InterMetzo: Løgnens kæledyr

Udsendelse d. 21 - 27. september. 2024

Det nærmeste i den nyere politiske virkelighed danske vælgere og dansk presse har været på et fænomen som Donald Trump er utvivlsomt Mogens Glistrup. Efter optræden i tv, hvor skatteadvokaten, formentlig uden at gøre sig de langsigtede følger klart, pralede af sin ulovlige nul-trækprocent, gav han sig i kast med at stifte skattenægter bevægelsen: Fremskridtspartiet. Støtten til folk uden for arbejdsmarkedet skulle eksempelvis fjernes, invalidepensionisterne, som bistandsmodtagere stadig kaldtes i 1970'ernes begyndelse, kunne få en skovl og uanset helbred og duelighed tjene til føden eller dø af sult; forsvarsministeriet skulle erstattes af en telefonsvarer og samtlige ministerier nedlægges. Glistrup afviste alle hensyn, dyrkede sin foragt for muhamedanere, løj som en hest i trav og var belejligt fakta resident. Et deja-vu på speed er slående. Forleden hævder en aldrende mand i kunstigt hår og gul sololie at hans vælgermøder er de største i verden nogensinde, at hans rival er den værste vicepræsident i Amerikas historie, og at indvandrere i Springfield, Ohio spiser folks kæledyr. Mediatoren gør opmærksom på løgnen og dokumenterer den. Når usandhederne hos Trump står i kø, og her beklæder han førstepladsen, må agtpågivenheden skærpes og formidlerne overveje redskaber og metode.   

MEDARBEJDER

Georg Metz