InterMetzo: Ubeskrivelighedens pris
Udsendelse d. 12. -18. oktober. 2024
Georg Metz tager fat i den evige debat om penge til oprustning. Forleden stillede en politiker fra Danmarks Demokraterne spørgsmål til forsvarsministeren om det ikke er for galt, at forsvaret skal bruge penge på kunst, når man skal spare og landet skal opruste. Nogle officerer, blandt andre en erklæret konservativ, har længe protesteret mod fråset. Forsvarsministeren lod til at være enig. Kunst er overflødig. Soldaterne skal ikke se på billeder, men lære at slås. Fraskriver man sig kunsten, forbliver andres tolkninger af livets kompleksitet fra fødsel til død ukendt land. Den beskedne dimension man selv overskuer, står fattig og alene tilbage. Nogen lukker af for den store musik. Åbenbaringer af tiden i takter og klange, tonernes udforskning af følelsernes spil i lyd og rum forbliver døv og stum. Atter andre står uforstående overfor billedkunsten, hvor motiverne kan rumme andet og mere end det genkendelige. Eller den afvisende stiller sig tilfreds med reproduktioners reproduktioner. Danske ellers nationalt sindede politikere skal passe på, at de ikke lader som om de er dummere end de er. Eller bliver.