels folketingskandidater. De fleste af dem er fritidspolitikere og har med deres civile erhverv sjældent tid eller overskud til at følge med i den daglige debat og får ikke del i interne informationer i folketingsgruppen. Derfor har de brug for et gelænder at støtte sig til, dels af facts, dels af ammunition mod fjenden i valgkampen.
Det er det sidste, angrebene på andre partier, som har udløst vreden, selv om alle partier med respekt for informationssamfundet – og hvilket parti har ikke det med tanker på valget? – udarbejder støttemateriale til vælgermøderne, avisdebatterne og annoncerne. Ethvert partis bagland ville betragte det som pligtforsømmelse af partisekretariatet, hvis manualerne manglede til at klæde folketingskandidaterne på til det store slag.
Dermed være ikke sagt, at Venstre-manualens talrige eksempler på centrum-venstre partiernes påståede svage punkter er seriøse, ligesom andre partiers manualer sjældent er det. Flere af Venstres påstande er fjernt fra virkeligheden, blot tre eksempler inden for udlændingepolitikken, som er udpeget til den egentlige slagmark:
Venstre hævder, at regeringen kræver 24 års reglen fjernet. Påstanden består ikke detektor-prøven. Radikale Venstre har tidligere haft kravet på programmet, men det indgår ikke i regeringsgrundlaget, og vil med de seneste radikale udmeldinger næppe gøre det igen, hvis samme partier mod forventning endnu engang skulle mødes i det Sorte Tårn på Amager.
Venstre hævder også, at regeringen har lempet udlændingepolitikken 31 gange. Det er forkert: Flere af de 31 punkter, som nævnes, er ikke lempelser, mens andre går igen som overlapninger og ikke burde nævnes som selvstændige ændringer. Endelig siger Venstre, at antallet af familiesammenføringer er fordoblet, siden regeringen tog over i 2011. Heller ikke det er rigtigt. Fra 2009 til 2011, altså under den sidste VK-regering med Dansk Folkepartis støtte, blev der i gennemsnit givet 4.050 tilladelser til familiesammenføringer om året. I 2012 og 2013 er det årlige gennemsnit 4.141 tilladelser.
Så det eneste nye i Venstres manual er, at den nu for alvor har skudt den organisatoriske valgkamp i gang, sagt med al respekt for folketingskandidat Karsken Bælg, som til enhver tid opfordrer sine væbnere til at være beredt, for, som han tordner fra talerstolen, ”Vi fører valgkamp året rundt og sover altid med støvlerne på!”
Et andet tegn på, at partiapparaterne nu er kørt op i højeste omdrejninger er økonomien, som søges skjult, men alligevel titter frem her og hisset. – Tilfældigt sammenfaldende med Venstre-manualen, som var stemplet ”Fortrolig”, men som partitoppen lod sive til pressen, indbød Socialdemokraterne erhvervslivets ledere til møde med finansministeren og erhvervs- og vækstministeren i selveste Christian den Fjerdes Børsbygning. De indbudte skulle som værtsgave erlægge 15.000 kr. ved indgangen, og det gjorde – hævdes det – 60 stykker samtidig med, at flere af dem lader deres virksomheder og erhvervsorganisationer betale millioner til den borgerlige opposition for at slippe af med selv samme ministre.
Det er meget naturligt, at også centrum-venstre regeringen er i tæt dialog med erhvervstoppen, og ikke alene lønmodtagerne. Det nye er, at der tages penge for det. En hurtig hovedregning giver – fratrukket flere partifunktionærer, som var blandt de 60 – en halv millions penge. Spørgsmålet er så, om beløbet rækker til at fjerne den undren, det har skabt i S-baglandet, at Socialdemokraterne med ”Erhvervsforum Vækst DK” anvender samme ufolkelige fremgangsmåde, som de gennem årene har anklaget VK-partierne for at benytte med bl. a. Den liberale Erhvervsklub og de Konservatives erhvervskreds C-Business – med de muligheder, som disse klubber gi´r for at sløre både donorerne og beløbenes størrelse.
I månederne frem til valget gælder det nemlig frem for alt kampagne-pengene, som det effektfuldt er illustreret de seneste uger af Liberal Alliance, der som bekendt er i stald hos Saxo Bank. Forud for partiets million-dyre kampagne testede lederen Anders Samuelsen på sociale medier det påtrængende problem, om han i annoncerne som tidligere skulle optræde uden skæg eller – som en fornyelse – med skæg. Valget faldt på det sidste, dog uden at Samuelsen, der blandt meget andet er gammel radikaler, i sine budskaber fulgte Viggo Hørups opfordring til at holde ”Skæg for sig og snot for sig”. Reklame-teksterne er en utroværdig blanding, som insisterer på, at det generelle velfærdsniveau kan fastholdes og ligefrem højnes samtidig med en drastisk nedsættelse af ejendomsskatterne, reduktion af personskatten til 40 pct. og erhvervsskatterne til 12,5 pct.
Manden bag de kommercielle fremstød på det politiske stormarked er ejeren af Saxo Bank, milliardæren Lars Seier Christensen, der i sine yngre dage som konservativ drømte om politisk indflydelse og nu køber sig til den bl. a. med millioninvesteringer i Liberal Alliance. Men Seier Christensens har med næse for det gode investeringsprincip spredt risikoen og satser i følge Berlingske samtidig på VK-partierne med penge til udvalgte politikere, blandt dem tidligere Venstre-ministre som Claus Hjort Frederiksen, Søren Pind og Kristian Jensen, som i dag er næstformand i partiet. Tilmed har de – igen ifølge Berlingske, som ikke har for vane at fare med løs tale om borgerliges fejltrin – brudt loven ved ikke at oplyse navnet på investor, som man skal, når investeringen er over 20.000 kr.. Det er et lovbrud, som blandt andre Søren Pind møder med samme skuldertræk som under affærerne med Lars Løkke Rasmussens misbrug af offentlige midler, ”Som Herren saa hans Svende.”
Venstre undlod i sin tid at stemme for statsstøtte til de politiske partier, men har siden haft grund til at være taknemmelig for andre partiers ja-stemmer. I det liberale partis 2013-regnskab udgør statskronerne 28 millioner, mens medlemskontingenterne til sammenligning er beskedne 3,7 mill. kr. Dertil kommer investeringer fra private, fra virksomheder, erhvervsorganisationer og klubber, midler, som henligger i tusmørke, og som generelt har ført til international kritik af Danmark for lukkethed om partidonationer.
Ifølge GRECO, Europarådets mellemstatslige samarbejde til bekæmpelse af korruption, ligger Danmark i bunden blandt andre europæiske og vestlige lande i det hele taget, når det gælder partitilskuddenes gennemsigtighed. Uden at det dog rokker ved Danmarks topplacering blandt verdens mindst korrupte lande.
I årevis har en alliance af især VK-partierne og Socialdemokraterne forhindret hovedrengøring af hele tilskudssystemet. Men efter den gensidige repræsentation i LOs og Socialdemokraternes kompetente forsamlinger ophørte i 1996, altså for snart 20 år siden, er pengestrømmen aftaget fra fagbevægelsen til det gamle arbejderparti, som nu synes indstillet på større åbenhed, bl. a. med anbefaling fra Folketingets formand Mogens Lykketoft.
Efter kulegravning af demokratiets økonomiske veje og vildveje er et regerings-nedsat ekspertudvalg på trapperne med en rapport, og det vil undre, om udvalget ikke anbefaler, at vælgerne får bedre indblik i det økonomiske spil, som de selv er brikker i.
