Den2Radio - Uge 04 - 2022

Udsendelse d.22. - 28. januar. 2022

Intermetzo
Ugens kommentar handler bl.a om det vilde partiformandsslagsmål i den onde parodi på det uforsonligste i småborgerskabet, hvor lækagerne røber det sprog den overgærede Morten Messerschmidt og husspetaklet mutter Kjærsgaard lukker ud, når de hygger sig. En anden virkelighedsforstyrrelse får man tværet lige midt i masken under den selvplageriske oplevelse det er at sænke blikket i DR’s tv programmer. 

Stemmer fra Mjølnerparken 3
Vi skal til den 3. og sidste podcast om det boligsociale arbejde i det almene boligbyggeri  Mjølnerparken på Nørrebro i København, vi kalder ’Stemmer fra en fireårig indsats i Mjølnerparken’. Denne gang møder vi 3 tidligere ansatte og nuværende beboere, der fortæller om deres konkrete boligsociale erfaringer.

Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlagermusik 5
I Tage Baumanns gennemgang af den tyske efterkrigstids schlager er vi nået et godt stykke ind i 1960’erne. Orkestermusik og ulmende oprør er overskriften på den 5.podcast.

Håndværk. Skrædderfaget.
I dag er der få skræddere i Danmark med faglig uddannelse af høj kvalitet og de der er specialiseret i enten ’dameskrædderi’ eller ’herreskrædderi’ er endnu færre. Skræddere med mange års erfaring og rutine indenfor skrædderfaget repræsenterer dermed en unik, levende ekspertise af viden og håndværksmæssig kunnen, en kulturarv, der risikerer helt at forsvinde i løbet af et par årtier. den2radio har besøgt Peter Undén Herreskrædderi på Frederiksberg.

Skuespillerinden og præsten
Skuespillerinden og præsten er den besnærende overskrift på en udsendelse om Johanne Luise Heiberg og N.F.S. Grundtvig, for det er dem det handler om. De boede begge på Christianshavn, men de omgikkes ikke. Men en enkelt gang traf de hinanden, og det var på Ny Bakkegård på Frederiksberg, hvor konseilspræsident Carl Christian Hald boede sammen med sin kulturelt interesserede frue Augusta Marie Hald. Det gik ikke så godt. Det skrev Johanne Luise Heiberg om i sine erindringer ’Et liv genoplevet i erindringen’.

Kvindelige komponister 3: Hilda Sehested
I serien 15 kvindelige komponister fra 10 lande i 400 år skal vi møde Hilda Sehested - dansk og fra Fyn. Hun var næsten samtidig med Carl Nielsen som hun kendte vældig godt og satte stor pris på, og det var gengældt. Hun komponerede en opera til Det kgl Teater, og hun var den første danske kvinde der komponerede en symfoni. Sange og kammermusik har hun skrevet, og det er netop nogle af de værker der er blevet taget op i de senere år og opført og indspillet.

Sønderjylland fortæller danmarkshistorie: Ribe.
den2radio har en serie om danmarkshistorie i Sønderjylland, hvor Jørgen Johansen rejste rundt sammen Finn Slumstrup til en række sønderjyske erindringssteder, hvor geografien, kulturen og mentalitetshistorien taler deres tydelige sprog. Vi skal til Ribe i denne uge - Danmarks ældste by.

Pharaos klassikere: Wombwell 2 - En Himmerlandshistorie af Johannes V. Jensen
I 1888 besøgte det kæmpemæssige engelske menageri Wombwell Danmark og turnerede i Jylland. Den unge Johannes V. Jensen oplevede det og beskriver det i Himmerlandshistorien Wombwell, der stod første gang i Nye Himmerlandshistorier fra 1904. Det er nok ham selv der optræder som doktor Elkærs søn Einar, som også lagde navn til Jensens roman fra 1898, Einar Elkær.

Islamiske dynastier 17
Serien om de islamiske dynastiers historie og kunst fra profeten Muhammads tid og frem til i dag indeholder 22 udsendelser og denne – nr 17 – handler om safaviderne og deres efterfølgere i Iran og Centralasien i perioden fra 1500-1850, og den periode fortæller lektor Claus V. Pedersen fra Københavns Universitet om.

Foto: Knud Steffen Nielsen