Samf.:Parti- og pressestøtte
Udsendelse d.13. - 19. december - 2014
Debatten om de mere eller mindre hemmelige pengestrømme til partierne og formålet med dem har fået et opsving, efter at venstremanden Søren Pind har forbarmet sig og omsider indviet offentligheden i sine inderste grundlovstanker om forenings- og ytringsfriheden. Han er en af entreprenørerne bag nettet af erhvervsklubber, hvis eneste formål er, som han siger - citat ”at dække donorerne under grundlovens foreningsfrihed, så de mennesker, der ønsker at byde ind med store pengebeløb, kan gøre det uden at stå frem”.
Det er ikke anderledes end en fagforening, tilføjer han, hvor han også kunne have nævnt erhvervsorganisationerne inden for landbrug, industri og håndværk. Men når det gælder partitilskud har ”tvangsudskrevne fagforeningskontingenter” altid haft forrang i den retoriske del fremfor tvangsudskrevne arbejdsgiverbidrag – selv om privates, virksomheders og organisationers bidrag til blå blok udgør 60 ud af 80 mill. kr. af den samlede politiske velgørenhed. Rød blok får nøjes med 20 mill. kr.
Men i sammenligningen mellem de hemmelige og enstrengede donorklubber og erhvervs- og fagorganisationerne er der den væsentlige forskel, at de fleste beslutninger om organisationsbidrag træffes i demokratiske fora, og normalt kan spores i regnskaberne hos både yder og nyder.
Når Søren Pinds forklaringer har særlig interesse, skyldes det, at han gennem årene har været initiativtager til tre af de tomme foreninger, hvis formål ifølge juraprofessor Jørgen Albæk Jensen er at omgå ånden i den grundlov, som Pind vogter over.
Som bygge- og teknikborgmester i København oprettede han Foreningen Københavns Fremtid, som i 2007 bl. a. gjorde sig bemærket med tætte relationer til entreprenørkoncernen NCC. Under drøftelserne af valgbidrag til Venstre i Hovedstaden bragte virksomheden angiveligt spørgsmålet ind om ændring af en lokalplan, så den ville muliggøre firmaets opførelse af et omfattende boligkompleks på Teglholmen i Sydhavnen. Venstres kontaktperson til virksomhedens ledelse var først og fremmest et medlem af bygge- og teknikudvalget, i øvrigt uddannet journalist. Under sin optræden på kommunens vegne anbefalede han også entreprenørvirksomheden at anvende et kommunikationsbureau, som han selv var ansat i: Det senere berygtede Waterfront, hvis stifter og direktør er den tidligere konservative EU-parlamentariker Lars Poulsen.
Lokalplanen blev ikke ændret, det forhindrede rådhusflertallet, men eksemplet på betænkelig sammenblanding af politik og anonyme økonomiske interesser i Venstre er ikke enestående. Ifølge et notat i Justitsministeriet, som Berlingske fik aktindsigt i midt på sommeren, gik en række virksomheder før kommunalvalget i november sidste år sammen om en annonce-kampagne til fordel for partiet. Venstre udformede, indrykke og betalte selv annoncerne, hvorefter virksomhederne refunderede beløbet på mere end 20.000 kr. pr. virksomhed, uden at det, som loven foreskriver, blev oplyst, hvem bidragyderne var. Ulovlighederne blev over for ministeriet erkendt af Venstres partisekretær, som ved samme lejlighed – når nu han var i gang – bekendte, at et tilskud på 70.000 kr. fra pelsaktionen Kopenhagen Fur ikke var indberettet. Direktøren her er i øvrigt den fremtrædende venstremand Torben Nielsen, tidligere DR-medarbejder dengang, anklagerne var på sit højeste mod Danmarks Radio for at huse de røde lejesvendes brigader.
I de kommende måneder frem til folketingsvalget vil opmærksomheden om partiapparaternes økonomiske skyggespil blive skærpet, også fordi et regeringsnedsat ekspertudvalg er på vej med forslag til større synlighed af partiernes økonomiske transaktioner. Men selv om 80 millioner private kroner tilsat 100 millioner statskroner årligt – med 28 mill. til Venstre i 2013 – er mange penge, er det under halvdelen af de midler, som hvert år tilflyder en meget ensidigt farvet dagspresse, hvis politiske påvirkningsmuligheder er større end partiernes. Her tænkes ikke blot på annoncerabatter og andet, som flere aviser yder partier og kandidater, som de politisk sympatiserer med. Det gælder først og fremmest den daglige politiske orientering, hvis skævhed regeringen ikke formåede at rette op med den nye mediestøtte-reform.
I direkte støtte modtager dagspressen årligt 375 mill. kr., dertil kommer momsfritagelse og flere andre ting. Hensigten med reformen var i demokratiets hellige navn at gøre informationen og debatten mere nuanceret bl. a. ved inddragelse af nye digitale medier. Resultatet er skuffende, blandt de få interessante fornyelser er Altinget, som for 14 år siden blev etableret af en enkelt iværksætter med halvtidsassistance og i dag beskæftiger over et halvt hundrede medarbejdere, som dagligt orienterer bredt og sagligt om samfundsanliggender herhjemme og internationalt. Et eksempel er også avisen.dk, som sammen med et andet stærkt citeret medie, Ugebrevet A4, udgives af LO. Ellers er det sparsomt, hvad den billigere teknik har bidraget med til demokratiets fremme, som ellers skulle være det højtidlige formål.
Jo, der er et tredje eksempel, som er underholdende i al sin absurditet. Ægteparret Karen Jespersen/Ralf Pittelkow skriver fire gange om ugen en hjemmeside i deres dagligstue. Herfra spyr de to prædikanter svovl mod de synspunkter, som de tidligere og op i en moden alder har forfægtet med samme fanatisme.
En af hjemmesidens få redaktionelle alibier er en journalist, som også er næstformand for Dansk Folkeparti i Odense. Ellers består den såkaldte avis mestendels af læserbreve, omsatte pressemeddelelser fra højrefløjs politikere og videoer af dansende hundehvalpe. Undtagelsen fra den monotome journalistiske mådelighed er ran af stof fra professionelle medier i et omfang, så det indklagede ægtepar måtte indgå forlig med Dansk Journalistforbund for at undgå erstatningssager.
Senere har Jyllands-Posten afsløret, at ægteparret også har været på tyvetogt i billedbureauet Scanpix´ arkiver, så nu venter en større regning, normalt doblet op i forhold til en forud aftalt prissættelse. Jyllands-Posten kan for sin del vente, at hævnens lyn slår ned, tordenskraldet fra avisens tidligere kommentator har allerede lydt over Ravnsbjerg Bakke i Viby. Og Venstre må med bæven se frem til hævnens time, når Karen Jespersen om kort tid forlader Folketinget, ydmyget i partiet ved det seneste valg, hvor hendes personlige stemmetal i Østjylland blev reduceret til en tredjedel, fra små 14.000 til små 5.000 stemmer.
Et lille halvt år efter oprettelsen af hjemmesiden meddelte Jespersen meget bekvemt, at hun ikke genopstiller og dermed ikke står til ansvar over for vælgerne for snart tre års forsømmelser af folketingsarbejdet. Det er en ret, som grundloven sikrer, og det er Karens Jespersens private sag. Det samme er ægteparrets politiske udladninger, som tilmed kan være befriende i miljøer, der ofte fortryder ekstreme holdninger, når de viser sig ubekvemme, jvf. hyppige efterrationaliseringer i Dansk Folkeparti.
Men det er uholdbart, at skatteyderne tvinges til årligt at bidrage med 88.000 kr. til en så primitiv politisk propaganda i en såkaldt avis, som af gennemskuelige grunde ikke har tilmeldt sig Pressenævnet, og alene af den grund burde fjernes fra støtteordningen. Hvem der har ansvaret for et sådant fejlgreb, og hvordan ordningen i fremtiden forvaltes på en ordentlig måde, kan passende behandles sammen med den forestående revision af partistøtten, for i flere tilfælde er presse- og partistøtte to sider af samme sag.
