Samf.: Redningsaktion i Nordatlanten
Udsendelse d.13. - 19.juni. 2015
”Redningsaktion i Nordatlanten?” – med et tilføjet spørgsmålstegn. Sådan lyder overskriften på ugens Samf., hvor Ove Weiss midt i usikkerheden under det døde løb mellem blokkene ser på tre faktorer, som kan blive afgørende for udfaldet af torsdagens folketingsvalg. Han analyserer for det første tvivlerne, hvis tillid til Lars Løkke Rasmussen er det halve af vælger-gennemsnittets, for det andet Uffe Elbæks nye parti Alternativet og for det tredje valget i Nordatlanten, som både i 1971 og i 1998 bestemte farven på den danske regering. Konklusionen denne gang er, at valget i Grønland og på Færøerne kan blive redningen for en rød regering – og også for en blå, evt. med oprettelse af et arktisk ministerium som tak for redningsdåden.
I løbet af valgkampen er usikkerheden om udfaldet på torsdag vokset til højder, hvor det ligefrem dirrer. Blokkene står ifølge meningsmålingernes gennemsnit lige, med forbehold for den statistiske usikkerhed på – lidt vekslende – et par procentpoints. De færreste, selv ikke fem enslydende politiske magasiner på TV2 News vover at byde på valgresultatet.
Flere forhold bliver afgørende, og mindst tre er væsentlige. Det ene er naturligvis reaktionen hos tvivlerne, som er valgkampagnernes egentlige målgruppe. De sidste fire år er tilliden til politikerne faldet fra nogle og tres procent til 38, og umiddelbart skulle man vente, at det fik tvivlernes antal til at stige. Men en hurtig sammenligning af tvivlernes procenttal ved valgudskrivelserne gennem de sidste fem folketingsvalg viser, at det er nogenlunde stabilt.
Men to tal er interessante: Da statsministeren udskrev valget, havde blot 18 pct. af vælgerne tillid til hendes modkandidat Lars Løkke Rasmussen. Og blandt tvivlerne stod det endnu værre til for Venstres formand, som blandt de vankelmodige blev takseret til blot ni procent, altså det halve.
Tvivlernes dobbelte mistillid til Løkke Rasmussen er formentlig en af forklaringerne på rød bloks hurtige acceleration under valgkampen, selv om begge blokke har ansvaret for det, som til daglig kaldes ”politikerlede”: SRSF-regeringens og senere den amputerede SR-regerings løftebrud, og oppositionens usammenhængende alternativ, yderligere belastet af Løkke Rasmussens omgang med offentlige midler helt tilbage til hans tid som amtsborgmester i det daværende Frederiksborg amt. En stribe bilagssager om stort og småt, mest det sidste; selv hans pamperi synes uden format.…
Også en anden afgørende faktor skyldes manglende tillid til de eksisterende partier, og det gælder dem alle, inklusive Enhedslisten, som selvbevidst ser sig som alternativ til alt det etablerede. Uffe Elbæks Alternativet er blevet valgkampens joker med meningsmålingers forudsigelse af partiets repræsentation i Folketinget, flere endda uden forbehold for den statistiske usikkerhed.
Partiet er tilsyneladende blevet så cementeret over spærregrænsen, at det vil blive en lige så stor overraskelse, hvis det ender som blålys for rød blok, som Alternativet støtter. Men intet skal tages for givet, og slet ikke når det gælder nye aktører. Ny Alliance blev dannet i 2007 med en langt bredere og mere begejstret folkelig opbakning i medierne, nærmest som en forsinket partipolitisk udløsning af succes-debatbogen Oprør fra Midten små 30 år tidligere. Alligevel blev partiet en fuser med blot fem mandater i Folketinget og opløsning godt et år senere.
Alternativet er nævnt som ”drømmernes parti”, og ser man på partiprogrammet, er det måske også mere egnet til drømmetydning end politisk analyse. Partiet ønsker en 30 timers arbejdsuge, der ifølge tænketanken Kraka, som er velbevandret i arbejdsmarkeds-beregninger, vil koste samfundet 270 mia. kr. årligt, og som i øvrigt ikke hidtil har været et lovgivningsanliggende; arbejdstiden tager arbejdsmarkedets to parter sig af. Alternativet ønsker også, at danskerens gennemsnitlige kødforbrug sættes ned til 100 gram om dagen for at fremme bæredygtigheden. Og netop omsorgen for miljø, klima, alternativ energi, økologi og bæredygtighed menes at friste vælgere, også dem, som ikke umiddelbart finder partiets udspil realistiske.
En tredje og nok så håndfast faktor er Nordatlantens grundlovssikrede fire mandater, som ved de seneste fire folketingsvalg – det vil sige i 2001, 5, 7 og 11 – har fordelt sig med tre mandater til rød og et mandat til blå blok. Skulle valget i Grønland og på Færøerne blive afgørende – enten for rød eller for blå blok – er det ikke første gang, redningsaktionen foregår i Nordatlanten.
Ved folketingsvalget i 1971 generobrede socialdemokraten Jens Otto Krag efter tre år i opposition regeringsmagten fra den radikale Hilmar Baunsgaards VKR-regering ved hjælp af det grønlandske medlem Moses Olsen. Og i 1998 fastholdt socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen regeringsmagten med færingen Johannes Eidesgaards stemme.
Nu afdøde Moses Olsen tilhørte det dengang ret så venstreorienterede Siumut-parti, men var via det grønlandske miljø i København tæt knyttet til flere yngre socialdemokrater, som blev valgt ind i Folketinget samme år. I de første måneder var han medlem af S-folketingsgruppen, men skiftede til SF. Da Siumut senere indmeldte sig i Socialistisk Internationale af især europæiske socialdemokratier, blev Moses Olsen igen – og nu formelt – socialdemokrat.
Johannes Eidesgaard er til gengæld forankret i det færøske socialdemokrati og blev valgt til Folketinget i 1998 med en overvægt på blot 179 stemmer, som betød, at Venstres Uffe Ellemann Jensen blev slået på målstregen af Nyrup Rasmussen og måtte forlade formandsposten i sit parti.
Moses Olsens udslaggivende mandat gav heftige reaktioner på højrefløjen og udløste en slags ”skrub hjem grønlænder”- kampagne anført af blandt andre en entreprenør fra Holbæk, Jørgen Holten, som to år senere helt naturligt blev medlem af Fremskridtspartiets folketingsgruppe. Udsigten til en afgørelse i Nordatlanten tyder dog ikke ”for nærværende”, som det hedder på christiansborgsk, på samme dramatiske reaktioner. Flere samfundsforskere mener til gengæld, at de to selvstyreområders repræsentation i Folketinget er et levn fra kolonitiden, hvad Folketingets formand Mogens Lykketoft afviser.
Der er selvfølgelig også i Nordatlanten en vis usikkerhed om valgets udfald og ikke mindst om hvem, der i givet fald støtter hvilken regering. Venstreorienterede grønlandske IA, som er en blanding af SF og Enhedslisten, erklærer f. eks., at partiet ikke automatisk kan tages til indtægt for en ny Thorning Schmidt-regering.
Formålet er formentlig at lægge pres på rød blok for oprettelse af et arktisk ministerium, hvad ikke skulle volde de store vanskeligheder, tværtimod. For centrum-venstre vil det være naturligt at konvertere det tidligere Grønlandsministerium, som om noget lugtede af kolonitiden, til et ministerium for internationalt samarbejde om klima og bæredygtighed i de arktiske egne. Så ikke blot isen men jorden skal slå revner, hvis ikke grønlænderne møder med to røde mandater.
Til gengæld er der usikkerhed om Sambandspartiet, Venstres søsterparti på Færøerne, som i øjeblikket er repræsenteret i Folketinget sammen med de færøske socialdemokrater. Selv om Sambandspartiet i den seneste måling står til at bevare sin plads i Folketingets blå blok, trues partiet af Republikanerne, altså løsrivelsesfolkene, med velkendte Högni Hoydal i spidsen. Han har tidligere siddet i Folketinget, hvor han videreførte linjen fra den legendariske kongsbondesøn, cand. polit., trawlfisker, chefredaktør og folketingsmand med kommunistiske sympatier Erlendur Patursson; det vil sige, at partiet nødigt blander sig i dansk indenrigspolitik.
De øvrige nordatlantiske partier har i nogen grad samme reservation, som formentlig ikke bliver problemet under selve regeringsdannelsen men kan give lovgivningsmæssige kvaler for en regering bundet med det snævrest tænkelige flertal, fastlåst af blokpolitikken.
