Birgit Nilsson 100 år

Udsendelse d. 15. - 21. juli. 2023
Udsendelse d. 1. - 7. september. 2018

2018 er 100 året for Birgit Nilssons fødsel. En af alle tiders største dramatiske sopraner. Hun voksede op på landet i Skåne i nærheden af Båstad og havde bare den der naturstemme. Hun sang og sang fra før hun kunne gå, men ingen kunne forestille sig den verdenskarriere, der lå og ventede på hende. Hun arbejdede på gården og på marken og i hjemmet, malkede køer og lugede roer, men fik så endelig som 23-årig en chance for at søge ind på Opera Akademiet i Stockholm og fik den ene af 2 pladser. Aftenen før hun rejste til Stockholm malkede hun køerne for sidste gang. Efter debut'en på Operaen i Stockholm gik rygtet om den utrolige stemme rundt i Europa og hun lagde operahusene ned med sin kolossale stemmekraft, overskud og skønheden og fleksibiliteten i stemmen. den2radios Kirsten Rønn har besøgt hendes barndomshjem, der nu er museum. 

Tak til Mattias Enn, forfatter til bogen "Birgit Nilsson i ord og billede" og rundviser på Birgit Nilsson museet.  

Musikken er naturligvis med Birgit Nilsson: Sidste del af Agathes arie fra 2.akt af ’Jægerbruden’ af Carl Maria von Weber med Philharmonia Orkestret dirigeret af Heinz Wallberg. ’Toscas bøn’ af Puccini med Santa Cecilia Orkestret fra Rom som Lorin Maazel dirigerede. ’Isoldes Liebestod’ fra Wagners ’Tristan og Isolde’ med Bayreuth Festspilorkester som Karl Böhm dirigerede. Slutningen af ’Turandot’ af Puccini hvor Jussi Bjørling er prins Calaf over for Birgit Nilssons Turandot med orkestret fra Operaen i Rom ledet af Erich Leinsdorf, og først og sidst glimt fra Puccinis 'Tosca'.  

Udsendelsen er blevet til med støtte fra

MEDARBEJDER

Kirsten Rønn