Den2Radio - Uge 43 - 2024

Udsendelse d. 19. - 25. oktober. 2024

InterMetzo
Forleden stillede statsministeren et krav: internationale magter herunder dansk militær må gribe ind i Mellemøsten og tvinge parterne til fred. Nogenlunde sådan faldt ordene i radioen. Siden er kravet så vidt vides ikke fulgt op. I hvert fald næppe i den ultimative tone, hvori det blev fremsat, som om aktionen var på fingerknips afstand. Nogen ser historiens perspektiv i større klarhed end andre.

Fra lyd til tekst
Der kom to studerende forbi den2radio. De havde en historie om deres forskning i talegenkendelse. Den historie fik vi, men til gengæld havde den2radio noget de gerne ville have. I videnskabens navn og med gode hensigter udveksler vi knaldhårde data med de unge specialestuderende og forskere Emil Joensen og Anders Stendevad fra IT-Universitet i København.

De udødelige 15: Når musik bliver det vigtigste sprog
De udødelige er serien om aktiv aldring og i denne uge skal vi høre om musikken som kommunikationsmiddel for demensramte. Der er mange udfordringer forbundet med demens. Både for den ramte og for de pårørende. En af disse udfordringer er kommunikation. Musikken har sit helt eget unikke sprog, det taler til vores følelser ufarvet og med ubetinget tålmodighed, i form af lyd og indre billeder. Den kan vække glemte minder og er ligeglad med vores alder, status, helbred osv. Netop derfor kan musikken være med til at bygge bro mellem den demensramtes verden og de pårørendes.

Museer skaber viden: Ford i Danmark
Det ville også i dag have givet store overskrifter, hvis en bilproducent besluttede sig for at åbne en samlefabrik i Danmark. Opmærksomheden var ikke mindre i 1919, hvor der ikke blot startede en fabrikation af et nyt og interessant højteknologisk produkt som en bil, men der var også tale om en ny måde at fremstille på med samlebåndsproduktionen. Det var ikke blot samlebåndet, der var nyt, det var måden at arbejde på også, fortæller museumsinspektør og seniorforsker Lars K. Christensen i podcasten.

Duke, mig og alle de andre 3
I den tredje podcast om bogen  ’Duke – mig og alle de andre’ fortæller jazzmusikeren Allan Bo fra sin nye bog med samme titel. Den handler om hans tilbagevenden til jazzmusikken efter nogle år med andre opgaver, og han vil tage os med til både USSR, Tivoli, Festival ved Mindeankeret, Nykøbing From Revyen og meget mere. Alt sammen i en blanding af snak frit fra leveren og oplæsning fra bogen -  krydret med både hans egen og andres musik.

Lily Weiding - 7 årtier som skuespiller - 1
Gennem en menneskealder var skuespilleren Lily Weiding en af de helt store, og i en alder af 87 år og efter en karriere, der strakte sig over 70 år valgte hun at trække sig tilbage, og i år er det 100 år siden hun blev født - d.22.oktober. I den første af to podcast fortæller Lily Weiding om barndommens skuespillerdrømme, om at stå på scenen første gang i 1941 sammen med Liva Weel, og om nogle af de mange roller på teater og film i årene, der fulgte. Vi skal høre om nogle af de personligheder Lily Weiding mødte, og der indgår teaterhistoriske optagelser, som aldrig tidligere har været offentliggjort.

Et radioessay om tid og evighed
I essayet om "Tid og evighed" citerer Frederik Dessau den franske forfatter, Jean-Louis Servan-Schreiber, den svenske sociolog, Rita Liljeström, den engelske forfatter, J.B. Priestley og den østrigske læge og psykolog, Victor Frankl. Irmgard Seefried synger om "Latter og gråd" til musik af Franz Schubert: Om aftenen græd jeg af sorg og hvorfor kan du vågne om morgenen med latter, må jeg spørge dig om mit hjerte.

Pharaos klassikere: Herman Bang 12
Breve om Strandingen ved Klitmøller 2
I november 1880 skete en meget omtalt stranding ved Klitmøller, og Nationaltidende sendte Herman Bang af sted som reporter fra katastrofen. I to kronikker beskrev han begivenheden og omstændighederne. Sådan noget kunne han nemlig også. I første kronik fremførte han kendsgerningerne ganske nøgternt og kom ind på skyldsspørgsmålet, som i høj grad beskæftigede de lokale beboere.  I anden del, som I får i Pharaos Klassikere i denne uge, er det snarere stemningen og det indtryk, som det store hav gør på by-reporteren, der er i fokus.

Klassisk på nettet. Anderledes instrumenter
I Klassisk på nettet i denne uge spiller Kirsten Rønn musik med lidt anderledes instrumenter end de allermest gængse. Vi hører også specielle instrumentsammensætninger, som f.eks. en elektronisk symfoni, arktiske fugle sammen med et symfoniorkester, fire fløjter sammen, Tubaen Tobby og en ekvilibristisk sanger.

Foto: den2radio