Internationale danske klassiske solister: Elisabeth Meyer-Topsøe

Udsendelse d.28.januar - 3.februar. 2023
Udsendelse d. 16.-22. marts. 2019
Udsendelse d.20 - 26. februar. 2016

Internationale danske klassiske solister' er titlen på en serie på den2radio.dk der vil portrættere danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere eller måske er på vej til at få en karriere.
Vi skal høre dem fortælle om udgangspunktet, om hårdt arbejde og triumfer og glæde og skuffelser. Musikken har solisterne selv valgt.

Sopranen Elisabeth Meyer-Topsøe er nu sangprofessor i Trondheim i Norge efter en lang karriere på operahuse især i Tyskland. Hendes vigtigste partier har især været i Richard Wagners og Richard Strauss' operaer med partiet Feltmarskalinden i Richard Strauss' Rosenkavaleren som det der har betydet allermest.

Elisabeth Meyer-Topsøe har modtaget følgende priser: Birgit Nilsson Prisen i 1989, Musikanmeldernes Pris i 1991, Elisabeth Dons Mindelegat i 1993 og Tagea 
Brandt´s Rejselegat i 1995.

Musikken som Elisabeth Meyer-Topsøe har valgt er starten af Sentas Ballade fra Wagners 'Den flyvende hollænder' med Copenhagen Phil dirigeret af Hans Norbert Bihlmaier. Birgit Nilsson synger 'Vissi d'arte' fra Puccini's opera Tosca med Sancta Cecilia orkestret fra Rom ledet af Lorin Maazel. 'Spurven sidder stum bag kvist' -  af Jeppe Aakjær og Thorvald Aagaard er det næste, og her er det Per Salo, der akkompagnerer Elisabeth Meyer-Topsøe Så synger hun 'Frühling' den første af de 'Vier Letzte Lieder' af Richard Strauss igen med Copenhagen Phil ledet af Hans Norbert Bihlmaier. Til sidst synger Elisabeth Meyer-Topsøe Jean Sibelius' Den första kyssen' med Per Salo ved klaveret.

Foto: Privateje

Serien er støttet af

MEDARBEJDER

Kirsten Rønn

PROGRAMSERIE

Internationale danske klassiske solister