Samf.: Politiske spekulanter
Udsendelse d.21. - 27.februar. 2015
Ove Weiss om terroren i København og tiden efter
Midt i forstemtheden over terrorhandlingerne foran kulturhuset på Østerbro og ved synagogen i Krystalgade i København var det bevægende at møde blandingen af fortvivlelse og besindighed hos dem, som stod ofrene allernærmest. ”Finn var et kærligt, fint og generøst menneske med nuancerede holdninger,” sagde en af filminstruktøren Finn Nørgaards venner, da hun sammen med andre nærtstående forfærdet måtte erkende, at han var terroristens første dødsoffer.
Døgn efter døgn udtrykte formanden for Det jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, sin dybe sorg over at have mistet den store kleppert med det milde ansigt, Dan Uzan, og manede samtidig til besindighed i placeringen af ansvaret for udåden. Den unge, frivillige vagtmand ved synagogen var med sin hjælpsomhed i mere end 20 år et samlingspunkt i den jødiske menighed, som i mange sammenhænge er en stor familie; det samme var han i sin basketball-klub i Hørsholm.
Formanden for de danske jøder advarede mod at bruge drabet til hetz mod de danske muslimer, ”vi har et tillidsfuldt samarbejde med andre trosretninger, herunder med mange muslimske organisationer og institutioner,” sagde han. Og svarede på den israelske premierminister Benjamin Netanyahus invitation til danske jøder om at bryde op og rejse til Israel, citat: ”Tak for omsorgen. Det er et problem, vi skal løse i Danmark.”
Ved mindehøjtideligheden på Gunnar Nu Hansens Plads få meter fra gerningsstedet på Østerbro talte formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, for omkring 40.000 menneske. Han talte til og om sine fem sårede kolleger i det lille forbund, hvor mange medlemmer kender hinanden; et par tusinde af dem deltog med fare for deres egen førlighed i aktionen mod den tilsyneladende ensomme terrorist. ”Pas på, at reaktioner ikke bliver overreaktioner,” advarede han. Og tæt ved, på den lokale Østerbro Avis, blev der skrevet på ugens lederartikel, som fik overskriften ”Mere demokrati, åbenhed og humanisme” – et direkte citat af daværende norske statsminister Jens Stoltenberg efter Anders Breiviks massakre på 77 mennesker, fortrinsvis unge socialdemokrater, i Oslo og på Utyøa den 22. juli 2011.
Sådan var reaktionerne hos dem, der både følelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og geografisk var tættest på de ulykkelige begivenheder 14. februar. De leverede ikke ord til køen af floskler, de generaliserede ikke, de anklagede og dømte ikke i flæng. Det overlod de til et fåtal, som var på betryggende afstand, og som i forvejen skraber bunden i debatten og derfor ikke kan synke dybere. Fanatikere med ekstreme holdninger, hvad enten de kommer fra politiske eller religiøse miljøer.
Et af tilfældene fik tilmed skær af noget tragikomisk. Folketingskandidat for Dansk Folkeparti Aia Fog beskyldte Radikale Venstre for at være årsagen til terrorangrebene, men da hun, som er i ledelsen af Trykkefrihedsselskabet, blev kaldt til orden af partiets formand – i hvert fald over for medierne – klappede hun straks i og erklærede ”Jeg udtaler mig ikke mere i sagen”; så langt rækker Trykkefrihedsselskabets højt besungne ytringsfrihed.
Hendes partifælle Mogens Camre satte endnu flere partier på anklagebænken, for han hævdede, at – citat: ”Alle undtagen Dansk Folkeparti er medskyldige i terrorangrebet”. – ”Vrøvl”, lød det fra et andet medlem af DF-ledelsen, som efterhånden har svært ved at bortforklare og bagatellisere ekstreme udtalelser med ”landsbytosserier”. Aia Fog er jurist, Camre økonom i det parti, som har fingeren tæt på eksklusionsknappen men altså ikke benytter den i disse tilfælde, måske fordi ledelsen dybest set samtykker?
Ægteparret Jespersen/Pittelkow holdt sig som ventet heller ikke tilbage med politisk spekulation i tragedien. ”Vi anklager” skrev de i en artikel, hvor de også fældede domme over samtlige partier til venstre for midten. Og man må medgive, at de har indsigt i og erfaring med dem alle i deres vandring fra kommissariatet i daværende VS til den nuværende yderste højrefløj. Naturligvis med opportunistens standardforklaring, at det er alle andre, der har skiftet holdning; sådan må det nu engang være for den, som er fixeret på egen navle.
Disse politiske spekulanters patos og sproglige overdrivelser adskiller sig ikke meget fra ekstremisternes i det kriminelle miljø, som terroristen kommer fra.”Vi er alle Omar. Allah velsigne dig”, skrev en af slagsen på Facebook i sin hyldest til terroristen. Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, mener, at der i ordene ligger en sådan sympatierklæring og opbakning til forbrydelsen, at han ikke overraskes, hvis politiet rejser sigtelse.
I hvert fald kan man i den kommende tid vente skærpet opmærksomhed omkring de betændte miljøer, og selv om partierne i Folketinget lurer på hinanden og holder sig tilbage af frygt for at blive beskyldt for misbrug af situationen, kan man forvente enighed om flere ressourcer både til politi og efterretningsvæsen. Ja, hvem ved, måske ligefrem også med et ja fra Enhedslisten, selv om partiet i sit endnu ikke færdigreviderede godt 10 år gamle principprogram vil afskaffe det politi, der som Johanne Schmidt Nielsen så taknemmeligt udtrykte det efter forbrydelsen ”passer så godt på os alle!”.
