Samf.: Se til Norge
Udsendelse d. 20.- 26.december - 2014
Højre-politikere og -medier herhjemme har de sidste par uger været ved at kløjs i begejstring over, at Sveriges rød-grønne regering efter 62 dag måtte udskrive nyvalg efter at være kommet i mindretal under afstemningen om næste års finanslov. ”Svensk nemesis” hed lederartiklen i Jyllands-Posten om det højrenationalistiske Sverigesdemokraternes udløsning af valget, fordi regeringen og den borgerlige opposition ikke kunne blive enige om andet end afvisningen af selv samme Sverigesdemokrater, som har tætte politiske bånd til Dansk Folkeparti. Om begejstringen bliver ligeså kortvarig som statsminister Stefan Löfvens første regeringsperiode, vil resultatet af rigsdagsvalget 22. marts vise; den vurdering vender vi tilbage til.
For det svenske finanslovsdrama har helt overskygget et andet broderfolks finanslovsopgør, nemlig i det norske Storting, et mindre blodigt ganske vist, for i Norge kan der ikke udskrives nyvalg inden for den fire-årige valgperiode. En regering kan fældes og en ny dannes, men det bliver på mandattallene fra seneste stortingsvalg. Og intet tyder lige nu på, at regeringen af Høyre og Fremskrittspartiet, en pendant til Dansk Folkeparti, svigtes af dens to afgørende støttepartier Kristeligt Folkeparti med 10 mandater og Venstre med ni; norske Venstre svarer så nogenlunde til Radikale Venstre herhjemme.
Regeringen ledet af Høyres Erna Solberg, med Fremskrittspartiets Siv Jensen som finansminister, har i øjeblikket 93 mandater bag sig mod den rød-grønne oppositions 76, så hvis blot et af støttepartierne svigter, falder regeringen. Og at dømme efter Dagbladet, som står Venstre nær, og vel nærmest kan sammenlignes med dagbladet Politiken, omend i en mere kulørt tabloidudgave, er utilfredsheden voksende i regeringens parlamentariske bagland.
Men meningsmålingerne viser, at bølgerne først og fremmest går højt i vælgerhavet. Fremskrittspartiet har i norsk Gallup tabt ca. en tredjedel af sine vælgere og står med 9,6 pct. til den laveste tilslutning siden 1995, mens det konservative statsministerparti er vigende med kun 23,4 procent. Til gengæld synes det tidligere regeringsparti, Arbeiderpartiet, tidligere under ledelse af NATOs nytiltrådte generalsekretær Jens Stoltenberg, at have vind i sejlene. Det står til en fremgang på 20 mandater, fra 55 til 75, tæt ved 40 pct..
Baggrunden er tilsyneladende regeringens forslag om skattelettelser til rige og velfærdsnedskæringer til fattige. Mønsteret er interessant i dansk sammenhæng, dels fordi Norges partistruktur nærmest er et kalkat af den danske, dels fordi Fremskrittspartiets ageren før stortingsvalget i september sidste år,minder om Dansk Folkepartis , dvs med forsøg på at placere sig som et socialt bevidst midterparti. Under regeringsansvarets tyngende åg har virkeligheden efter det første år vist sig at være en anden med samme bøjelighed, som Dansk Folkeparti viste som støtteparti under VK-regeringerne i nullerne. Selv om Fremskrittspartiet i europæisk sammenhæng kobles til den nye højrebølge, ser Siv Jensen snarere forbindelsen til danske Venstre, særligt Anders Fogh Rasmussen. Hun har gennem flere år – af taktiske grunde, hævder hendes modstandere – lagt afstand til Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti, hvis synspunkter, hun finder ”for ekstreme”, så kontant har hun udtrykt det ved flere lejligheder.
Anderledes med Sverigesdemokraterne, som officielt samarbejder tæt med Dansk Folkeparti og som i god overensstemmelse med det danske søster- og broderparti kræver besparelser på 45 mia. kr. på udlændingeområdet. Det var dog ikke det krav, som udløste regeringskrisen. Sverigesdemokraterne stemte i Rigsdagen for den borgerlige fire parti alliances finanslovsforslag uden at have haft indflydelse på det, hvad for så vidt ikke undrer. Gennem de to seneste valgperioder på tilsammen otte år med Moderaterne ved roret har Sverigesdemokraterne uden at være inddraget i reelle forhandlinger godkendt ca.90 pct. af konservative Fredrik Reinfeldts regeringspolitik.
Det er heller ikke så meget det politiske indhold i finanslovsforliset, som optager sindene men konsekvenserne for det forestående valg og – ikke mindst – spørgsmålet om det er demokratisk acceptabelt og taktisk klogt, at begge de store blokke fryser Sverigedemokraterne – landets tredje største parti – ude og dermed ignorerer, som det fremhæves, 12,7 pct. af de svenske vælgere.
Denne udelukkelsemetode er nu mere eller mindre udtalt praksis i mange parlamenter, noget som først og fremmest rammer yderpolerne. Men gennemførelsen af en konsekvent blokpolitik kan også i hele valgperioder reelt betyde udelukkelse af tæt ved halvdelen af vælgerbefolkningen. Det er nok snarere retorikken – og i Sverige væmmelsen – som gør forskellen. Stefan Löfven har beskyldt Sverigesdemokraterne for at være nyfascister, en både dristig og overfladisk bedømmelse. SD, som det højrenationalistiske parti forkortes til, rammes løbende af racismeanklager med følgende domme, der som bekendt sidder ret så løse i Sverige, jf. fængslingen af en middelmådig såkaldt provokunstner. Fem medlemmer, dvs 10 pct., af SDs nye rigsdagsgruppe på 49 medlemmer har en kriminel fortid, også omfattende flere voldsdomme. Og Sverigesdemokraterne har historisk nazistiske rødder især i Skåneområdet, underbygget af flere videnskabelige undersøgelser og afhandlinger
Tilsvarende findes ikke i Danmark. Der har gennem årene her og der – bl.a. på Vestsjælland – været løse forlydender fremme om, at Glistrups Fremskridtspartiet i sine første år fik overraskende gode resultater på valgsteder, hvor det ellers vælgermæssigt beskedne danske naziparti, DSNAP, også havde en vis tilslutning. Men egentlig dokumentation for sammenhængen findes ikke. At trække nazi- eller fascistkortet mod Mogens Glistrup og hans efterfølgere ville være urimeligt. Han fik dom som økonomisk kriminel og modtog flere domme for grove racistiske udfald, og flere fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti er også siden dømt for racistiske synspunkter. Men nazisme og fascisme er meget andet end racisme. – I Norge bygger regeringspartiet Fremskrittspartiet på – lad os kalde ham – særligen Anders Langes Parti, forkortet i sin tid til ALP. Anders Lange, som bl. a. drev en hundekennel og blev repræsenteret i Stortinget, var aktiv i den stærke norske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig. Senere blev hans parti en varme dyrker af det sydafrikanske apartheidregime.
Spørgsmålet i Sverige og i dets videre omegn er nu, om regeringens hurtige forlis vil udløse et politisk skred i Sverige med det resultat, at de etablerede partier – som mange på den danske højrefløj ønsker – får ”løn som forskyldt”. At de rammes af nemesis, som Jyllands-Posten håber. Mange eksperter kloger sig – hvad jo også er deres opgave – og flertallet af dem forudser vel nok SDs solide vælgerhøst. Men uanset, at meningsmålingerne efter valgudskrivelsen stritter i flere retninger, er der alligevel en tendens, som ikke tyder på nogen større omvæltning. Faktisk viste en af de første meningsmålinger, offentliggjort i Aftonbladet, at Sverigesdemokraterne efter regeringssammenbruddet stod til at gå lidt tilbage fra 12,7 pct. til 12 pct. Andre målinger viser en fremgang for SD til omkring 17 pct., men stadig med 83 pct. af vælgerne ,som følger de etablerede partiers fælles opfordring til at sky Sverigesdemokraterne.
Bemærkelsesværdigt er det, at Löfvens socialdemokrater trods skibbruddet synes så nogenlunde at bevare tilslutningen på omkring 30 pct. og dermed placeringen som landets største parti med første serveret. Noget tyder på, at de mindre partier må betale prisen, også p. gr.a. af den høje svenske spærregrænse på 4 pct., det dobbelte af den danske.
Hvis tendensen holder, må f. eks. Kristeligt Folkeparti, der i perioder som regeringsparti har spillet en central rolle i svensk politik, forlade Rigsdagen. Den tidl. leder af Vänsterpartiet, Gudrun Schyman, får næppe heller sit nye parti Feministisk Initiativ valgt ind denne gang. Tværtimod ser det ud til, at vælgerne – i front mod Sverigesdemokraterne – samler sig om de større partier. Men det sker formentlig også i forventning om, at de centrale partier så samler sig i Rigsdagen om en bredere regering med SD ude i den kolde sne.
