Landmand uden jord 1
Udsendelse d.11. -17. marts. 2023
Dansk landbrug har undergået en stor omvæltning i de senere år. Antallet af heltidsbedrifter er reduceret fra 190.000 til ca. 8000, og det har været svært for mange at sige farvel til deres bedrift. Denne menneskelige side af historien er imidlertid meget ringe belyst. Den offentlige debat om dansk landbrug har i stor udstrækning handlet om lavbundsjorder, dyrevelfærd, CO2-afgifter og deslige, men der bor mennesker ude på landet, og det er dem, Egon Clausen interesserer sig for. Han vil give ordet til mennesker, der på krop og sjæl har gennemlevet en af de største omvæltninger i danmarkshistorien. Hvad siger de?
Slægtsgården er solgt!
Første samtale er med fhv gårdejer Niels Christian Nielsen fra Vostrup i Vestjylland. Han har solgt den gård, der har været i slægtens eje i syv generationer. Gården ligger på den sydlige side af Skjernådalen og er afgrænset mod vest af Ringkøbing fjord. Aflejringer i jordlaget viser, at her har er boet mennesker siden stenalderen. Egon Clausen har besøgt Niels Christian, der har vist ham den bestand af vildheste der lever på strandengene ud mod fjorden, og over en kop kaffe fortæller han om årsagerne til, at han har besluttet sig for at sælge slægtens gård. Hvordan fremtiden ser ud for dansk landbrug tør han slet ikke tænke på.
Serien er støttet af Landbrugets Kulturfond
Foto: Egon Clausen