Menneskene bag handelen med Kina

Udsendelse d. 30.sep. - 6.okt. 2017

Direktør og storkøbmand de ConinckI 1732 fik Asiatisk Kompagni dansk eneret til at handle med Kina. Så stod man med en udfordring med, hvordan man sejler om på den anden side af jorden, og køber varer i et land, man ikke har handelserfaringer med. Der blev oparbejdet erfaring efterhånden, som Asiatisk Kompagni kunne bruge, bl.a. til at rationalisere forretningen. Når man laver den beskrivelse, kan det godt lyde noget upersonligt, for hvor er menneskene, der står bag forretningen. Det har museumsinspektør Benjamin Asmussen fra Museet for Søfart sat sig for at udforske, og er noget frem til, at netværket mellem de enkelte personer har været lige så vigtige som de formelle strukturer som kompagniet og staten opstillede. Der var i tiden en udtalt nepotisme, men den kunne måske være en fordel.


Der er ikke uanede mængder af kilder til at belyse de enkelte personer, og Benjamin Asmussen har derfor grebet til metoder, som er udviklet til udforskningen af antikken, hvor oplysninger om de enkelte personer også er spredt: prosopografi. Med prosopografien samler man oplysninger om en gruppe mennesker for at få belyst, hvordan mennesker i fortiden har levet og haft af relationer til hinanden.


En metode som Benjamin Asmussen også anvender, er netværksanalyse, hvor man kan beregne sig frem til relationer mellem mennesker. Det gør, at man kan komme fra fx lister over personer på skibene til, hvordan det er udtryk for en sammenhængende overførsel af viden fra år til år.


Benjamin Asmussen fortæller om billed nr. 3: ”For et par år siden blev vi på Museet for Søfart opmærksomme på, at der fandtes et maleri til salg fra 1700-tallet af en kinesisk handelsstation i Kanton, som det lykkedes at købe gennem generøse donationer. Det forestiller det indre af en kinesisk handelsstation, hvor man kan se te-kisterne kommer ind, bliver foret med bly af de kinesiske arbejdere for at gøre kisterne vandtætte og holde på smagen.  De bliver sømmet til, og på siden bliver der med latinske bogstaver og kinesiske skriftegn skrevet numre og oprindelse. Så bliver de vejet på en stor vægt, så man ved hvor meget der skal ombord på skibet. Der sidder en skriver fra Asiatisk Kompagni og den kinesiske købmand som på hver sin måde skriver og tegner optegnelser over, hvad der er i kisterne.


Det er længe siden, så man kan godt tænke, at det var lidt primitivt, men man har kunnet spore den enkelte kiste. Hvis en i København købte en kiste med dårlig te, så kunne man spore den hele vejen til den kinesiske købmand, der igen kunne spore den tilbage til plantagen, så der har været et omfattende papirarbejde ved hver eneste kasse te.


Det rigtigt spændende ved maleriet er, at vi ved, at de kinesiske kunsthåndværkere, som arbejder på det tidspunkt, er virkelig naturalistiske: de maler hvad de ser. Man kan følge malerierne over tid og se, at de passer med, hvad vi ved fra andre steder. Derfor er der god grund til at stole på, hvad vi ser på maleriet.  På kisterne ser vi både kompagniets logo ”DAC” for Asiatisk Kompagni, vi ser et nummer, vi ser et B for bohea te, der var den mest almindelige sorte te, som blev sejlet hjem. Så er der et CP, der står for Cron Prinsen. Det var der flere skibe fra Asiatisk Kompagni, der hed, men går man i arkiverne, der ligger inde på Rigsarkivet, kan man se, at der kun var ét skib, der havde mere end 2000 kister med, som der står på kisten. Dvs. sige, at vi kan datere billedet til at være 1783. Når vi så ved det, kan vi også gå til arkiverne og se, hvornår pakkede de kisterne, og det ved vi at det gjorde de i slutningen af november/starten af december 1783. Vi er altså nede på nogle uger, hvornår har maleren siddet og tegnet det her af. Med min database over købmænd kan jeg sige med 3-4 menneskers nøjagtighed, hvem der er med på billedet . Vi har også fundet ud af hvilken købmands faktori det er, hvem han er, og hvilken relation der er til de her købmænd. På den måde er det næsten som et fotografi - det er næsten som at være der selv. Maleriet hænger nu i vores 1700-talsudstilling, og pryder den og kommer til at blive brugt til mange forskellige ting.

Der er en spændende parallelitet i det. Man ser den her sikkert danske købmand og kinesiske købmand sidde side om side. De laver det samme. De har forskelligt tøj på. Danskeren skriver gotiske bogstaver, og vi kan nærmest sige, hvad var det for et stykke papir han sad med, det er også bevaret, mens kineseren sidder og tegner de smukke kinesiske tegn.  Det fortæller os også noget om kildesituationen, fordi mens Asiatisk Kompagni var sådan et rigtig bureaukratisk institution, som gemte alting, fik det sorteret og kom det på arkiv, så havde de kinesiske købmænd en anden tilgang. Når de kinesiske købmænd, der stod for handlen, havde handlet i et antal år og ville gå på pension, så samlede de hvad de kunne finde af papirmateriale, og lavede et stor bål, for der var ikke nogen der skulle gå dem efter i sømmene, og se hvad der foregik.  Så derfor er der ikke meget bevaret af det kinesiske materiale. Så indgangen til at vide nog.et om de her kinesere, det kommer også fra de europæiske arkiver, så man skal gå sådan en omvej for at lære noget om dem”.

Billede nummer 2 viser direktør og storkøbmand de Coninck

Medvirkende

Benjamin AsmussenBenjamin Asmussen er cand.mag. i historie og er ved at afslutte sit ph.d.-projekt på Center for Virksomhedshistorie, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, og er museumsinspektør på M/S Museet for Søfart. I forbindelse med sit projekt om handlen med Kina, har han sammen med andre forskere lavet en Wiki med virksomheder og forretningsfolk i det oldenborgske monarki fra 1660 til 1848.

Benjamin Asmussen er interesseret i, hvis nogle af lytterne skulle ligge inde med kildemateriale, der kan belyse hans forskning om Asiatisk Kompagnis handel med Kina. Hvis der er lyttere, der har billeder eller breve, så vil han gerne kontaktes på ba@mfs.dk.

Benjamin Asmussen er nogle dage efter interviewet på vej til universitetet i Kanton for at tale med kinesiske forskere, Benjamin Asmussen fortæller, at der er en meget dygtig historieprofessor Paul Van Dyke, der har arbejdet med det i mange år, og han bruger de danske, de svenske, de britiske, de nederlandske og andre kompagniers kilder til at sige noget om de her kinesiske købmænd, og har gennem sine mange års forskning både fået bygget fantastiske databaser op, men også fået skrevet nogle fantastiske bøger, der lader os komme rigtig tæt på menneskene, som hvis man kun skulle bruge kinesiske kilder nærmest ikke. Med den her omvej kan vi komme ret tæt på dem. 

MEDARBEJDER

Henrik Morell

PROGRAMSERIE

Museer skaber viden