InterMetzo: Når de nu selv siger det

Udsendelse d.9.-15.oktober. 2021

I kommende bøger vil historikere studere tiden fra den tumultariske dannelse af Dansk Folkeparti til dets fragmentering og undergang og utvivlsomt i deres analyser komme til det resultat at omfanget af dømmekraft og klogskab som i Pia Kjærsgaards tilfælde generelt sagt i partiet og dets ledelse er overskueligt. DF har aldrig i egen ret bortset fra et institut for Kaj Munk skabt noget selv, ikke én tanke, ikke én reform der fortjener statuer på torvet i provinsen. Det evige nej er partiets våbenmærke, nej til det rimelige, nej til alle der vidste noget mere, nej til verden udenfor, nej til nødstedte ved porten. DF vil angiveligt fortsat have Danmark ud af EU, hvilket på baggrund af den fremrullende brexit-katastrofe lyder som en dårlig vittighed, men samtidig afspejler partiets hasardspil med fædrelandet som indsats. Mærkeligt nok ønsker de partier der ihærdigt hævder de danske værdier, reelt værdierne afskaffet. Udsigterne er dystre. Måske ikke håbløse. Ikke endnu. Men tik for tak nærmer viseren sig kvart i tolv.

MEDARBEJDER

Georg Metz