Den2Radio - Uge 4 - 2026
Udsendelse d.17. - 23. januar. 2026
InterMetzo
Georg Metz har overskriften: 'Den ufejlbarlige overbevisning' i sit Intermetzo. Forleden udtalte Donald Trump: 'Min egen moral. Mit eget sind. Jeg mener og jeg synes, altså har jeg ret. Jeg handler og jeg mishandler altså er det lov. Mit mandat er grænseløst, kun jeg selv sætter grænser, der ikke behøves, for jeg er jeg. USA's Constitution viser sine mangler i præsidentens raseri, foragt og tiltagende brutalitet mod genmæle. Det er ikke en krise, men et sammenbrud.
Radio MB: Trump ændrede spillet: Skal Grønland tættere på EU?
Vi sender endnu en podcast fra Radio Mælkebøtten og Grønland skal tættere på EU, for Grønland er ikke medlem af EU. Det har været et fast holdepunkt siden 1985, hvor Grønland efter en folkeafstemning forlod det daværende EF. I årtier har relationen til EU været praktisk og teknisk: fiskeri, handel og støtteordninger. Ikke medlemskab. Ikke politisk integration. Men verden ser anderledes ud i dag. Jan Simmen fra Radio Mælkebøtten spørger en Europa Parlamentariker, der har nogle klare holdninger.
Unge udokumenterede immigranter
Omkring 11 millioner mennesker lever i dag som udokumenterede immigranter i USA, hvoraf størsteparten er fra Latin Amerika. Mange kom til USA som børn og har boet en stor del af deres liv i USA. De lever som de fleste amerikanske unge på deres egen alder. De går i skole, tager på universitetet, får kærester, går til fester og arbejder. Alt det som almindelige unge amerikanere gør. Alligevel er deres liv langt fra som deres amerikanske jævnaldrende. For som udokumenteret immigrant lever de unge i konstant frygt for at blive opdaget af myndighederne og med risiko for at blive deporteret til forældrenes hjemland. De unge føler og betragter sig som amerikanere og ønsker at bidrage til samfundet på lige fod med alle andre. Mange har derfor valgt at kæmpe for deres rettigheder som borgere i USA. PhD studerende Elizabeth Benedict Christensen fra Copenhagen Business School fortalte allerede i 2015 til Thit Andersen om sit Phd-projekt: Livet som ung udokumenteret immigrant i USA.
Bob Dylan 10
Bob Dylans indflydelse på populærmusikken er nærmest umålelig. I over et halvt århundrede har Bob Dylan udfordret og tryllebundet generationer af musikelskere på en musikalsk odyssé og altid modsat sig enhver form for kulturel og kunstnerisk kategorisering. Når Bob Dylan tager plads bag sit klaver er han omgivet af sit fremragende backingband bestående af trommeslageren Georg Receli, guitaristen Charlie Sexton, bassisten Tony Garnier og strygerspilleren Donnie Herron. den2radio sender den sidste af 10 udsendelser om ikonet, og her er Christian Braad Thomsen nået til hans alderdomsplader.
Frk. Kræsen: Norsk madkultur
Den svenske madjournalist Linn Katarina Grubbström har talt med Helge Christie, en norsk madhistoriker fra Rørås i Norge. Han fortæller om norsk madkultur, og hvordan man spiser i de norske fjelde. Derefter tager Linn videre til Sjømannskirken på Amager i København. Her møder hun Ingrid Mari Amundsun, som fortæller om den norske nationalret og nordmændenes kærlighed til risengrød.
En pudsig historie – Hvordan jeg opdagede mine evner
den2radio har besøgt terapeuten Thea Sartou og spørger, hvordan hun opdagede sine særlige evner for clairvoyance og healing; hvad det vil sige at være tro mod sig selv, at lytte og turde gå med sin egen intuition. Vi får en fortælling om det at finde sin egen vej, være trodsig mod frygten, lære at lytte til sig selv og sin intuition og følge med entusiasmen og tilliden til tilværelsen.
Historier fra Frederiksborg slot 2
Reformationen i 1536 er uden tvivl en af de vigtigste begivenheder i Danmarkshistorien. Men hvordan så 1500-tallets samfund ud? Hvem sad på magten og hvad kom Reformationen til at betyde? Det er blot nogle af de spørgsmål som Jonas Pedersen undersøger i en samtale med museumsinspektør Thomas Lyngby fra Frederiksborg Slot.
Pharaos klassikere: Borgmester Hoeck og hustru
I serien "Pharaos Klassikere" fortsætter vi med Henrik Pontoppidan lidt endnu. I denne uge får I begyndelsen på hans lille roman fra 1905, "Borgmester Hoeck og hustru", et barsk ægteskabsdrama.
Internationale danske klassiske solister: Janne Thomsen
Serien portrætterer sangere, musikere og dirigenter der har eller har haft en karriere i udlandet og unge, der vil prøve en karriere i udlandet og se om det kan bære og de, der har en ansættelse i et udenlandsk ensemble. I denne uge er det fløjtenisten Janne Thomsen vi fokuserer på. Hun bor i München, men kommer fra kulturbyen Holstebro, og hun er en af de få, der har en solistkarriere på tværfløjten. Janne Thomsen vandt som 18-årig den danske del af Eurovision Konkurrencen og fik straks vind i sejlene. Først blev hun en af tre unge musikere, der blev optaget på Royal Academy of Music, og dernæst en ud af to, der blev optaget i Paris Konservatoriets solistklasse. Hun grundlagde i 2005 'Klassiske dage' – en årlig festival i hjembyen Holstebro for at højne det klassiske kulturliv i Danmark.
Foto: den2radio
