Samf.: Splitter Radikalt
Udsendelse d. 30.maj - 5.juni. 2015
Ove Weiss tegner et historisk og aktuelt portræt af Radikale Venstre, som forleden fejrede sin 110 års fødselsdag i fravær af 40 pct. af partiets vælgere fra valget i 2011.
Den 21. maj for 110 år siden akslede en blandet skare af husmænd, landsbydegne og intellektuelle fra byerne deres skind og stævnede mod Odense, hvor de stiftede Det radikale Venstre, uden at partiets egentlige stifter var til stede, for han døde tre år tidligere, i 1902 – i øvrigt som mister for offentlige arbejder i den første regering efter systemskiftet. Viggo Hørup havde som opinionsdanner sammen med sin medredaktør på Politiken, Edvard Brandes, forberedt offentligheden på det uundgåelige brud med det gamle Bondevenstre, og i Folketinget siden 1895 reelt struktureret den nye partidannelse i fraktionen Venstrereformpartiet.
Nu blev de politiske rammer lagt i Odense-programmet med den senere udenrigsminister P. Munch som pennefører. Ud over i ordets egentlige betydning radikale holdninger til bl. a. forsvaret, grundskylden og kvindernes rettigheder vedtog forsamlingen nok så opsigtsvækkende, at hverken forsamlingen selv eller partiets øvrige organisatoriske bagland skulle have egentlig politisk indflydelse. Derfor er den radikale folketingsgruppe i dag Folketingets mest uafhængige i modsætning til Enhedslisten, hvor reminiscensen fra DKPs centralkomité fortsat ses i hovedbestyrelsens beslutningsret. Derfor gjorde det heller ikke større indtryk i R-gruppen på Christiansborg, at et par tidligere radikale landsformænd, Asger Baunsbak-Jensen og Søren Bald, sendte bittersøde hilsener til 110 års fødselaren med kritik af partiets socialpolitik.
I Radikale Venstre, som partiet hedder nu – ”Det” er slettet af navnet – er den lave prioritering af medlemmernes betydning en naturlig følge af partiets almindelige organisationsuvilje, som bl. a. har skabt vanskeligheder i samarbejdet med Socialdemokraterne, der ligefrem taler om ”radikal organisationsforskrækkelse”. Når dagpengereformen med de Radikales medvirken til halvering af dagpengeperioden og fordobling af genoptjeningsperioden er blevet en varm kartoffel i det nuværende regeringssamarbejde, er det ikke uden historisk inspiration. I Odense-programmet foreslås f. eks. fast tvungen voldgift, partiet vil sikre, som det hedder, ”tredjeparten”, og det vil sige det øvrige samfund, mod resultatet af forhandlingerne mellem arbejdsmarkedet to parter. Deri ligger også i yderste konsekvens et forbud mod både strejker og lockout.
Medlemmernes begrænsede indflydelse har blandt meget andet resulteret i et talmæssigt svagt radikalt bagland. Den slidte politiske joke om et parti, som ender med at kunne rummes i en telefonboks er ikke dækkende, men når de Radikale har gjort dagligstuemøder til en særlig specialitet, er det mere af nød end lyst; til lokale radikale møder kommer sjældent flere, end der er plads til i sofa-arrangementet omkring privathjemmets kakkelbord.
Så meget mere overraskende er det, at det lille parti uden dybere medlems-forankring mere end andre partier har knyttet sit navn til bestemte egne af landet. Historisk taler man om Langelands-radikalismen, skabt af markante folketingsrepræsentanter som Edvard Brandes og P. Munch, om Skive-radikalismen anført af Bertel Dahlgaard, Lejre-radikalismen med forpagteren på Bispegården, den mangeårige undervisningsminister Jørgen Jørgensen, Hilmar Baunsgaards Middelfart-radikalisme og den glade grundtvigianske Vallekilde-radikalisme på Holbæk-egnen og i Odsherred med fynboen og Folketingets daværende formand Karl Skytte som mangeårig folketingsmand.
Den politiske geografi er ændret, de gamle radikale bastioner er stort set faldet og til en vis grad erstattet af mere folkerige og – kan man hævde – mere eksklusive områder som f. eks. Nordsjælland, hvor Margrethe Vestager var valgt gennem mange år, inden hun – for en stund – selv har valgt Bruxelles. Og også i de mere hippe storby-miljøer står partiet ganske stærkt, f. eks. i det gamle arbejderkvarter på Nørrebro i København, hvor Radikale Venstre ved flere af de senere valg har været største parti på enkelte afstemningssteder, tæt ved bl. a. cafémiljøet på og omkring Sct. Hans Torv, deraf partiets påklistrede café latte-etikette.
Det svage organisatoriske bagland uden større binding af de folkevalgte kan være en af årsagerne til, at det lille midterparti med den pæne facade til manges overraskelse har været arnested for interne slagsmål med følgende afskalninger; på det seneste både til højre og venstre. Til højre tilmed i to faser, først Ny Alliance og derefter ultra-liberalistiske Liberal Alliance, i begge partidannelser med tidligere radikale politikere på fremtrædende poster. Det samme med den tidl. radikale kulturminister Uffe Elbæks Alternativet, som endnu svæver i det uvisse mellem beskeden folketings-repræsentation og stemmespild.
Til gengæld har der gennem mere end et århundrede været stor stabilitet i det lille partis politiske indflydelse som tungen på vægtskålen mellem de to store blokke. Det har sikret radikale resultater, men ikke mange venner, i hvert fald ikke stabile venner, i de afhængige partier. Den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen beskrev Radikale Venstre som et stykke våd håndsæbe, mens hans forgænger Jens Otto Krag mere realistisk noterede, citat: ”Det er slemt med de Radikale, men det er værre uden.”
Den læresætning tog nuværende S-ledelse ikke til sig, da den sammen med Socialistisk Folkeparti udformede det fælles regeringsoplæg før sidste valg ”Fair løsning” med den nuværende erhvervsminister Henrik Sass Larsens tilføjelse, citat: ”De Radikale får ikke lov til at ændre et komma.” I dag ved vælgerne, hvordan det gik, og ikke mindst Socialdemokraterne – men også SF – har siden lidt under anklagerne for talrige løftebrud.
Derfor mener mange samarbejdspartnere formentlig – samtidig med, at de er foruroligede over det – at retfærdigheden sker fyldest med Radikale Venstres dybe dyk i vælgertilslutningen. På det seneste er det, som om løftebruddenes årsag i stigende grad placeres hos det lille midterparti, som står til at miste omkring 40 pct. af vælgerne og uden udsigt til at spille sin vante centrale rolle ved regeringsdannelsen.
Alvoren viser sig bl. a. i den hektiske – grænsende til forkrampede – medieaktivitet, som præger radikale kandidater i indbyrdes konkurrence om mandaterne. Dramatisk bliver det bl. a. i Sjællands Storkredsen, hvor enten klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen i nord omkring Holbæk eller Zenia Stampe i syd omkring Næstved står til at miste pladsen i Folketinget.
Ansvaret vil med sikkerhed blive placeret hos den nye leder Morten Østergaard, som tilsyneladende ikke har tilstrækkelig karisma til at løfte opgaven efter Margrethe Vestager. Han er som medlem af regeringsledelsen – han er vicestatsminister – flere gange gået solo i spørgsmål som f. eks. skat og udlændinge, uden at være i stand til at kommunikere og forklare berettigelsen – hverken indadtil eller udadtil. Han kritiseres for at have nedprioriteret partiets værdipolitiske kerneområder og ikke mindst for at vise ringe omsorg for udsatte grupper. Med andre ord for lidt hjerte, som pumper for lidt husmandsblod. Og det til trods for regeringens
velfærdspolitiske sammenskrivning forleden til 39 mia. kr.
