Magisk forhold mellem Napoleon og en ung pige

Udsendelse d. 17.- 24.februar. 2023

På en sejlads fra Sydafrika over Atlanterhavet kom forfatterinden og eventyreren Benedicte Riis i sin sejlbåd til øen Sankt Helena, hvor hun hørte en fascinerende historie om den 42-årige Napoleon Bonaparte, som englænderne havde sendt i eksil 1200 kilometer fra nærmeste kyst, og den 14-årige Betsy Balcombe (forsidefoto).
Den detroniserede kejser havde lagt alt i sit liv bag sig, da han efter ti ugers sejlads ankom til Sankt Helena den 15. oktober 1815 og lige efter mødte engelske Betsy Balcombe, som talte flydende fransk.

Benedicte Riis blev så optaget af det usædvanlige forhold mellem to så vidt forskellige personer også aldersmæssigt, at hun ville vide mere om dem begge. En dansk bibliotekar hjalp hende med litteratur om Napoleon, og han fandt også ud af, at Betsy havde skrevet en dagbog om deres tid sammen på øen langt fra alfar vej. På det grundlag har Benedicte Riis skrevet en dokumentarisk roman om Napoleon og Betsy.

De red sammen, legede med hinanden, drillede hinanden i to måneder. Om de også var et elskende par, står hen i det uvisse. 

 

 

 

I et interview med journalisten Peter Skeel Hjorth fortæller Benedicte Riis om Napoleon og Betsys forhold, som hun finder magisk, når det anskues med fordomsfrie øjne. De to måneder med Napoleon blev den lykkeligste tid i Betsys liv. Måske blev de også den lykkeligste oplevelse i Napoleons liv.

Fotos: Benedikte Riis