Samf.: Radikalt alternativ
Udsendelse d.14.- 20. marts. 2015
Det pæne og stilfærdige radikale Venstre har igen kælvet med et nyt parti, Uffe Elbæks Alternativet, som med godt 20.000 underskrifter nu er opstillingsberettiget til folketingsvalget om få måneder. Men er der reelt tale om en ny politisk kultur, eller er det bare mere af det samme, sat op med grønne ord-guirlander? – Med udgangspunkt i den radikale historie analyser Ove Weiss partiets seneste afskalninger:
Hvem havde nu troet, at det rumlede så meget bag de Radikales pæne facade, at de endnu engang bringer et nyt parti i omløb? Selv er de resultat af en partisprængning, men den går tilbage til parlamentarismens barndom i 1905, dengang, det var berettiget at tale om radikale rebeller. I nyeste tid har oprøret været anført af mindre ånder end Viggo Hørup, Edvard Brandes og P. Munch, folk som Naser Khader, Anders Samuelsen og Uffe Elbæk.
”Jeg har ingen planer om at stifte et nyt parti. Ich bin ein Radikaler,” sagde Naser Khader – med genkendelig inspiration – i februar 2007 lige inden, han sammen med Samuelsen og konservative Gitte Seeberg dannede Ny Alliance, som efter kort tid blev til Liberal Alliance. I ti år sad Khader i Folketinget for tre forskellige partier og blev til sidst løsgænger, inden han ved valget i 2011 stillede op for sit fjerde parti, de Konservative, og blev vraget i Københavns Omegns Storkreds med afskedssalutten til dansk politik, at ”nu er det nok”.
Ved det kommende valg vender han alligevel tilbage til Folketinget på et konservativt kredsmandat i Østjylland. Man forstår på Khader, at attentatet på Charlie Hebdo i Paris har lagt et så tyngende moralsk pres på ham, at det ville være et svigt at afslå kandidaturet.
Anders Samuelsen repræsenterede i flere år Holbæk-kredsen i Folketinget tæt på den historiske Vallekilde-radikalisme, som udgør en særlig dimension i de Radikales selvforståelse, som ingen skal undervurdere. Den historiske forpligtelse har dog aldrig plaget Samuelsen, Hørups ord ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget” har han i sit nye ultraliberalistiske parti Liberal Alliance erstattet med erkendelsen, at det i sidste ende er erhvervslivets top, der bestemmer.
Endnu inden valget er udskrevet og valgkampen formelt i gang, fylder Samuelsen aviserne med kommercielt inspirerede valgannoncer med sig selv i centrum, betalt af finansfolk som Asger Åmund og Lars Sejer Christensen fra Saxobank, som har politik som hobby og formentlig er tilfredse med at have lydhøre og tilpassede folk på Christiansborg. Også organisationen Dansk Erhverv har bidraget, men med skjult og dermed ulovlig partistøtte.
Seneste udbryder fra den radikale stamme er Uffe Elbæk, hvis parti Alternativet nu har samlet underskrifter nok til at opstille ved valget, uden at det dermed er sikret pladser i Folketinget. Minoritetspartiet samlede i sin tid også de nødvendige godt 20.000 underskrifter, men fik kun godt 8.000 stemmer på landsplan.
I Alternativets program står, at partiet repræsenterer en ”Ny politisk kultur”, som bl. a. bygger på værdier som generøsitet og ydmyghed. Selv synes Elbæk uden større ydmyghed over for de radikale vælgere, som for snart fire år siden valgte ham til Folketinget. Umiddelbart kunne man måske vente, at en ny politisk kultur – borgernær, som den også siges at være – havde fået ham til at overlade mandatet til sin radikale suppleant, når han nu havde besluttet at forlade folketingsgruppen, men her var alt ved det gamle, generøsiteten gjaldt ikke dem, der havde sikret ham mandatet; Elbæk reagerede som de efterhånden talrige løsgængere før ham, han klæbede helt traditionelt til taburetten, han valgte ikke alternativet. Medgives skal det selvfølgelig også, at det er sværere at opbygge et nyt parti uden Folketinget som platform – og i øvrigt uden den lønindkomst og de faciliteter, som følger med mandatet.
Uffe Elbæk blev kulturminister ved dannelsen af S-R-SF-regeringen, men hans tid i det gamle Assistenshus ved Gammel Strand var kort. Han blev reelt fældet af en – lad os kalde det – mindre pampersag. Det er meget almindeligt, at ministre i kreativitetens navn finder og betaler for nye omgivelser, alternative lokaler o. lign. til præsentation af nye initiativer. Det gjorde Elbæk også, men uheldigvis et sted, hvor en ham nærtstående var ansat med ansvar for økonomien, som altså fik et lille løft ved denne ministerielle begunstigelse.
Selve sagen blev af medierne blæst ud af proportion, men det alvorlige for Elbæk var, at han tydeligvis ikke magtede at håndtere den krise, han selv havde skabt. Han demonstrerede en helt usædvanlig mangel på lederevner.
Om han er blevet klog af skade, vil vise sig. Ledelsen, om den må kaldes noget så autoritært, består fortrinsvis af uprøvede politiske kræfter. Det umiddelbare indtryk er, at Alternativet appellerer til behjertede ildsjæle, men at partiet også, som det sker for alle nye partier, tiltrækker lykkeriddere, som forgæves har søgt at gøre sig gældende andre steder – med andre ord fugle på træk. En oprigtig vælger uden gustne bagtanker vil dog være Jesper Christensens Thomas fra TV-serien Arvingerne.
For Radikale Venstre, for hele centrum-venstre og dermed for regeringen kan opstillingen af Alternativet selvfølgelig være et problem, og der vil med sikkerhed blive ført en ihærdig stemmespildskampagne mod partiet. På den anden side skal man ikke være blind for, at Alternativet måske vil appellere til bestemte borgerlige kredse og dermed være en gevinst for centrum-venstre, hvis partiet altså klarer spærregrænsen. Får Alternativet mandater, vil de formentlig blive lagt i venstresidens vægtskål.
Ser man på det politiske program, er det ret uforpligtende, sat op med grønne plus-ord som bæredygtigt miljø, socialt bæredygtigt og økonomisk bæredygtighed. F. eks. er Højskole-Venstre , hvis det stadig eksisterer og ikke er kvalt i stakke af ansøgninger om statslig støtte til de liberale skoler, formentlig utilpas ved Lars Løkke Rasmussen og hans misbrug af offentlige midler til – for at sige det afdæmpet – personlig pleje. Højskolefolk, eller visse af dem, føler sig næppe heller tiltrukket af Liberal Alliances uskrømtede liberalisme. De sætter som bekendt pris på det levende ord, og det findes i mange udgaver og i rigelige mængder hos Elbæk og hans folk.
