Den2Radio - Uge 13 - 2026
Udsendelse d. 20. - 27. marts. 2026
InterMetzo
I sit InterMetzo tillader Georg Metz sig, på trods af sin egen gudløshed, at foreholde de verdslige magter, der jo kalder sig kristne, nogle grundlæggende kristne værdier som barmhjertighed og næstekærlighed.
Ronkedorerne – marts 2026
Den 2. Radios ronkedorer, Georg Metz, Jens Raahauge og Egon Clausen har igen sat hinanden stævne for at fortælle om faglitteratur, de har læst.
Jens Raahauge omtaler Jakob Skovgaard Petersens ”Lille Leksikon – Med arabiske ord på dansk”. Udgivet på Informations Forlag.
Georg Metz har to bøger med; Maria Østerby Ellebys bog ” Den satans tumult – Heksejagt i højesteret”. Udgivet på Forlaget Nord Academic. Og Ditlev Tams ”Opgør og retfærdighed – Opgøret efter besættelsen” . Udgivet på Gyldendals Forlag.
og Egon Clausen slutter med at fortælle om ”Vort Moderlige Hav”, der er skrevet af miljøjournalisten Kjeld Hansen og som beskriver den politiske ansvarsløshed, der førte til ødelæggelsen af havet omkring Danmark. Udgivet på forlaget Frydenlund i mats 2026.
Vækkelsesbevægelserne i det 19. århundrede: Indremission i København
I denne sidste udsendelse i serien om Vækkelsesbevægelserne i det 19. århundrede, rettes blikket mod Indre Mission i København og den udvikling, der fandt sted, da bevægelsen mødte storbyens sociale og religiøse udfordringer i anden halvdel af det 19. århundrede. Industrialisering, urbanisering og voksende social nød skabte nye rammer for missionsarbejdet og tvang bevægelsen til at overveje, hvordan vækkelsesarbejdet kunne udfoldes i en moderne hovedstad. John Jepsen taler med kirkehistoriker Kurt E. Larsen, som vil hjælpe med at belyse, hvordan Indre Mission i København udviklede sit arbejde i mødet med storbyens sociale udfordringer, og hvordan denne udvikling førte til et gennembrud for den organiserede diakoni.
En verden af bystater 3: Demokratisk lodtrækning
Det højtbesungne demokrati har gået sin sejrsgang i den vestlige verden. Man har ofte fået at vide, at demokratiet har sit udspring i oldtidens Grækenland. Men er det korrekt at betegne det antikke Grækenland som stamfader til den demokratiske styreform, og hvordan fungerede deres styreform sammenlignet med vores? I skal møde lektor på Saxo-Instituttet Adam Schwartz, der er klassisk filolog og har oversat de bøger der bliver læst op af i podcasten bl.a. af Thukydid – historieskriver fra det gamle Athen.
Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schalgermusik 8
I Tage Baumanns gennemgang af den tyske efterkrigstids schlager er vi nået til ungdomsoprøret og hippiebevægelsen der forvirrede de regelrette tyskere. ’Blumenmacht’ kaldes det på tysk om de vesttyske problemer med at forstå ungdomsoprøret. Det er 8. udsendelse.
Til arbejdernes ve og vel. Om Christianshavn i 1800-tallet
I 2018 var det 400 år siden, at Christianshavn blev anlagt, og i den anledning bringer den2radio en række udsendelser om øens historie. Historikeren Anders Bjørn fortæller om livet i midten af 1800 tallet, hvor den fattigste bydel i København var Christianshavn. Filantropiske borgere fik bygget nogle boliger til forbedrede forhold for den arbejderklasse, som havde kræfter til at hjælpe sig selv hvis de fik hjælp fra andre.
Radio Underjordisk: Fortidsfåret i historiens tjeneste
I podcastserien ”Radio Underjordisk” skal vi møde ’Fortidsfåret i historiens tjeneste’. Vi får et indblik i den videnskab det kræver at holde styr på geder og får med et sjældent besøg i magasiner og knoglekasser på Naturhistorisk museum. Såvel som vi er med backstage, når driftsmedarbejderne i Sagnlandet flytter rundt på de meget levende dyr.
Pharaos Klassikere Min broders levnet 7
I Pharaos Klassikere er vi nået til 8. afsnit af Carl Baggers roman ”Min Broders Levnet”. Efter Mathildes afsløring af sin affære med Arthur, som endte med en barnefødsel, flygter Johannes tilbage til København for at opsøge sin bror og … ja, hvad vil han egentlig sige ham? Tale mildt eller hårdt til ham? Han beslutter sig til at lade omstændighederne råde. Men først skal Arthur jo findes, og det viser sig at være lettere sagt end gjort.
Internationale danske klassiske solister
Niklas Walentin er denne uges 'Internationale danske klassiske solist’. Allerede som dreng og ganske ung vandt Niklas Walentin adskillige konkurrencer, Han er et rigtigt konkurrencemenneske, han elsker hurtige biler. Nu kører hans internationale karriere på højtryk både med de store violinkoncerter med symfoniorkestrene, med kammermusik med hans klavertrio Vitruvi og musikken for violin og klaver.
Foto: Kurt Lønstrup
