Samf.: Slaget om England
Udsendelse d.2. - 8. maj. 2015
7. maj går briterne til et af de mest uforudsigelige parlamentsvalg i mands minde. De to store partier, Konservative og Labour, er trængte, mens regionalpartierne drager fordel af det britiske valgsystem, fordi deres vælgere er koncentrerede i et begrænset antal valgkredse. Til gengæld tyder meget på, at valget i enkeltmandskredse uden muligheden for tillægsmandater fører til stort stemmespild på mindre landspartier som Liberaldemokraterne, højrenationale UKIP og Det Grønne Parti – Ove Weiss analyserer
Det er ironisk, at de skotske nationalister, som i september sidste år tabte kampen om uafhængighed af Westminister i givet fald kan gøre Westminster afhængig af de skotske nationalisters eget parti, SNP, og efter parlamentsvalget 7. maj tvinge et af de to store partier – og det vil her reelt sige Labour – til at tage tiggerstaven på turen fra England til Skotland for at sikre flertallet i det 650 pladser store parlament i London.
Valget er helt uforudsigeligt, også i de britiske medier; selv de mest spillelystne i den internationale presseklub i Gladstones gamle bolig nær Trafalgar Square er tilbageholdene med væddemålene. Kun synes én ting sikkert: Ingen af de to store partier opnår kvalificeret flertal; det største af dem må i første omgang søge koalitionsvejen, som ikke er hverdagskost i Storbritannien, bortset fra, at koalitionen mellem David Camerons konservative og Nick Cleggs liberaldemokrater faktisk har fungeret rimeligt siden valget i 2010. Problemet er, at koalitionen – som koalitioner nu engang har for vane – har slidt voldsomt på det mindste regeringsparti. Liberaldemokraterne står til noget, der nærmer sig en procentvis halvering, ned til omkring 12-13 procent; i mandatal en skønnet tilbagegang fra de nuværende 56 til ca. 30.
Nick Cleggs problem er, at han har lovet for meget og holdt for lidt, først og fremmest på uddannelsesområdet, hvor han typisk i dag er svigtet af vælgerne i store universitetsbyer som Oxford og Cambridge; den veluddannede, humanistiske del af samfundet synes at søge tilbage mod Labour. Ud over, at de sad i EU-Parlamentet i samme periode fra 1999 til 2004 og begge er uddannet fra det europæiske eliteuniversitet i Brügge, har Nick Clegg også løftebruds-anklagen fælles med Helle Thorning-Schmidt.
For premierminister Cameron er tilbagegangen for Liberaldemokraterne, som nærmeste kan sammenlignes med en blanding af danske Venstre og Radikale Venstre, et stort problem. For hvor skal han så gå hen og samle flertallet, presset som han selv er af det højrenationale, fremmedfjendske og EU-fornægtende UKIP – United Kingdom Independent Party. Camerons problem med UKIP er dobbelt: Går de højrenationale frem, truer de premierministerens egne konservative mandater – og i øvrigt også, men i mindre grad, Labours. Går UKIP tilbage, kan der blive tale om stemmespild i et omfang, som trækker tæppet væk under den konservativt ledede regering.
Og det seneste halve år er der tilsyneladende sket et ganske alvorligt fald i UKIPs tilslutning. I månederne op til EU-Parlamentsvalget i maj sidste år blev partiets leder Nigel Farage nærmest båret i triumftog gennem landet. Der var næppe den mindre by, hvor han ikke holdt sit indtog. Han spankulerede – for han går ikke – gennem byens Algade, High Street, en ulasteligt klædt gentleman tilsat lidt burberry-tern for at ende i eller foran byens bedste Pub, hvor han med en svingende fadøl i hånden talte til skaren af beundrere, som også i vidt omfang omfattede den lokale presse. Resultatet udeblev ikke: Med 27 procent af vælgerne er UKIP i dag Storbritanniens største parti i EU-Parlamentet fulgt af de konservative og Labour med henholdsvis 25 og 24 procent. En ydmygelse af de to store, gamle partier.
Men i dag noterer UKIP kun en tilslutning i meningsmålingernes gennemsnit på omkring 13 pct., og det er alvorligt for et parti, hvis stemmer spredes mere eller mindre ligeligt over alle 650 valgkredse. For i Storbritannien er der ikke proportionalvalg, partierne opstiller i enkeltmandskredse. Det største parti ta´r det hele, altså mandatet, mens de øvrige partiers stemmer i kredsen er spildt; der er ingen tillægsmandater til at samle overskydende stemmer op. Det kan betyde, at UKIP slet ingen mandater får – eller blot vinder en enkelt plads i Parlamentet – mens partiet med sine spildte stemmer især trækker fra de konservatives andel, så Labour flere steder smutter op på 1.-pladsen og snupper mandatet i en ellers borgerlig valgkreds. ”Stem på UKIP og få Labour i regeringen,” lyder det advarende fra Cameron.
Også på anden vis synes Labour bedre stillet i relation til mulige samarbejdspartnere, i hvert fald matematisk; politisk kan partiet få meget store problemer. Umiddelbart er de skotske nationalister, SNP, en mulig samarbejdspartner, i hvert fald peger deres formand Nicola Sturgeon entydigt på Labours leder Ed Miliband som ny premierminister, mens hun afviser ethvert samarbejde med Camerons konservative.
Og netop i Skotland kan den britiske valglov få en helt anden betydning for SNP, end den har for UKIP. Målt på landsplan står de skotske nationalister til beskedne fire procent, men da vælgerne er koncentreret i Skotland, vurderes det, at partiet bliver størst i en lang række skotske valgkredse; man taler ligefrem om en samlet høst på et halvt hundrede mandater til SNP ud af Skotlands forud bestemte 59 mandater i det britiske underhus.
Men en koalition med de skotske nationalister – eller nok mere sandsynligt parlamentarisk støtte fra dem – kan politisk blive ubekvemt for Ed Miliband, og i valgkampen nedtoner han forståeligt nok forbindelsen. For skotterne handler ikke uden at få noget igen. Mens hendes forgænger som SNPs partileder, Alex Salmond, forsikrede, at afstemningen i september om Skotlands løsrivelse var en engangsaffære, taler Nicola Sturgeon åbenlyst om en ny folkeafstemning. Og sådanne toner om amputering af Storbritannien skurrer fælt i ørerne hos imperialt sindede briter hos både de konservative og i det gamle arbejderparti.
Ed Miliband skal træde varsomt, for 7. maj vil blive en skæbnedag for ham. Han blev leder af Labour i 2010 med storebroren David, dengang udenrigsminister, som modkandidat i et dramatisk opgør med bibelske undertoner i sammenligningen med Kain og Abel-legenden. Ed – en forkortelse af Edward – blev reelt valgt takket være opbakning fra britisk LO, TUC, som har kollektiv stemmevægt blandt Labours medlemmer og i partiets kompetente forsamlinger. Siden er fagbevægelsens holdning til ham kølnet, og hvis ikke adressen efter valget lyder Downing Street 10, overlever han næppe som partileder. Et nederlag til Cameron vil formentlig også rejse spørgsmålet om den konservative leders politiske fremtid.
Derfor er begge premierministerkandidater på udkig efter støtte fra især udkantspartierne, som tilsyneladende har vind i sejlene, bl. a. i protest mod både regeringen og Labour-oppositionen Udover Skotlands nationalister er det bl. a. de London-tro nordirske unionister i DUP, hvis mandater er uhørt billige. På grund af den lave valgdeltagelse i 2010 blev Nordirlands 18 tildelte mandater fordelt af kun 670.000 vælgere, og i år ventes DUP at sætte sig på mindst halvdelen. Så er der også et mindre walisisk parti og flere andre smågrupperinger, og så skal man heller ikke se helt bort fra, at en enkelt lokal løsgænger kan sætte sig på kredsmandatet. Det sker, sjældent, men dog i et par tilfælde ved hvert valg. Det skete bl. a. i 2005 i en valgkreds i Wales.
Derimod tillægges det ellers fremstormende – i hvert fald hvad medlemmer angår – Grønne parti ikke de store mandat-chancer. Det har nu passeret 45.000 medlemmer og er på størrelse med Liberaldemokraternes bagland. Men ligesom i UKIP er stemmerne spredt og ventes spildt. Dermed synes valgloven, set fra en demokratisk synsvinkel, igen at blive valgets store taber.
