Internationale danske klassiske solister: Mogens Dalsgaard

Udsendelse d. 23. - 29.januar. 2016

'Internationale danske klassiske solister' er titlen på en ny serie på den2radio.dk der vil portrættere danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere eller måske er på vej til at få en karriere.
Vi skal høre dem fortælle om udgangspunktet, om hårdt arbejde og triumfer og glæde og skuffelser. Musikken har solisterne selv valgt.
Denne uges uges internationale danske klassiske solist er pianisten Mogens Dalsgaard.

Mogens Dalsgaard har igennem de sidste 50 år optrådt i de fleste europæiske lande incl Rusland og har haft 38 koncertturneer alene i USA. Hans repertoire er meget stort - fra Bach og Beethoven, Chopin og Liszt til Debussy, Carl Nielsen og Gershwin. Mogens Dalsgaard er særlig kendt for sin formidling af musikken ved at fortælle om den på sine koncerter på en måde, så alle kan forstå det.   

Al musik i udsendelsen bliver spillet af Mogens Dalsgaard selv. Først hører I begyndelsen af Schumann's Widmung i Frans Liszt' bearbejdelse for klaver, så følger en Vals i a-mol af Chopin efterfulgt af endnu et stykke af Chopin -  Etude opus 10 nr 5.  Det næste er Polka fra Sjostakovitj' ballet 'Guldalderen' og dernæst indledningen til Albinoni's Adagio i Mogens Dalsgaards arrangement for klaver og de to sidste stykker er Præludium i A-dur opus 28 nr 7 af Chopin og Gershwin's Impromptu i to nøgler.

Kirsten Rønn havde tilrettelagt. 

MEDARBEJDER

Kirsten Rønn

PROGRAMSERIE

Internationale danske klassiske solister