Forskning og videnskab: Odontologi 1

Udsendelse d.2. - 8. maj. 2015
Odontologi (tandlægevidenskab) omfatter en række specialområder. I den første udsendelse bliver de to områder cariologi og sundhedsodontologi beskrevet af to forskere fra Odontologisk Institut ved Københavns Universitet.
Kim Ekstrand fortæller om cariologi som forskningsområde og grundlæggende om, hvordan man får huller i tænderne. Han har lavet en undersøgelse af, hvad højt fluorindhold betyder for ældres tandsundhed, og fortæller om undersøgelsens resultater, og hvordan den blev lavet.
Lisa Bøge Christensen fortæller om udviklingen i tandsundheden hos københavnske skolebørn og sammenhængen mellem tandsundhed, indkomst, uddannelse og etnisk tilhørsforhold. Hun var i 2008 med til at lave en undersøgelse af emnet, og de resultater var med til at styre, hvordan København Kommune har arbejdet med at forbedre tandsundheden. Men har det hjulpet? Det spørgsmål svarer en ny undersøgelse på.
De to forskere anvender forskellige undersøgelsesmetoder. Kim Ekstrand fortæller om det kontrollerede forsøg, og hvordan man laver det fra man får en idé til det bliver en forskningsartikel. De undersøgelser som Lisa Bøge Christensen har lavet benytter sig af registerforskning. Hun fortæller om nogle af de registre, der gør det muligt at lave hendes undersøgelser, og hvordan det kan bruges til at evaluere en behandlingsindsats.
I indslaget om cariologi bliver der talt om forskning, der er beskrevet i artiklen
Ekstrand, K., Ekstrand, M., Lykkeaa, J., Jensen, A. B., & Twetman, S. (2015). Whole saliva fluoride levels and saturation indices in 65+ elderly during use of four different toothpaste regimens. Caries Research.
I indslaget om sundhedsodontologi bliver der talt om artiklen
Christensen, L. B., Twetman, S., & Sundby, A. (2010). Oral health in children and adolescents with different socio-cultural and socio-economic backgrounds. Acta Odontologica Scandinavica, 68(1), 34-42
Endvidere blev der henvist til en endnu ikke udgivet rapport om tandsundheden blandt københavnske børn skrevet af Lisa Bøge Christensen, Kasper Rosing, Rasmus Christophersen og Annette Sundby.
Der blev besøgt Odontologisk Institut - Tandlægeskolen i København. Flere oplysninger kan findes her: Odontologisk Institut