Samf.: Thornings jubilæumsår
Udsendelse d. 28.februar - 6.marts. 2015
Gennem 1o år har Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokraterne mødt vælgerne otte gange og hver gang mistet vælgere – Nu står statsministeren foran sit skæbnevalg, tilsyneladende styrket efter håndteringen af terrorhandlingerne 14. februar. – Spørgsmålet er, om hun vil udnytte den nyvundne personlige velvilje og respekt til at udskrive et hurtigt folketingsvalg eller forsøge at udbygge positionen ved tre centrale begivenheder: Kvindernes internationale kampdag 8. marts, 1. maj-demonstrationerne og grundlovsdagen 5. juni, hvor hele landets fejrer 100-året for kvindernes valgret. – I yderste fald kan hun udskyde valget til 15. september, rykke regeringens finanslovsforslag frem til begyndelsen af august og bruge det som et effektfuldt valgoplæg. – Ove Weiss analyserer .
12. april er det 10 år siden, Helle Thorning-Schmidt blev valgt til formand for Socialdemokraterne med 53 pct. af S-medlemmernes stemmer mod 47 pct. til den nuværende overborgmester i København Frank Jensen. Stemmeprocenten var godt 88, dvs at omkring 46.000 stemte.
Forud var der som vanligt for den slags afgørelser et dramatisk forløb. Den daværende formand Mogens Lykketoft trak sig tilbage på selve valgaftenen 8. februar 2005 i erkendelse af Venstres dobbelte triumf: For første gang lykkedes det partiet at vinde statsministerposten ved to valg i træk, en historisk begivenhed, som blev bekræftet af yderligere en statsministerperiode til Venstre to år senere, ved valget i 2007.
Allerede på valgnatten blev 38-årige Helle Thorning-Schmidt nævnt som formandskandidat men afviste med begrundelsen, at hun som nyvalgt til Folketinget stod uden parlamentarisk erfaring, som tidligere var en selvfølge for lederen af landets dengang største parti.
Hvad der ikke kom frem ved den lejlighed var, at en kreds af Thorning-Schmidts støtter allerede fra foråret 2004, altså et lille år før, jævnligt mødtes og overvejede hendes kandidatur, hvis det mislykkedes for Mogens Lykketoft at generobre regeringsmagten. Deres dagsordens relevans blev bekræftet op til 8. februar-valget, hvor Lykketoft førte en meget ensom valgkamp, tilmed svigtet af selve partiapparatet.
I samme nattetime, som Thorning-Schmidt afviste sin interesse i formandsposten, mødtes hendes støttekreds anført af to S-topfolk, nu afdøde Jan Trøjborg, og nuværende minister Henrik Dam Kristensen, i en villalejlighed i Valby tilhørende LOs daværende næstformand Tine Brøndum. Henrik Dam Kristensens rolle er særlig interessant, for han blev i måneder op til valget hyppigt nævnt som en mulig afløser for Lykketoft og holdt tvivlen flydende, indtil Thorning-Schmidt meddelte sit kandidatur.
”Jeg kan slå Anders Fogh,” proklamerede Helle Thorning-Schmidt i formandskampen. Det kunne hun som bekendt ikke, og samtlige otte gange, hun som S-leder har mødt vælgerne – ved folketings- lokal- og EU-valg – har hendes parti mistet vælgere. Da hun efter valget 15. september 2011 erobrede statsministerposten, skete det med det ringeste resultat for Socialdemokraterne siden folketingsvalget i 1903, altså for næsten 110 år siden. Hun blev båret ind af støttepartiernes fremgang.
I jubilæumsåret står statsministeren over for sit niende møde med vælgerne, og for få uger siden lød buddet på forårsvalg; her i Samf. blev tirsdag den 28. april nævnt som mulig valgdato. Begrundelsen var – og er fortsat – at en udskydelse af valget til efter sommerferien reelt vil fratage regeringslederen muligheden for selv at vælge datoen; grundloven vil tvinge hende til valg uanset de politiske konjunkturer på det tidspunkt.
Men Thorning-Schmidts bredt anerkendte håndtering af terrorhandlingerne 14. februar har ændret vurderingen; nu tegner der sig snarere to scenarier. Det ene er, at statsministeren udnytter den personlige velvilje og respekt, hun har opnået, til udskrivelse af et hurtigt folketingsvalg. Det andet er, at hun bruger en række centrale datoer hen mod sommeren til yderligere at positionere sig i vælgernes øjne.
Imod hurtig valgudskrivelse taler, at Helle Thornings øjeblikkelige popularitet ikke synes at påvirke hendes partis tilslutning nævneværdigt; svælget mellem rød og blå blok er fortsat uændret omkring 10 procentpoints.
Erfaringer både herhjemme og i udlandet er langt fra entydige. Den franske præsident Francoise Hollands popularitet var før terroren mod satirebladet Charlie Hebdo og det jødiske supermarked i Paris den laveste i republikkens nyere historie. Også hans reaktion på tragedien har skabt sympati, men uden at der er sket de helt store udsving i meningsmålingerne til fordel for det regerende socialistparti.
Norges daværende statsminister Jens Stoltenberg blev mødt af beundring ikke bare fra sine landsmænd men fra hele verden for statsmandsoptræden efter Anders Breiviks massakre på 77 mennesker i Oslo i juli 2011; alligevel tabte Arbeiderpartiet stortingsvalget. Men sammenligningen med situationen i København halter noget, for efterfølgende viste det sig, at både det norske efterretningsvæsen og det norske politi og beredskab havde svigtet; ansvaret blev lagt på Stoltenbergs regering.
Bedste sammenligning er formentlig Poul Nyrup Rasmussen, som i ugerne efter 11. september 2001 nærmest opnåede status som landsfader og udnyttede positionen til udskrivelse af valg kort efter, den 20. november, som gav et skuffende resultat og banede vejen for 10 års borgerligt styre.
Det andet scenarie er som nævnt, at Thorning-Schmidt i tillid til egne evner for offentlig fremtræden satser på især tre begivenheder i foråret og den tidlige sommer. Kvindernes internationale kampdag 8. marts. Statsministeren har indbudt nuværende og tidligere kvindelige ministre til Marienborg på dagen med – kan man gætte på – en oplagt foto-opportunity med hende selv i centrum som den fremmeste blandt ligekvinder. Kvinfo har allerede foregrebet oppositionens anklager for misbrug af 5.juni-dagens fejring af 100-året for kvindernes valgret med den indlysende begrundelse, at landets første kvindelige statsminister helt selvfølgeligt skal spille en central rolle under netop den begivenhed.
Arbejdernes internationale kamp- og festdag 1. maj er ligeledes den oplagte mulighed for en socialdemokratisk statsminister til at markere sig og – i Thornings tilfælde – genoprette et noget ramponeret forhold til fagbevægelsen på turnéen rundt i landet til velsagtens en halv snes steder fra tidlig morgen til sen aften; under hele programmet tæt fulgt af medierne.
Ud over de tre datoer er der flere andre markeringsmuligheder, bl. a. et endnu ikke fastsat tidspunkt for en international anti-terrorkonference engang i foråret med Danmarks som vært og statsministeren som det naturlige midtpunkt.
Om nogle af disse lejligheder vil indgå i en valgkamp i foråret med risiko for at blive ramt af ”spærretid” især i borgerlige medier er naturligvis uvist.
De kan også bruges til at bygge videre på det gunstige image, som håndteringen af terrorhandlingerne synes at have skabt af Thorning-Schmidt, så hun vælger at udskyde valget til efter sommeren.
Her har hun endnu et kort på hånden. Normalt fremsætter regeringer deres finanslovsforslag i sidste uge af august, men tidspunktet kan fremrykkes til første halvdel af måneden, altså til lige efter skoleferiens ophør. Det giver plads for en valgkamp på minimum tre uger, det gør finanslovsforslaget til oplagt valggrundlag, og det fremstiller regeringen som den, der bruger tiden fuldt ud, altså færdigt arbejde, som for 10 års-jubilaren kan få både den ene og den anden betydning.
