InterMetzo: Livslængde og pigekor
Udsendelse d.29.juni - 5.juli. 2024
Georg Metz sætter spørgsmål ved DR Pigekoret som næppe mere er velegnet til at fastholde den danske sang i respekt for historisk ophav, sproget i lyrikken og melodiernes særpræg. Repertoiret pumpes op, må man forstå, i kunstfærdige arrangementer. Nyere numre fjernt fra Højskolesang- og salmebog programsættes og fjerner koret fra dets eksistensberettigelse. Forsvaret i så henseende fra DR er at man følger med tiden og er moderne. I tidsånden. Det er jo rigtigt. Hvem bestrider fornyelsens nødvendighed, og det krav som bestandigt påhviler en public virksomhed der i den grad demonstrerer sit besvær med at leve op til lige netop dét og gerne som i allerhelst hylder vedtagne normer og lægger vægt på populistisk konsensus. Men skal man leve op til sådanne fornyelseskrav til sig selv, så er det jo ikke Pigekoret mere man kan skyde det ind under, men en professionel fordring til ensembler af en hel anden professionel beskaffenhed. Fornyelsen ligger ikke i at tilsidesætte Carl Nielsen, Weyse eller Oluf Rings kunstneriske ophavsret, men i at synge deres sange bedre end Pigekoret i dets betonede udtrykte manerer. Institutionelt, kunstnerisk repertoiremæssigt er Pigekoret i eksistenskrise, som får anmelderne til at reagere.