Samf.: Slørede partilinjer
Udsendelse d. 21 - 27.marts. 2015
Enhedslisten har i Folketinget stillet beslutningsforslag om, at partierne får mulighed for at indgå valgforbund ved folketingsvalgene, som det sker ved kommunal-, regional- og EU-parlamentsvalgene – Forslaget skal i respekt for vælgerne begrænse stemmespildet, lyder begrundelsen. – ”Men valgforbund har tendens til at sløre partilinjerne, så vælgerne uforvarende kan komme til at stemme på repræsentanter med helt andre holdninger end deres egne,” siger Ove Weiss i denne analyse.
Et medlem af Enhedslistens kvindetriumvirat, gruppeformanden Stine Brix foreslog – eller rettere gentog – forleden den gamle idé om valgforbund også ved folketingsvalg, og denne gang bliver det ikke ved ord alene; partiet har stillet beslutningsforslag i Folketinget, hvor det dog næppe får nogen nem gang.
Hensigten er angiveligt at undgå stemmespild, og subsidiært foreslås fjernelse eller sænkning af den nuværende spærregrænse på to procent; gradueringen fremgår ikke lysende klart. Under alle omstændigheder kan Stine Brix henvise til kommunal-, regional- og EU-parlamentsvalgene, hvor indgåelse af valgforbund er tilladt.
Den aktuelle anledning er naturligvis, at det nye parti Alternativet på initiativ af løsgængeren Uffe Elbæk er blevet opstillingsberettiget, og at partiet i flere meningsmålinger er tæt på spærregrænsen i den go´e retning og i en enkelt endda over grænsen på 2 pct.. Med andre ord er beslutningsforslaget Enhedslistens umiddelbare idealistiske bidrag til, som det hedder ved højtidelige anledninger, ” demokratiets fremme”, dog blandet med et stænk af parti- og fløjegoisme, fordi ubrugte stemmer på Alternativet formentlig først og fremmest vil svække rød blok, og måske i særdeleshed Enhedslisten.
Derfor må beskrivelsen af initiativet også blandes med et stænk af ironi, for generelt siges det som bekendt – ikke mindst på venstrefløjen –, at der aldrig nogensinde kan blive tale om stemmespild, så længe man følger sin egen overbevisning. Og især har netop Enhedslisten hævdet, at den væsentligste politik ikke føres indenfor men udenfor Christiansborgs tykke mure, ”hvor folk mødes”, på arbejdspladserne, uddannelsesstederne, i institutionerne, boligforeningerne og på gader og torve; forlæng selv listen efter behov og idérigdom.
Selv er Enhedslisten reelt et formaliseret valgforbund, stiftet i 1989 af politiske grupperinger uden selvstændige parlamentariske muligheder. Ovenikøbet fik partiet ikke stemmer nok ved sit første valg, og det sammen med andre eksempler på uforløste stemmer i f. eks. Fælles Kurs, Kristeligt Folkeparti, Minoritetspartiet, Retsforbundet og flere andre har naturligt nok fået særlig opmærksomhed i netop Enhedslisten.
Tilmed fik partiet spørgsmålet om valgforbund tæt på kroppen før EU-Parlamentsvalget i maj sidste år. Her skulle landsmødet tage stilling til fortsat valgforbund med Folkebevægelsen mod EU. 220 delegerede stemte for valgforbundet, mens ikke færre end158 stemte imod, velsagtens med flere begrundelser, f. eks. ønsket om en stærkere europæisk partiprofil, og vel også p. gr. a. ubehag ved det selskab, partiet havnede i, og som bl. a. tæller det højreradikale, fremmedfjendske Dansk Samling anført af en tidligere EL-vælger Morten Uhrskov Jensen. Han har i flere tilfælde mere end antydet genetik som årsag til politiske, kulturelle og religiøse forskelle hos muslimske indvandrere og – om man så må sige – ”hjemmedanskere”; det være nævnt uden historiske kildeangivelser. – ”Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er,” lyder et gammelt borgerligt moralord, og det er måske det, der på Enhedslistens landsmøde var udslagsgivende for mindretallets modstand mod partiets valgforbund med Folkebevægelsen mod EU.
Sikkert er det i hvert fald, at valgforbund har tendens til at sløre partilinjerne, vælgerne kan uforvarende komme til at stemme repræsentanter med andre holdninger end deres egne ind i de besluttende organer. Eksemplerne fra den kommunale verden er legio. Engang var det meget almindeligt især i kommuner med såkaldte upolitiske borgerlister eller tværsocialistiske lister, som ingen rigtig vidste, hvor de havde. Med den seneste kommunalreform fra 2007 blev antallet af kommuner reduceret fra 271 til 98, mens de 14 tidligere amter nu er samlet i fem regioner, altså en udvikling mod større kommunale enheder, som giver partierne bedre muligheder end lokale lister uden organisatorisk bagland. Kommunalpolitikken er generelt blevet mere partipolitisk.
De kommunale fusioner har til gengæld øget antallet af ”geografiske lister”, som man kan kalde dem, altså lister, der opstår i områder, oftest yderområder, som kan føle sig forsømt i storkommunen eller i regionen, og hvis budskab mere er af snæver lokal end af politisk art.
Med ”partidemokratiet”s større indpas i kommunerne følger også flere valgforbund, stort set efter det landspolitiske mønster, og her har Enhedslisten selvfølgelig en pointe. Men til gengæld synes de kommunale konstitueringer – ofte på selve valgnatten – ikke at være blevet mindre blodige. Der er talrige eksempler på, at nyvalgte er sprunget i målet selv samme nat og har lagt deres lod i en anden vægtskål end den, vælgerne kunne forvente. Til gengæld stabiliseres kommunalpolitikken normalt i samme øjeblik, konstitueringsaftalen er underskrevet; borgmestre og udvalg f. eks. kan ikke røres og valg ikke udskrives i resten af perioden, det vil sige i de følgende fire år.
Helt anderledes med folketingspolitikken, hvor flertallet og dermed regeringen er til prøve hver dag, og hvor ændringer i det parlamentariske grundlag kan føre til sammenbrud og nyvalg. Det er selvfølgelig en risiko, som øges i takt med antallet af løsgængere. Et eksempel er Erhard Jacobsens brud med Socialdemokraterne i 1973 og efterfølgende dannelse af Centrumdemokraterne, som betød den første Anker Jørgensen-regerings fald.
Indførelse af valgforbund ved folketingsvalg med øget risiko for løsgængeri vil sandsynligvis skabe yderligere usikkerhed, ikke blot under regeringsdannelser men dagligt i valgperioden; loyaliteten blandt mandater fra mindre grupperinger i valgforbundet kommer på hård prøve. Her et eksempel, som ikke er mere urealistisk, end at det har været drøftet:
Enhedslistens beslutningsforslag må ses som et ønske om at indgå valgforbund med Alternativet for at undgå rødt stemmespild, og Uffe Elbæk har som ventet taget imod den fremstrakte hånd og forsikret, at hans parti vil støtte centrum-venstres statsministerkandidat. Samtidig har Alternativet afvist en anmodning fra Klaus Riskær Petersen om opstilling for partiet, ja han er ligefrem blevet ekskluderet af partiet; så langt rækker alternativet heller ikke.
Nu er Riskær Petersens meritter velkendte, men andre med mere skjulte hensigter kunne komme på tale, eller Alternativet kunne skifte mening i forsøg på at leve op til sin bebudede nye politiske kultur. Og om ikke andet ville det da have været underholdende, om den tidl. EU-parlamentariker for Venstre, tidl. bestyrelsesformand for De Bergske Blade, tidl. finansmand med meget, meget mere – efter flere forgæves følere andre steder – endelig blev båret ind i Folketinget, endda af selve revolutionens fortrop.
.
