InterMetzo: Lav, lavere, lavest

Udsendelse d. 26.oktober - 1. november. 2024
Georg Metz udtaler sig om DR med overskrifterne 'Lav, lavere, lavest' og 'DR´s dunkle motiv er lysende klart'. Kravet om brugerlogin frem for reel og synlig produktionsforbedring for DR’s kunder er et gennemskueligt bureaukratisk argument til forøgelse af et internt kunstigt behov i en bekræftelse af endnu en ledelsesfunktion frem for et initiativ til forbedring af vilkårene for de folk og enheder der skaber programmer. Kravet om login er så gennemskueligt at man kan få ondt af den budbringende direktør, der i klartekst røber DR’s ønske om et alibi for – med rystende få undtagelser – at operere videre på den lave fællesnævner der åbenbart skal harmoniseres ned mod en endnu lavere, endnu billigere. Det var en udtalelse til Ekstra Bladet forleden af DR’s Lasse Bastkjær Jensen der præsenteres som direktør for Strategi og Brugere. Han kan jo godt være direktør for strategi, med direktør for brugerne kan han dårligt være. Brugerne er ikke en enhed der kan ledes og fordeles: han, hun, den og det og samtlige skatteydere. Direktøren for Strategi og Brugere fastslår beroligende, at man ikke behøver opgive hverken eget navn eller ægte mailadresse, bare man registrerer, så DR kan programlægge strategisk uden andre bagtanker.
Tror.de.for.fanden.i.dr@at.brugerne.er.dumme.dot.com?