Håndværk : Glarmesterfaget
Udsendelse d.10. - 16.april. 2021
Udsendelse d.8.- 14.september. 2018
Glarmesterlauget
Glarmester indeholder ordet ”glar”, der betegnede ”glas” helt op i 1800-tallet, og Glar stammer fra oldnordisk ”gler”.
Foreningen organiserer i dag ca. 200 virksomheder og mestre blandet glarmestrene. Som faglig organisation har lauget rødder tilbage til 1498, hvor de første glarmestre arbejdede for kongen, kirken og universitetet.
Glarmesterlauget har et par hundrede medlemmer og er i dag den eneste faglige glarmesterorganisation af sin art i Danmark.
Uddannelsen til glarmester
Glarmester-uddannelsen foregik engang kun hos laugsorganiserede glarmester og ved at tage rundt i Europa, ”gå på valsen” og lære via forefaldende arbejde. I dag foregår uddannelsen både i virksomhederne men også på skole. Glarmesterskolen, Center for Glas og Alu (EUC) i ligger i Audebo ved Holbæk, hvor ca. 100 unge ad gangen kan tage uddannelsen til glarmester.
Eftersom der sker en rivende udvikling inden glasflader bl.a. i relation til brug af solceller, energistyring, indbyggede funktioner med touch screens etc. forventes efterspørgslen på faguddannede glarmestre at stige fremover.
Bliv Glarmester
GLAS
Materialet ”glas” menes at være opfundet i Mesopotamien i 100 årh. f.Kr. Glasfremstilling blev udviklet af de gamle Romere, som fremstillede glasperler, drikkeglas, skåle etc. men også kunne støbe glasplader/ruder på op til 40 x 40 cm. Det gennemsigtige, lysformidlende produkt ”glas” forblev i mange århundrede meget kostbart og lige så højt skattet som guld og ædelsten.
Råmateriale til glas er kvartssand, som opvarmes og smeltes ved ca. 1.500 grader og herefter nedkøles langsomt. Gennem tiden har glasværkerne produceret forskellige typer glas dels ved at anvende forskellige typer sand og ikke mindst ved at iblande f.eks. kalk og soda (bicarbonat), bly og potaske og hertil kommer forskellige farvestoffer. Glasproduktion kræver enorme mængder brændsel og en hel del kemi.
Glasproduktionen blev med tiden forfinet og især udviklet i Italien og glas fra Venedig spillede længe (til midt 1600-tallet) en dominerende rolle i Europa, men i mellemtiden var den romerske støbeteknik til produktion af glasplader blevet glemt.
I 14-1500 tallets Europa blev vinduer af glas (kaldet glar i datiden) og især anvendt i kirker og slotte. I mere almindelige bygninger og boliger brugte man kun glas i et par ruder og enten olieret papir eller ferniseret lærred i de øvrige. Glas til vinduer blev lavet ved to metoder. Glasmageren kunne blæse en kugle smeltet glas til en boble og derefter rotere den så hurtigt, at boblen åbnede sig og blev til en rund, jævn flade, som kunne skæres af og bruges som rude. Alternativt kunne glas blæses op i en cylinder, der siden blev skåret op og fladet ud. I begge tilfælde forblev glasset relativt tykt og i nogen grad ujævnt. Datidens vinduer var ofte sammensat af mange små stykker glas eller ruder og indfattet i bly.
Foto (Encyclopedie Diderot)
I Venedig er glasfremstilling udviklet med støbeteknik i 1600-tallet og i 1665 foranlediger den franske konge, Ludvig d.14 at der hentes et Venetianske glasmestre til Frankrig m.h.p. at der skal fremstilles vinduer og spejle til det nye slot og der etableres en kongelig manufaktur for spejlglas (Manufacture Royale de Glaces de Miroirs). Her opstår mange problemer, fordi glasmestrene ikke frivilligt vil røbe deres produktionsmetoder, men afgivelse af viden og færdighed tvinges igennem. Produktionen til slottet i Versailles starter i Paris, men pga. de store behov for brændsel flyttes grundfabrikationen nordpå til Picardiet, ved landsbyen Saint Gobain, hvor der er god adgang til skov og brændsel, og hvor floden Oise kan transportere glas mod syd til Paris. Efter læring fra Venetianerne lykkes det her for Richard Lucas de Néhou at fremstille store spejlglas til Versailles omkr. 1670. Teknikken er her at den varme glasmasse hældes ud på sand i store kantede metalbakker. Herefter valses glasset og siden følger en lang proces af slibning og polering. I datiden var resultatet epokegørende – store glasflader og en spejlsal med et orgie af lys og genskin. I 1672 er den franske glasproduktion så godt kørende, at Ludvig d. 14. forbud mod import af glas fra Venedig for at bryde det italienske monopol. I nutiden er det franske glasværk Saint Gobain én af verdens 6 førende koncerner indenfor glas.
Foto
Spejlsalen i Versailles
I Danmark etableres de første små glasværker eller ”glashytter” i 1580’erne og i 1600-tallet bl.a. ved Ry og Silkeborg i Jylland, hvor der god adgang til vand og skov eller brændsel.
Og glasmestrene hentes både fra Tyskland, Italien og Frankrig. Imidlertid beslutter Chr. VI at nedlægge produktionen i Jylland, idet skovene ødelægges for hurtigt, og den rykkes til Norge, hvor det Norske Kompagni i 1739 får tilladelse til at drive glasværker. Det første etableres i Eiker i 1741 til produktion af brugsglas, Hurdal værket kommer til i 1755 til produktion af vinduer og to andre værker i 1762 – det ene til vinduesproduktion og det andet til brugsglas. Sidstnævnte (Hadeland Værket) er det eneste, som fortsat eksisterer.
Glasmestre til værkerne hentes fra især fra Tyskland og England til stor fortrydelse for nordmændene, som kun ansættes til det grove arbejde.
Norges Historie
På to drikkeglas fra 1771 (glasværket i Eiker) er både glasværk og glasfremstilling indgraveret.
I 1800-tallet udvikles både Frankrig og England en ny teknik, hvor glasflader fremstilles på maskiner og trækkes ud. Herved kan der laves flader på op til 3 m med 1-7 mm i tykkelse.
Herefter skal der gå omkring 100 før den næste skelsættende udvikling i produktion af glasflader sker på baggrund af forsøg i Amerika og England. Det handler om fremstilling af glas i lange bånd. Det såkaldte ”float glass”, hvor flydende glas trækkes som bånd hen over et kar med smeltet tin. Float glas som er almindeligt i dag men det tog mange år at udvikle teknikken, og det var den engelske ingeniør Alastair Pilkington og hans selskab, som det lykkedes for i 1959. Pilkington er også én af de 6 førende glaskoncerner i nutiden.
(Ref. Glas og glarmesteren, Glarmesterlauget, 2010)
Globalt udvikles nutidens glasproduktion af firmaerne :
Saint Gobain (Frankrig), Pilkington (UK), Glaverbel (Belgien), PPG og Guardian (USA) og ASAHI (Japan)
I dag er handler noget af den nyeste udvikling ikke kun om glas og lys, men om glas og energi på mange niveauer og sideløbende er der meget glas, som kræver udskiftning og tilpasning.
Foto: Allan & Carina Guhle
Medvirkende:
Allan Guhle, glarmestervirksomheden A. Guhle & Søn
Poul Henrik Madelung, konsulent, Glarmesterlauget
Tilrettelæggelse
Kristina Grosmann Due
Forsidefoto: Vinhus i Bordeaux (2016)
Serien Håndværk
Anne Eggen og Kristina Grosmann Due
Støtte fra :
Samarbejdspartnere: Håndværkerforeningen Kbh., SMVdanmark - det nye Håndværksråd, Frilandsmuseet og Center for Bygningsbevaring
MEDARBEJDERE
Anne Eggen, Kristina Grosmann Due
