InterMetzo: Det transmitterede sonoffer

Udsendelse d.16. - 22. marts. 2024

Georg Metz har givet ugens kommentar overskriften ’Tanker efter tv-begivenhed i Viborg’. Både TV2 og DR1 dækkede bisættelsen af Søren Pape Poulsen væg til væg, så det umiskendeligt mindede om en statsbegravelse. De offentlige tv-kanaler fordelte ikke opgaven mellem sig, men transmitterede fra begyndelsen til længe efter slut med hver sit kommentatorpanel - kun med afvigelser i paneler og studieværter. Nu forbyder alle gode guder, at flere partiledere i rum tid fremover pludselig og uventet rives bort og efterlader sig et så smerteligt tomrum, at mobiliseringen sættes i værk.  Sidste lørdag bisattes et sonoffer, hvis dage som politisk leder, såfremt hjerneblødningen ikke havde sat en brat stopper for fremtiden, ganske længe har været regnet som talte. Ingen partileder klarer et valgnederlag med efterfølgende vigende vælgertilslutning. Det gælder som partileder om at holde sig i live, så man ikke skal mases igennem den transmitterede helgenkåring inden glemslen. Det bliver let mere komisk end tragisk.     

MEDARBEJDER

Georg Metz