InterMetzo: Kandidaten af fiktionen
Udsendelse d. 20. - 27. december. 2025
Georg Metz taler denne gang om kandidater som f.x statsministerkandidater. Efterhånden er benævnelsen slået nærmest statsretligt fast netop i begrebet statsministerkandidat. I virkeligheden eksisterer titlen ikke. Vælgerne kan ikke antydningsvis som en præsident sætte kryds ved den ønskede regeringschef, som det tvivlsomme begreb måtte antyde. Den realpolitiske outsider: Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti, møvede sig forleden ind i fiktionen som selvopstillerkandidat. Ved manøvren får Boje adgang til de medie-runder man efter skik og brug arrangerer med de erklærede kandidater. For så vidt kan alle folketingsmedlemmer og kandidater til tinget kalde sig statsministerkandidat. Alle i den kategori er potentielt kandidat under Grundloven, alle udelukkende bundet af egen overbevisning, ikke af et parti med ideer om deres fiktive statsministerkandidat, men stadig er der ikke nogen, der foruden Mette Frederiksen formelt er statsministerkandidat. I øvrigt kunne man have benyttet anledningen til dæmpe titlen i det politiske begrebsapparat, efter den patetiske rolle en nu forhenværende socialdemokratisk politiker for nylig spillede som overborgmesterkandidat.
