Samf.: Thornings ansvar
Udsendelse d.11. - 17. april. 2015
Centrum-venstre partierne er veget tilbage fra sammenhængende analyser af uoverensstemmelserne mellem ord og handling i Dansk Folkepartis social- og arbejdsmarkedspolitik. Det sker i misforstået frygt for, at afdækningen af DF-toppens dobbeltspil vil blive opfattet som nedladende angreb på partiets vælgere, siger Ove Weiss i denne kommentar med udgangspunkt i Helle Thorning-Schmidts jubilæumsdag og hendes tre valgkampagner.
Den 12. april for 10 år siden blev Helle Thorning-Schmidt ny formand for Socialdemokraterne med 53 pct. af medlems-stemmerne imod 47 pct. til hendes modkandidat, Københavns nuværende overborgmester, Frank Jensen, som senere er blevet næstformand i partiet. Hun afløste Mogens Lykketoft, som var en parentes i kongerækken og nu er formand for Folketinget med udsigt til et år i formandsstolen i FNs generalforsamling fra efteråret; politikkens veje er uransagelige.
”Jeg kan slå Anders Fogh” lød Thorning-Schmidts mest overbevisende argument under formandsopgøret, effekten kunne ligefrem aflyttes på valgaftenen, hvor en skinger stemme skar gennem festrusen: ”Helle Erobreren” lød det med reference til en af arbejderbevægelsens kulturhistoriske ikoner. Ser man på nederlaget til Anders Fogh to år senere i 2007 og på Socialdemokraternes resultater gennem de 10 år, Thorning-Schmidt har stået i spidsen for dem, er det ikke erobringstogter, som falder i øjnene. Samtlige otte gange, hun som partileder har mødt vælgerne – ved lokale, nationale og europæiske valg – har hendes parti mistet stemmer i forhold til tidligere valg. Nu står hun foran det niende møde for at generobre det, som for enhver partileder er alfa og omega, ikke mindst i forhold til baglandet: Regeringsmagten.
Statsministerens nytårstale var samtidig drejebogen til den valgstrategi, som her i foråret er udmøntet i tre egentlige valgkampagner med den fjerde – af økonomiske og tidmæssige grunde – reserveret til efter valgets officielle udskrivelse. I den første kampagne slog Thorning-Schmidt med sig selv i centrum på de nostalgiske strenge: ”Det Danmark du kender”, lød overskriften. Men det, som hendes interne kritikere hæfter sig ved, er formuleringen, citat: ”Jeg blev statsminister i 2011. Og jeg ved godt, at ikke alt har været lige populært. Men jeg står også ved mine valg. Ansvaret er mit.
For kritikerne, som focuserer på tiden efter Helle Thorning-Schmidt, er det ansvar, hun fremhæver i annoncerne, lig med hendes eneansvar; kampagnens grafiske set up med store portrætter af hende understreger det. Derfor har Thorning og hendes nærmeste stab i den tredje kampagne – den midterste vender vi tilbage til – inddraget både finansminister Bjarne Corydon og regeringens mest populære og respekterede medlem Mette Frederiksen for at gøre appellen bredere og for at dele ansvaret, når resultatet af folketingsvalget gøres op på den socialdemokratiske kongres til efteråret.
I den tredje kampagne fremhæves regeringens resultater: bedre økonomi, flere i beskæftigelse, færre unge kriminelle, flere praktikpladser, kortere ventetider i sygehusvæsenet og andre mere faktuelle ting, som helt efter bogen af både modstandere og udvalgte eksperter anklages for at være manipulerede. F. eks. siger professor i statistik ved Aarhus Universitet Peter Allerup: ”Det manipulerende ligger i forenklingen af fakta.” – Sådan er reklamesprogets vilkår nu engang.
Den 2. kampagne, altså den midterste, kritiseres derimod for sine holdninger. Her trækker Helle Thorning-Schmidt, sagt med et forslidt udtryk, ”udlændingekortet”. Kritikken skyldes ikke så meget selve indholdet som tidspunktet og den sammenhæng, kampagnen lanceres i.
På den ene plakat lyder overskriften ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde” efterfulgt af teksten ”Flygtninge og indvandrere skal arbejde, jeg ønsker et fællesskab, hvor alle yder det, de kan.” – Den anden plakat har overskriften ”Stramme asylregler og flere krav til indvandrere” med underteksten ”Vi skal behandle udlændinge ordentligt. Men vi skal også kunne følge med. Derfor har vi strammet asylreglerne og skærper kravene til indvandrere.”
Kun folk uden indsigt i udlændingepolitikkens historie vil hævde, at centrum-venstre har søgt at holde flygtninge og indvandrere ude fra arbejdsmarkedet. Tværtimod er det blå blok, som med bl. a. gentagne krav om udvidelse af midlertidige opholdstilladelser har ønsket at isolere flygtningene fra det øvrige samfund. Thorning-Schmidts krav om arbejde til alle er i god overensstemmelse med både regeringens og hendes eget partis prioritering af beskæftigelsen.
Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at kampagnen forsøger at tale til de vælgere, som er søgt mod Dansk Folkeparti og dermed får skær af fremmedaggression, som mange af regeringens tilhængere finder ubehagelig.
På den anden side tyder de seneste meningsmålinger på, at – lad os kalde den – ”fremmedkampagnen” har haft en vis effekt. Dansk Folkeparti går noget tilbage, men ligger stadig bekvemt over sidste valgresultat. Socialdemokraterne noterer fremgang men er fortsat under det ringeste folketingsresultat siden 1903, altså i de sidste 112 år. Radikale Venstre er tilsyneladende i det, som i mediejargonen kaldes frit fald, bl. a. p. gr. a. lederskiftet, SF kan trods daglige populistiske anstrengelser langt fra hæve sig op til euforien i Villy Søvndals første gyldne år, mens Enhedslisten synes at have fundet et mere naturligt leje med en fremgang på to-tre mandater; langt fra nok til at sikre regeringen.
Alligevel tøver alle fire centrum-venstre partier med for alvor at gå i kødet på Dansk Folkeparti i misforstået frygt for, at hvis de afdækker DF-toppens politiske dobbeltspil, anklager de også partiets vælgere. Lad dem så være håndsky i udlændingespørgsmålet. En oplagt angrebsvinkel ville være Dansk Folkepartis dobbeltmoral i social- og arbejdsmarkedspolitikken.
Påfaldende var DF-formanden Kristian Thulesen Dahls kommentar til Venstres stort anlagte reklamekampagne med angreb på kontanthjælpen, citat: ”Jeg er ikke sikker på, at jeg er skarp nok til at gennemskue helt præcist, hvad et såkaldt moderne kontanthjælpsloft indeholder,” sagde han, ramt af akut beskedenhed. Spørgsmålet er, om Thulesen Dahl også er for uskarp til at gennemskue andre sociale konsekvenser af den nulvækst-regering, som hans parti ubetinget støtter.
Velkendt er Dansk Folkepartis ansvar for halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningsperioden. Andre eksempler er partiets støtte til halveringen af fradraget for faglige kontingenter fra 6.000 til 3.000 kr. og til skattereformen fra 2009, som har ramt faglige strejkekasser. – Spørgsmålet er nu, hvad der i fremtiden venter til yderligere forringelse af den danske arbejdsmarkedsmodel?
DF har været påfaldende tavs i forbindelse med de to lavprisselskaber Norwegian´s og Ryanair´s forsøg på social dumping. Et svar får man måske i slutningen af denne måned, når Arbejdsretten afgør, om fagbevægelsens planlagte sympatiaktioner mod Ryanair er lovlige. Hvordan vil DF stille sig til en evt. sympatikonflikt – fordømmende ligesom de øvrige partier i blå blok?
Den vinkel har centrum-venstre partierne forsømt, de er veget tilbage fra sammenhængende analyser til udstilling af uoverensstemmelserne mellem Dansk Folkepartis ord og handling. Derimod blev regeringens seneste stramning af familiesammenføringen helt forudsigeligt straks overtrumfet af Dansk Folkepartis krav – denne gang om, at flygtninge først kan familiesammenføres efter fem år, et brud på internationale konventioner, som Venstre nu overvejer af hensyn til det parti, der skal bære en mere og mere afpillet Lars Løkke Rasmussen tilbage i Statsministeriet.
