InterMetzo: Krigsdividendens logik

Udsendelse d.25.februar - 3.marts. 2023

Georg Metz, der starter sit Intermetzo med ’Som bekendt er det svært at være halvgravid’, og ’man kan dårligt være halvt i krig halvt i fred’. Militariseringen breder sig, retorikken skærpes, udtryk forenkles og indlysende konsekvenser nedtones. Aggressive reaktioner på forbehold over for nutidige tvivlsomme begreber som sejr og nederlag understreger kampviljen på andres vegne. Uvant fra den kant beretter dronningen samtidig med at kampvognene kører mod grænsen sit ubehag ved Putin ved et majestætisk blik i præsidentens kolde øjne. Udtalelsen hjemmehørende privat i beredskabets lønkammer kan gøre et eventuelt senere møde mellem statsoverhoveder til en pikant affære. I fremtidens relative uforudsigelighed kan man ikke vide, hvad der en skønne dag igen lader sig gøre, når krigen er historie, båndene atter bindes, og de kolde øjne kommer på statsbesøg for at købe øl af Carlsberg og flere Ecco sko.    

MEDARBEJDER

Georg Metz