Samf.: Tilbage til gamle højre
Udsendelse d.9. -16. maj - 2015
Med udgangspunkt i de konservative partiers relative succes i det øvrige Skandinavien, ser Ove Weiss på Det konservative Folkepartis nedsmeltning til Folketingets mindste parti. I hundredåret for navneskiftet til folkeparti kommenterer han formanden Søren Pape Poulsens erklæring om et skridt til højre og siger: Måske bør Det konservative Folkeparti overveje at vende tilbage til dets gamle partinavn Højre.
I Sverige hedder de konservative Moderaterne, og navnet svarer ganske godt til deres politik, både værdipolitikken, hvor de lægger vægt på det, de kalder ”borgerlig anstændighed”, og social- og arbejdsmarkedspolitikken, hvor de i spidsen for centrum-højreregeringen gennem to sammenhængende perioder naturligvis også måtte tage hensyn til deres tre midtsøgende alliancepartnere: Centerpartiet, Folkepartiet og Kristendemokraterne. Centrumkursen har gjort Moderaterne til Sveriges dominerende borgerlige parti med godt 23 pct. ved rigsdagsvalget sidste år; ved det foregående valg fik de ca. 30 pct. af stemmerne; regeringsansvar har en tendens til at slide.
I Danmark er det i disse uger – med skyldigt hensyn til 100 årets dominerende emne, kvindernes grundlovsgivne valgret – også grund til at minde om, at de konservative i 1915 fik deres nuværende partinavn. Eller rettere en kreds af unge konservative samlet i ”Juniforeningen” stiftede i grundlovsåret og også påvirket af systemskiftet 14 år før, i 1901, Det konservative Folkeparti – reelt som afløser for det gamle Højre, som dog formelt fortsatte men upåagtet, og hvis fond først fornylig blev endeligt gravsat. Det konservative Folkepartis udvikling og dets berettigelse til gennem de senere år at bære folkeligheden i navnet vender vi tilbage til.
I Norge hedder de konservative fortsat Høyre og lever som statsministerparti pt op til navnet i tæt regeringssamarbejde med det højrenationalistiske Fremskrittspartiet, et søsterparti til Dansk Folkeparti. Norske Høyre, som ved stortingsvalget i 2013 fik godt en fjerdedel af stemmerne, kræver nu som regeringsbærende parti kraftige reduktioner i skatten af de højeste indtægter og omfattende privatiseringer, bl. a. af den lukrative togforbindelse mellem Oslo og lufthavnen Gardermoen. Det – med meget andet – har bragt regeringen i frit fald; Fremskrittspartiet nærmer sig en halvering fra godt 16 pct. ved valget for knap to år siden til lige under 9 pct. i de seneste meningsmålinger. Den udvikling er herhjemme interessant i forbindelse med diskussionen om Dansk Folkepartis evt. deltagelse i en mulig Lars Løkke Rasmussen-regering, som DF vil være den reelle forudsætning for.
For hvis det om kort tid kommer til en borgerlig regeringsdannelse, er Det konservative Folkepartis forventede tilslutning nemlig helt utilstrækkelig til en ny VK-akse. Og når det gælder politisk indhold, har den nuværende konservative leder Søren Pape Poulsen ovenikøbet erklæret, at partiet er trådt et skridt til højre, angiveligt til højre for både Venstre og Dansk Folkeparti, om en sådan plads findes; så spørgsmålet er, om ikke de konservative bør overveje at vende tilbage til det gamle partinavn Højre.
De danske konservatives forfaldshistorie i kontrast til deres skandinaviske brødre og søstre tog for alvor fart efter Schlüterperioden i 1980´erne og kort ind i 90´erne. I perioden nåede partiet helt op på 42 mandater mod de nuværende otte med udsigt til yderligere reduktion ned mod spærregrænsen – og tilsyneladende med positionen som Danmarks mindste folketingsparti som eneste stabile faktor.
Som partileder og statsminister formulerede Poul Schlüter sit partis placering med ordene ”Vi er ikke så konservative, at det gør noget”, og han satte handling bag ordene med bl. a. trepartsaftalen med arbejdsmarkedets to parter om den banebrydende arbejdsmarkedspension. Regeringsledelsen sled på mandattallet, men Schlüter havde noget at give af, og han var bevidst om, at hvis først de selvbevidste og egensindige Venstrefolk blev tirret på vælgertilslutningen, ville regeringsprojektet bryde sammen. Schlüter fastholdt regeringsmagten gennem et årti.
Siden har Det konservative Folkeparti med hyppigt skiftende ledere og vedvarende internt og offentligt mundhuggeri banet sig vej til bunden af dansk politik. Senest har partiet trukket nazikortet, som borgerlige kredse ellers med rette anklager forvorpne på den yderste venstrefløj for at misbruge i tide og utide. I den konservative valgkampagne sidestilles islamisme med nazisme som advarsel mod en radikalisering, som alle uden psykiske skavanker må være enig i. Det er en relevant sammenligning af de to ismers fysiske og psykiske grusomheder, men uden ideologisk eller historisk dækning og derfor meningsløs for alle med historisk-politisk indsigt, en disciplin, som ellers netop hører til blandt de konservatives højt prioriterede dannelseskrav.
Derfor undrer det ikke, at flere både i den konservative restgruppe på Christiansborg og i partiets beskedne bagland reagerer med ubehag på Søren Pape Poulsens nytteløse konkurrence med Dansk Folkepartis fremmedaggression, som accelererer hver gang, et andet parti nærmer sig den.
Flere interne kritikere af den konservative kurs kunne nævnes; her blot tre eksempler: Den tidligere politiske medarbejder og kommentator ved Berlingske, tidl. generalsekretær i Det konservative Folkeparti og nuværende direktør for de samvirkende købmænd, John Wagner, har været ude med ironisk-kritisk afstandtagen og er dermed helt i overensstemmelse med det større erhvervsliv i f. eks. Dansk Industri, som tager afstand fra en populisme, som kan skade efterspørgslen af kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.
Også Frederiksberg-konservatismen slår syv kors for sig i egen indforstået noblesse. Den har i generationer holdt sig oppe ved den særlige frederiksbergatmosfære omkring Runddelen med den gamle have bagved med slottet højt på bakken og med Alleen foran. Og – ikke at forglemme det egentlige – en forholdsvis moderat kommunal beskatning med mulighed for gratis at benytte røde Københavns mange faciliteter.
Den tidligere leder Lars Barfoed er opstillet på Frederiksberg i Københavns storkreds efter at være fortrukket fra Nordsjælland, hvor konservatismen skranter. Nu må han tilsyneladende lide den tort, at partiledelsen som straf for hans kritik af reklamekampagnen, støtter en – hvad det må hedde i traditionelle konservative kredse – ung kvindelig opkomling fra Tårnbykredsen i den modsatte ende af storkredsen. Hun kan dog næppe true Barfoed, som har støtte – også i kritikken af reklamekampagnen – fra sin kandidat-forgænger på Frederiksberg, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller.
Møller genopstiller ikke ved det kommende valg, og havde ifølge onde tunger – og dem er der relativt mange af hos de konservative – tænkt på at trække sig tilbage til litteraturen midt i perioden for at give plads til suppleanten ved sidste valg Rasmus Jarlov. Men Jarlov anses af brede kredse for useriøs, og den vurdering deler Per Stig Møller, som er blevet på sin pind, og nu holder kandidaturen og formentlig mandatet varmt til Lars Barfoed.
Og netop Jarlov er interessant i sammenhæng med den nye uro i Det konservative Folkeparti. For hvis Søren Pape Poulsen fejler ved valget, hvor det endda er usikkert, om han selv nyvælges til Folketinget, nævnes Jarlov som mulig efterfølger på formandsposten. Og så ventes nye stridigheder at blusse op, som det sker for alt det, der bringes fra asken ind i ilden.
