Anton Melbye – en glemt berømthed

Udsendelse d.14. - 20. oktober. 2023
Udsendelse d. 24. - 30. marts. 2018
I 1800-tallets midte var nationalismen en væsentlig del af at definere hvad, der var god kunst. Danmark blev defineret i modsætning til andre lande, og man beskrev en særlig dansk kunst. De kunstnere, der levede op til de kunstkyndiges beskrivelse, blev dem, som vi kender som guldaldermalere, og som vi i dag finder på museerne. Dem der var udenfor blev mere eller mindre skubbet ud og glemt uanset deres kunstneriske kvaliteter. De danske kunstmuseer er begyndt at se med friske øjne på de glemte malere. Det viser bl.a. den udstilling på Den Hirschsprungske Samling om Anton Melbye (1818-1875), som museumsdirektør Gertrud Oelsner fortæller om.
Hvis man i dag kan sige, at Anton Melbye har været i glemmebogen, og ikke blev accepteret af kunsthistorikere som den indflydelsesrige N.L. Høyen og Den Hirschsprungske Samlings første direktør Emil Hannover, så er det ikke det samme som historien om den fattige kunstner, som først nutiden har fået øjnene op for. I udlandet blev han en berømthed, der både solgte til kejsere og sultaner, og han fik med et godt blik for marketing udbredt kendskabet til sine værker, der i Danmark blev karakteriseret med den nedladende betegnelse, at de var ”europæiske”. Anton Melbye malede mange marinemalerier, og han malerier har en særlig karakter, så en maler som Asger Jorn så ham som en forløber for abstrakt kunst.
Anton Melbye var ikke bange for det fremmede og det nye. Han kastede sig ud i rejser til Nordatlanten og det Osmanske Rige og bosatte sig i udlandet. Han malede de nye dampskibe, der spyede røg, og han kastede sig over fotografiet. Han holdt sig heller ikke tilbage for at udvikle sig materiale- og udtryksmæssigt inden for gamle former, og udviklede sig som tegner, hvor han inddrog de nye tendenser og skabte værker af høj kvalitet.
Udstillingen Mod fjerne horisonter kan ses på Den Hirschsprungske Samling frem til den 17. juni 2018.
Det øverste billede er malet af D.C. Blunck omkring 1852. Blunck var en af de malere, der blev skrevet ud af den danske kunsthistorie (Den Hirschsprungske Samling)
Næstøverste billede ”Havneparti. Sommeraften. Vordingborg” fra 1841, har nogle mangler, der ikke gør det til et rigtigt dansk maleri efter datidens kunstkritiske smag. Museets stifter Heinrich Hirschsprung kunne måske se nogle andre kvaliteter (Den Hirschsprungske Samling)
Tredje billede En shetlandsk fiskerbåd i stormfuldt vejr nord for Orkneyøerne, 1833 (Statens Museum for Kunst)
Hør også:
Fra samling til museum: Den Hirschsprungske Samling
Følelser i guldalerens portrætter
Medvirkende
Gertrud Oelsner er mag.art. kunsthistorie og blev i 2016 ph.d. med afhandlingen "En fælles forestillet nation? Dansk landskabsmaleri 1800-1875". Samme år blev hun direktør for Den Hirschsprungske Samling. Hun kom fra en stilling som afdelingsleder og forskningsansvarlig ved Fuglsang Kunstmuseum.