Den2Radio - Uge 4 - 2017
Udsendelse d.21. - 27. januar. 2017
InterMetzo
Georg Metz taler i denne uge om den mand, der netop uden snærende skrupler har overtaget ledelsen af sit nye verdensfirma. Altså: Donald Trump.
Gamle pædagoger
Af vore børn forventer vi, at de skal være selvstændige, men de skal også kunne samarbejde. De er online døgnet rundt, men vi forlanger også, at de skal kunne fordybe sig. De skal leve i en omskiftelig verden, men også have et fast ståsted. Det kan forældre hjælpe dem med ved at danne børnenes karakter. Professor Per Schultz Jørgensen er børneforsker, og han har samlet sit livs erfaringer i bogen STYRK DIT BARNS KARAKTER, og ham kan I møde i serien ’Gamle Pædagoger’.
Det frie liv
Udsendelsen ’Det frie liv’ handler om Jørgen Christensen, som var et frihedselskende menneske, som havde svært ved at acceptere de mange regler og forordninger fra EU og Folketinget. Han var i konflikt med myndighederne, fordi han bl.a ikke ville øremærke sine kvæg, bøderne var begyndt at indfinde sig, og han frygtede for fremtiden. Jørgen Christensen troede selv på sin kamp mod myndighederne; men det endte med, at politi og Fødevarestyrelsen destruerede alle hans kreaturer den 7. maj 2008. Den typiske kamp mellem myndigheder og "den lille mand", hvor resultatet er givet på forhånd.’
Procol Harum 3
Erik Kramshøj har I de seneste to uger fortalt om Procol Harums musik. I dette tredje program tages der udgangspunkt i 1972 og i gruppens 6. album, som er en livekoncert, indspillet i Canada med symfoniorkester og kor.
(På grund af tekniske problemer med vores hjemmeside, har I KUN kunne høre det tredje kapitel i serien ”Alberts Lære”, hvis I har lyttet til hele programfladen, som er det første billede på sidste uges hjemmeside. Vi håber naturligvis vores fejl bliver rettet hurtigt).
Alberts lære 4
Hvorfor elskede Albert Camus Provence i så høj grad, at han brugte pengene, der fulgte med den litterære Nobelpris i 1957, til at købe et hus i en lille provencalsk landsby? Og hvilken forbindelse er der mellem dén og hans filosofiske hovedtanke: Middagstanken? Det er spørgsmålene, der bliver stillet i fjerde kapitel af Alberts lære, vores serie om Albert Camus i hundredeåret for hans fødsel. Her kan I høre hans datter, Catherine Camus, fortælle om familiens hus i Provence og Camus’ arkiver i Aix-en-Provence. Musikken er uddrag af bysbarnet Darius Milhauds komposition Karneval i Aix. - Kunstner! - som er titlen på femte kapitel, der binges i næste uge.
Udsendelserne i serien Alberts lære tilrettelægges og produceres af Jesper Tang.
KORT MEN GODT: Rejsen til Spanien
I den2radio’s lille klumme beskriver denne gang hvordan det er at rejse på ferie, når man er handikappet og har konstant brug for hjælp. Hvordan det går til i lufthavnen, i flyet, i bussen, på hotellet, overalt når man kaster sig ud i en rejse til Spanien for at opleve kultur, arkitektur og sol og varme, selvom det er så besværligt.
’Stemmerne’ – USA – Før Trump
I anledning af at Trump er taget i ed som USA's nye præsident d. 20. januar, sender vi ’Stemmerne’- USA – før Trump - optakten til det amerikanske præsidentvalg 8.nov. 2016’. Der er en række interviews fra San Francisco i dagene omkring det amerikanske præsidentvalg. Vi hører amerikanere, som har været særligt engagerede i valget, der fortæller om deres arbejde og tanker i den noget usædvanlige valgkamp. den2radio’s praktikant var til stede og har produceret udsendelsen, som er på engelsk.
Islamiske dynastier og kunst
I den 3. udsendelse om Islamiske dynastier og kunst fra Davids Samling i København er det professor fra Princeton University, Patricia Crone, der fortæller om umayyadernes kalifat. Senere fortæller direktør for Davids Samling, Kjeld von Folsach, om et tekstil med mosaikmønster, et elfenbens panel, en mønt og et røgelseskar.
Foto: Knud Steffen Nielsen
